Efterforskningen mod Trump spidser til. Skyllede angiveligt noter fra Det Hvide Hus ud i toilettet

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Donald Trump efterforskes for sin håndtering af tophemmelige dokumenter, som kan være i uoverensstemmelse med den såkaldte Presidential Records Act.
Donald Trump efterforskes for sin håndtering af tophemmelige dokumenter, som kan være i uoverensstemmelse med den såkaldte Presidential Records Act. Foto: Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix.

Godmorgen. 

Sommerferien er knap forbi, før en folketingsvalgkamp er gået i gang. Den tanke er i hvert fald nærliggende, når man i disse dage læser danske aviser – og det til trods for, at valget endnu ikke er udskrevet. I dag skal vi derfor se nærmere på, hvad der rører sig på Christiansborg.

Men først skal vi forbi en af morgenstundens opsigtsvækkende nyheder. På sit sociale medie, Truth Social, skriver tidligere præsident Donald Trump, at hans palæ i Florida i går blev ransaget af FBI. Selvom ekspræsidenten ikke skriver hvorfor, så indikerer ransagningen, at efterforskningen mod ham i øjeblikket intensiveres. 

Ifølge CNN er Trump ikke kun sat i forbindelse med efterforskningen af stormen på Kongressen i 2021. Han efterforskes også for sin håndtering af tophemmelige dokumenter, som kan være i uoverensstemmelse med den såkaldte Presidential Records Act. Det vakte derfor også opsigt, da fotografier fra en kommende bog om Trumps tid i embedet i går viste noter, som han angiveligt har revet itu og forsøgt at skylle ud i toilettet i Det Hvide Hus.

Hadforbrydelse giver livstidsdom til far og søn

Vi bliver et kort øjeblik i USA, hvor der i går blev sat punktum i en af de sager, der især har optaget Black Lives Matter-bevægelsen. Både far og søn, Gregory og Travis McMichael, modtog i går livstidsdom i forbindelse med drabet på den sorte jogger Ahmaud Arbery, der i 2020 blev skudt af de to. 

Allerede i november sidste år blev de fundet skyldige i drabet, mens gårsdagens afgørelse handlede om, hvorvidt der lå en hadforbrydelse bag handlingen. Og det gjorde der altså, lød dommen, som dermed udløste endnu en livstidsdom til de to sigtede. 

S scorer dårligste meningsmåling i syv år

Er der et folketingsvalg på trapperne? Det spørgsmål har det seneste døgn hængt over både Christiansborg og mediedanmark – ikke mindst i kølvandet på de seneste meningsmålinger. 

Og mens Inger Støjberg kan glæde sig over, at hendes parti Danmarksdemokraterne står til at få 11,2 procent af stemmerne, er der formodentligt mindre optimisme at finde i Socialdemokratiet. Blot 22,9 procent af vælgerne lader nemlig til at have i sinde at sætte krydset ud for liste A, hvilket er den laveste andel målt siden 2015.

Samlet set viser målingen at være i blå bloks favør med 50 procent af stemmerne mod 47,5 procent til rød blok.
 
Målingen får ikke ligefrem spekulationerne over, hvornår valget bliver udskrevet til at svinde. Presset fra De Radikale, der har truet med at vælte regeringen, hvis der ikke er udskrevet valg inden Folketingets åbning den 4. oktober, og de dårlige meningsmålinger er nemlig alt andet end et favorabelt udgangspunkt for Mette Frederiksen til at udskrive valg. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell til Ritzau. 

Boligudspil sætter skub i valgkampen

Og var man ellers i tvivl om, hvorvidt en valgkamp er på vej, så har Venstre nu slået det fast med syvtommersøm. I går fremlagde partiet nemlig et nyt boligudspil, der vil give skattefradrag til førstegangskøbere og give incitament til at bygge flere ejerboliger. Fra socialdemokratisk side er forslaget allerede blevet blankt afvist som "yderligtgående" og "helt skævt", og heller ikke De Radikale er begejstrede.

Det giver Kristeligt Dagblads politiske redaktør anledning til at kalde Venstres udmelding for "dristig" i dagens avis. Historisk set har boligpolitik nemlig ikke blot splittet de politiske fløje, men også flyttet stemmer og magt, skriver han.

Forskning i ældres sygdomme fravælges 

Vi bliver på dagens avisforside, hvor flere forskere fortæller, at forskning i ældres sygdomme underprioriteres. Det er nemlig særdeles svært at skaffe midler til forskningen, lyder det. Ifølge én af de forskere, som selv møder muren, når hun vil rejse midler til forskning på området, kan tendensen være udtryk for generel diskrimination mod ældre, fordi de ikke anses for at være samfundsnyttige.

Skandinavien tager skridt mod tættere forsvarssamarbejde 

Hvad der til gengæld prioriteres er forsvarssamarbejdet. Sammen med sine forsvarsministerkolleger fra Sverige og Norge kunne den danske forsvarsminister Morten Bødskov (S) i går berette, at landene har indgået aftale om deling af mere militær infrastruktur. Konkret vil det eksempelvis give de skandinaviske lande bedre mulighed for at benytte hinandens luftrum.

Over de seneste måneder har russiske fly ad flere omgange krænket dansk og svensk luftrum, og den danske forsvarsminister forventer, at området omkring Østersøen fremover vil blive præget af et højere spændingsniveau. Det øgede samarbejde sender således et tydeligt signal til Rusland og skal ses som en direkte konsekvens af, at "den russiske militære adfærd er tiltagende aggressiv", som Forsvarsministeriet forinden formulerede det

Anglikanske biskopper slår fast: Ægteskab er forbeholdt mand og kvinde

Samarbejde og enighed er øjensynligt også højt prioriteret i det anglikanske kirkefællesskab. For skulle man førhen være i tvivl om det verdensomspændende kirkefællesskabs holdning til seksualitet og ægteskab, så burde tvivlen for nuværende være manet til jorden.

På Lambeth Conference for den anglikanske kirkes overhoveder, som netop har været afholdt for første gang i 14 år, lykkedes det i hvert fald ikke at ændre den erklæring fra 1998, som fordømmer sex samt ægteskab mellem to af samme køn. Det var ellers et ønske hos en del af det anglikanske kirkefællesskab, men blev især hindret af den afrikanske og sydamerikanske del af kirken, som udgør tre fjerdedele af kirkefællesskabets godt 85 millioner medlemmer. Det beretter Kristeligt Dagblads Storbritannien-korrespondent i dagens avis.

Dansk storkeboom sender storkeunger på vingerne

Og så skal vi til dyreriget, hvor hovedpersonerne i morgenens sidste nyhed formentlig ikke har skænket deres partners køn nogen synderlig tanke. Ikke desto mindre er det lykkedes at yngle for fire ud af de ni storkepar, der denne sommer har slået sig ned i Danmark. Det betyder, at hele 11 storkeunger henover sommeren har kunnet flyve fra reden, og det er det højeste antal i 25 år.

Den glædelige nyhed skyldes, at der i disse år kommer flere storke til Danmark sydfra. Samtidig er storkebestanden generelt stigende, eftersom færre tager den farefulde færd til Afrika om vinteren – flere nøjes nemlig med at drage mod Spanien, lyder det fra Storkene.dk's ekspert ifølge Ritzau.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.