Socialminister siger undskyld til anbragte handicappede efter årelang kamp

Socialministeren vil sige undskyld til børn, unge og voksne med handicap, som var anbragt i statens varetægt mellem 1933-1980. Allerede for 12 år siden åbnede Kristeligt Dagblad debatten om forholdene for "de åndssvage".

Lars Nielsen var en af de børn, som blev anbragt under Åndssvageforsorgen. Tilbage i 2010 medvirkede han i en artikelserie i Kristeligt Dagblad, som satte fokus på "de åndssvages" forhold.
Lars Nielsen var en af de børn, som blev anbragt under Åndssvageforsorgen. Tilbage i 2010 medvirkede han i en artikelserie i Kristeligt Dagblad, som satte fokus på "de åndssvages" forhold. . Foto: Leif Tuxen.

Lars Nielsen fik en lille rund pille to gange om dagen i al den tid, han var på Andersvænge, en af Danmarks tidligere store centralinstitutioner for de såkaldt “åndssvage”. Pillen var Truxal, et stærkt beroligende middel, man bruger til psykotiske patienter.

Lars Nielsen var ikke psykotisk. Men han var udviklingshæmmet og blev placeret under Statens Åndssvageforsorg i 1961. For 12 år siden fortalte han om den tid i en stor og prisvindende artikelserie i Kristeligt Dagblad:

“Jeg fik Truxal, fordi jeg skulle være stille og rolig, som de sagde,” huskede han: “Men jeg blev aldrig stille.”

Han og seriens andre kilder huskede meget andet: Tæsk, spændetrøjer, kæmpe sovesale og til tider næsten sadistiske ansatte: “Nogle sataner rent ud sagt,” sagde Lars Nielsen. 

Nu vil social- og ældreminister Astrid Krag (S) sige undskyld til tidligere anbragte som ham. Det bekræfter Socialministeriet over for Kristeligt Dagblad torsdag. 

Baggrunden for undskyldningen er en stor historisk udredning om de børn, unge og voksne, der var anbragt i særforsorgen fra 1933-1980. Udredningen kom i foråret og var bestilt af Socialministeriet. Særforsorgen var datidens samlebegreb for en række grupper med handicap. 

Allerede i 2010 satte Kristeligt Dagblad disse forhold til debat i en serie, der dækkede langt den største gruppe af særforsorgens anbragte, nemlig “de åndssvage”, som serien hed med henvisning til datidens betegnelse for personer med udviklingshæmning.

“Her lades alt håb ude”

I serien fortalte blandt andet tidligere beboere, pårørende, ansatte, politikere, embedsmænd og forskere om forholdene på landets forsorgshjem.

Eva Rønsbro var purung, da hun som 17-årig i 1961 begyndte som omsorgsassistent-elev på Andersvænge, hvor altså Lars Nielsen var anbragt.

Hun mødte første dag på forstanderindens kontor og “glemmer aldrig de ord”, der faldt.

Den ældre dame slog ud med armen mod væggen: 

“Her burde stå et skilt: ‘Her lades alt håb ude’,” fortalte Eva Rønsbro i Kristeligt Dagblads serie.

Den unge elev skulle bo på Andersvænge, men de første to uger pakkede hun ikke sin kuffert ud.

“Jeg tænkte: 'Det her klarer jeg ikke.' Alle de indtryk: mennesker, der lå fastspændt. Lugten - af urin og afføring blandet med rengøringsmiddel. Og så alle de lyde: skrig og uartikulerede råb.”

Engang kom en beboer til at tisse på et nybonet gulv:

"En omsorgsmedhjælper tog fat i nakken på ham og kastede ham ud i skyllerummet med en sådan kraft, at han knaldede ind imod en radiator, hvor han sank sammen."

Som elev var det næsten umuligt at protestere:

"Jeg var rystet. Først da hun (medhjælperen) gik sin vej, gjorde jeg noget. Han græd og blødte fra en flænge i baghovedet. Jeg trøstede ham og lagde en våd klud på flængen."

Og dog bragte Eva Rønsbro og de andre elever en mere omsorgsfuld tidsånd ind i arbejdet og forsøgte skridt for skridt at ændre forholdene. I 1974 blev hun forfremmet til "omsorgsinstruktør":

"En af de ting, jeg forsøgte, var at rejse spørgsmålet om, hvorvidt man kunne bruge pædagogiske midler frem for bælter og remme og handsker," fortalte hun i Kristeligt Dagblads serie.

Også gode ting

Serien dækkede perioden 1959-1980, hvorefter Statens Åndssvageforsorg blev nedlagt, og opgaverne overgik til amterne. Den historiske redegørelse, der nu udløser socialministerens officielle undskyldning, gælder perioden 1933-1980 og altså også en bredere gruppe af personer med handicap.

Godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn fik en tilsvarende officiel undskyldning i 2019, og de såkaldte grønlandske eksperimentbørn én året efter.

Men Hanne Reintoft, tidligere socialrådgiver og Danmarks sociale stemme gennem årtier, giver ikke meget for regeringens gestus:

“Jeg ville i stedet tage en tur rundt i Danmark og se på dem, der stadig har det elendigt, både mennesker med handicap og de psykiatriske patienter for eksempel,” siger hun.

Ligesom Eva Rønsbro var hun purung, da hun som del af sin uddannelse til socialrådgiver midt i 1950erne besøgte en anden af datidens store institutioner for udviklingshæmmede, Ebberødgård. Hun græd, da hun forlod stedet.  

“Jeg var slet ikke klar over, at noget så forfærdeligt skete i vores samfund. Jeg troede, det var løgn,” husker hun. 

Sarah Smed er historiker og leder af Danmarks Forsorgsmuseum. Hun har stået i spidsen for den historiske udredning, og mener, at både udredning og undskyldning har betydning.

“Den her undskyldning rammer bredt for dem, der mener, at en undskyldning er en del af deres heling. Når man stadig har livsvidner, der bærer konsekvenserne af denne her praksis med sig, har man et ansvar som stat for at sige undskyld,” siger hun.

Også Poul Duedahl, medforfatter og historieprofessor ved Aalborg Universitet, mener, en undskyldning kan være en vigtig anerkendelse af dem, der har lidt. Men forholdene på særforsorgens institutioner var ikke entydigt negative, betoner han.

"Det var på mange områder bedre end det, der var i forvejen. Det er vigtigt at pointere, at vi blev bedt om at lede efter overgreb i udredningen."

Den samme pointe har faktisk Lars Nielsen i Kristeligt Dagblads gamle serie:

"Hvis jeg skal være helt ærlig, var der også personer, som var virkelig gode, som holdt med os," sagde han.