Canadisk lov vækker bekymring: Hun fik ikke hjælp. Så hun valgte dødshjælp

Kun seks år efter lovliggørelse advarer flere mod Canadas brug af dødshjælp. Canada illustrerer, hvorfor vi i Danmark ikke skal tillade dødshjælp, lyder advarsel

Flere canadiske eksempler peger nu i retning af, at dødshjælp ikke altid, er den rigtige vej at gå. - Foto: Gary Waters/Ikon Images/Ritzau Scanpix. Grafisk bearbejdning: Michael Særkjær.
Flere canadiske eksempler peger nu i retning af, at dødshjælp ikke altid, er den rigtige vej at gå. - Foto: Gary Waters/Ikon Images/Ritzau Scanpix. Grafisk bearbejdning: Michael Særkjær. .

En 51-årig kvinde, i medierne kaldet “Sophia”, indtalte en video, otte dage før hun døde ved hjælp af aktiv dødshjælp den 14. februar i år i Canada: 

“Staten ser mig som af affald, man kan smide ud, et brokkehoved, ubrugelig og møgirriterende,” sagde hun på videoen. 

Sophia led af duft- og kemikalieoverfølsomhed og havde i flere år søgt om hjælp til at få et sted at bo, hvor hun ikke var generet af blandt andet cigaretrøg fra sine naboer, berettede canadisk tv om hendes sag. 

Fire læger skrev på hendes vegne til myndighederne og bad om hjælp, men hjælpen blev ikke givet, og i stedet valgte Sophia at dø.

Sagen om Sophia er blandt de person-historier, man i Canada diskuterer, og som har fået etikere og fagfolk inden for handicap-rettigheder til at kritisere den canadiske lov om aktiv dødshjælp.

Heidi Janz er lektor ved Alberta Universitets John Dossetor Health Ethics Centre:

“Loven opererer i bund og grund ud fra den præmis, at liv, der leves med handicap, ikke er værd at leve. Det er racehygiejne forklædt som selvbestemmelse,” mener hun.

Tim Stainton, professor og leder af center for inklusion og medborgerskab ved British Columbia-universitetet, har samme pointe:

“Den canadiske lov er sandsynligvis den største eksistentielle trussel mod mennesker med handicap siden nazisternes eutanasi-program. Ikke fordi vore dages dødshjælp kan sammenlignes med nazisternes massedrab på handicappede i 1930erne, men fordi personer med handicap ikke kan få den hjælp, de behøver, men tilbydes døden som alternativ,” siger han - og peger desuden på, at canadisk lov direkte nævner "handicap" som et gyldigt kriterie for dødshjælp. 

Canada legaliserede dødshjælp i 2016, og i 2021 blev loven ændret. Ændringen betød, at personer i dag også kan få dødshjælp, selvom døden ikke er umiddelbart forestående.

Der er i loven ikke noget krav om, at en person skal have udtømt alle behandlingsmuligheder. Lovens krav er blandt andet, at den pågældendes tilstand skal være alvorlig, uhelbredelig og have medført en betydeligt tab af funktion, samt at personen skal føle, at lidelsen er “utålelig” og uden “acceptable” muligheder for lindring.

Lidt over 10.000 personer fik dødshjælp i Canada i 2021 ifølge myndighedernes seneste årsrapport. Det udgjorde 3,3 procent af samtlige dødsfald det år og var en stigning på 32,4 procent i forhold til året før.

Til sammenligning skete 4,5 procent af samtlige hollandske dødsfald i 2021 som følge af dødshjælp. Holland fik sin lov som det første land i verden i 2001. 

Lige som i Holland støtter et flertal af canadiere loven om dødshjælp. Ifølge Jocelyn Downie, forsker i sundhedsetik ved Dalhousie Universitet i Canada, hviler loven på grundlæggende værdier som respekt for selvbestemmelse og lighed. 

“Lovens ånd er en fundamental tro på, at beslutningsdygtige individer skal have lov til at beslutte, hvornår lidelsen er for meget for dem, og de har lyst til at dø,” forklarer hun og fortsætter:

“Ingen fælder dom over værdien af de liv, personer med handicap lever, udover personen selv, og det er kun på egne vegne."

Men det er en falsk form for selvbestemmelse, loven tilbyder, mener altså dens kritikere.

Heidi Janz henviser til en anden omdiskuteret sag, hvor en 40-årig familiefar, Sean Tagert, døde ved dødshjælp i 2019. Han havde muskelsvindsygdommen ALS og brug for hjælp døgnet rundt. Han blev tilbudt plads på et opholdssted, der lå fire timers kørsel fra hans familie, herunder en lille søn, og uden plads i værelset til det computersystem, han brugte til at kommunikere.

“Til sidst ‘valgte’ Sean Tagert dødshjælp, fordi hans andre ‘valg’ var uden for rækkevidde,” siger Heidi Janz.

Hun understreger:

“Den canadiske lov og det dødshjælps-regime, den legitimerer - ja, endda promoverer - ser dødshjælp som et fornuftigt og billigt ‘valg’ for mennesker med handicap, som ikke kan få tilstrækkelig hjælp til at leve."

Desuden, siger hun, taler canadiske politikere om at udvide adgangen til dødshjælp for blandt andet personer med psykisk sygdom og såkaldt "modne mindreårige", herunder mindreårige med handicap. 

Heidi Janz har selv cerebral parese (spastisk lammelse) og gik som barn i skole med børn, som blandt andet havde muskelsvind.

”Vi voksede alle op vel vidende, at nogle af os ville leve længere end andre. Men vi vidste også, at vi ville leve de bedst mulige liv, indtil vi døde. Det er ikke den besked, som ‘modne, mindreårige’ med handicap vil få i fremtiden, hvis dødshjælp legaliseres for dem. De vil mere sandsynligt høre: ‘Tja. Det er kun naturligt, at du er deprimeret og træt af dit liv, for du er handicappet. Måske skulle du bare få noget dødshjælp,” mener hun. 

Janus Tarp er formand i den danske UlykkesPatientForeningen, der hjælper mennesker, der har været ude for en alvorlig ulykke.

Selv er han lam fra halsen og ned, efter han kørte frontalt ind i bagenden på en parkeret lastbil på sin triatloncykel. Han var 14 år.

Han er imod en legalisering af dødshjælp i Danmark ud fra samme argumenter som de canadiske.

"Man siger mere eller mindre direkte til de målgrupper, der får adgang, at man godt kan forstå, at deres liv er udsigtsløst eller håbløst og - måske - ikke værd at støtte tilstrækkeligt godt. Jeg er imod, at man overhovedet åbner for den overvejelse hos den ramte," siger han.