Der er ikke grund til større optimisme i dag, end i slutningen af åndssvageforsorgens mørke år

Det er paradoksalt, at der i slutningen af den periode i den danske åndssvageforsorg, regeringen nu vil undskylde for, var større grund til optimisme på handicapområdet, end der er i dag, skriver formand og landsleder i Kristelig Handicapforening

I sidste uge annoncerede social- og ældreminister Astrid Krag (S), at regeringen vil undskylde for de overgreb, der fandt sted i åndssvageforsorgen frem til 1980. Blandt andet på offentlige bosteder som Ebberødgård, der her er fotograferet i 1960'erne. Institutionen var berygtet for sine mange bæltefikseringer.
I sidste uge annoncerede social- og ældreminister Astrid Krag (S), at regeringen vil undskylde for de overgreb, der fandt sted i åndssvageforsorgen frem til 1980. Blandt andet på offentlige bosteder som Ebberødgård, der her er fotograferet i 1960'erne. Institutionen var berygtet for sine mange bæltefikseringer. Foto: Karl Høver/Ritzau Scanpix.

Vi er altid på vej et eller andet sted hen. Sådan er det også med det samfund, vi lever i. Det er således tankevækkende, at en stor del af den periode fra 1933 til 1980, som regeringen netop har besluttet at sige undskyld for til mennesker anbragt i statens åndssvageforsorg, faktisk indebar store forbedringer for netop denne gruppe.

En statslig undskyldning er glædelig. Den er på tide og på sin plads. For mange vil den betyde en længe ventet oprejsning. Men når vi i forbindelse med denne positive milepæl kigger tilbage og gyser over de forhold, som man før i tiden bød de allersvageste – frihedsberøvelse, fastspænding og total umyndiggørelse – er det oplagt også at gøre en aktuel status. Hvor står vi i dag? Og ikke mindst: Hvor er vi på vej hen?

I 1959 begyndte forsorgschef Niels Erik Bank-Mikkelsen sit arbejde for at ”normalisere” forholdene for mennesker med et udviklingshandicap. Det betød blandt andet ret til undervisning, en normal bolig, arbejde eller beskæftigelse og en aktiv fritid. Mange mennesker med et udviklingshandicap fik derfor gradvist bedre levevilkår i den samme periode, som staten nu helt berettiget også undskylder for.

Kristelig Handicapforening blev dannet i 1980 i forlængelse af alle de forbedringer for mennesker med et udviklingshandicap, der var arbejdet for i årtierne forinden. Foreningens pionerer ønskede gode, små kristne private bofællesskaber – en variant af de offentlige, der dengang blev etableret alle vegne. Med et andet sæt grundlæggende værdier, men med samme høje pædagogiske standard og samme høje livskvalitet som mål.

I dag gør vi os umage for at bevare alt det gode, som sådan et lille fællesskab med dygtige ansatte og aktive beboere har at tilbyde. Men vi registrerer også, at tiden gradvist bliver en anden, at flere beboere og større opmærksomhed på at effektivisere det pædagogiske arbejde er en forudsætning for at få økonomien til at gå op.

Vi hører de desperate udmeldinger fra andre grupper, der lever med større eller mindre udviklingshandicap – for eksempel familierne i bevægelsen En Million Stemmer.

Vi noterer os, at Ankestyrelsen siden 2013 har omgjort flere end en tredjedel af de kommunale afgørelser på handicapområdet – et område, som de seneste mange år har taget førstepræmien som kommunal budgetoverskrider, uden at der af den grund er blevet sat flere penge af til det på finansloven. Vi konstaterer, at mange i dag kigger nostalgisk tilbage på perioden mellem 1980 og 2007, fordi de oplever, at det de seneste 15 år er gået tilbage. At den forråelse, der var på tilbagetog for 50 år siden, i dag er på hastig fremmarch.

Selvom de levevilkår, som regeringen nu har besluttet at undskylde for, heldigvis er uden sammenligning med forholdene i dag, er det stadig værd at bemærke sig en væsentlig forskel i udviklingens retning. Hvor man i 1980 og i årene op til var på vej et bedre sted hen, ser det modsatte ud til at være tilfældet i 2022.

Thomas Bjerg Mikkelsen er formand for Kristelig Handicapforening og leder af Menighedsfakultetet. Tove Søgaard er landsleder i Kristelig Handicapforening og bestyrelsesmedlem i foreningen Lev.