I 450 år er man gået forgæves, hvis man har søgt efter materielle mindesmærker over et af de mest dramatiske kapitler i Paris’ historie.
De op til 4000 protestanter, som natten til Sankt Bartholomæusdagen den 24. august 1572 blev revet ud af deres søvn af katolske naboer og massakreret i et flere dage langt blodbad, har været usynlige.
”De, der massakrerede, og de, der blev massakreret, har ikke haft den samme fortælling om, hvad der skete,” kommenterer Marianne Carbonnier-Burkard, historiker ved det protestantiske teologiske fakultet ved Universitetet i Strasbourg og næstformand for Det Franske Selskab for Protestantisk Historie.
For katolikkerne var Bartholomæusnatten oprindeligt historien om Guds retfærdige vrede mod kætterne. For protestanterne var det en fortælling om religionsforfølgelse og katolsk fanatisme.
Men 450 år efter massakren har det parisiske bystyre taget initiativ til en mindehave, som vil blive indviet lige over for Saint Germain d’Auxerre-kirken nær Louvre. Det var den kirke, hvis klokkeringning var selve signalet til massakren, påpeger Laurence Patrice, medlem af Paris’ byråd med særligt ansvar for mindekultur.
”Parisernes historie skal være synligt i bybilledet, uanset om den er smuk eller smertelig. Bartholomæusnatten manglede, for den er en del af en nødvendig fortælling om tolerance og om betydningen af dialog mellem religionerne, som står højt på bystyrets dagsorden,” siger Laurence Patrice.
I 1700-tallet fremhævede Voltaire netop massakren som et eksempel på den religiøse fanatisme. Den blev et argument for oplysningstidens idealer om tolerance og åndsfrihed. Og op til den franske revolution i 1789 blev blodbadet benyttet til at illustrere monarkiets tyranni.
Men hverken 300-året i 1872 eller 400-året i 1972 gav anledning til officiel markering. En diskret mindeplade ved Seinen, som blev sat op i 2016, har indtil nu været det eneste vidnesbyrd om pogrommet mod op til 30.000 protestanter over hele landet.
”Litterært og historisk var der stor interesse for Batholomæusnatten, men mindehøjtideligheder er mere politiske, og her var der tavshed. Man var bange for at vække splittelsen til live igen, men det var også vanskeligt for katolikkerne at tage ansvaret for massakren på sig. At man i dag opretter en mindehave, er et tegn på, at spørgsmålet ikke længere er politisk ømfindtligt,” siger historikeren Jérémie Foa fra Universitet i Aix-Marseille.
Men det har taget 450 år at nå dertil, påpeger Laurence Patrice, der også ser mindehaven som et positivt eksempel på mindekultur i en tid, hvor historien i stigende grad er genstand for konflikt.
”Det er en tung historie at bære for både protestanter og katolikker, og vores linie er, at vi hverken stigmatiserer eller fjerner noget i bybilledet, men i stedet føjer andre synsvinkler til. For eksempel har vi opgivet tanken om en mindeplade direkte på gitteret omkring Saint Germain d’Auxerre-kirken, som den katolske kirke ikke ønskede,” siger Laurence Patrice.
For de franske protestanter er mindehaven af umådelig betydning, siger Christian Krieger, formand for Frankrigs Protestantiske Sammenslutning.
"Kollektive sår kan kun heles, og ofrene kan kun lægge deres offerstatus bag sig, når disse sår anerkendes. Men selvom protestanterne fik religionsfrihed med adskillelsen af kirke og stat i 1905, blev Bartholomæusnatten aldrig anerkendt som det tragiske og traumatiske øjeblik, det var. Mindehaven symboliserer protestanternes plads i det nationale fællesskab," siger Christian Krieger.