Anden påskedag den 15. april 2019 klokken 18.17 startede en brand i tagkonstruktionen på Notre-Dame i Paris, der i løbet af få timer spredte sig til hele kirken og spandt den ind i flammer. En chokeret offentlighed fulgte med i breaking news på alverdens tv-skærme og tablets, mens øjenvidner brød grædende sammen og faldt på knæ i Paris, og i sang og bøn forsøgte at anråbe de hellige magter, som kirken blev rejst for i år 1345, om hjælp.
For det var et af kristenhedens vigtigste symboler, der stod i flammer, og i fransk sammenhæng nationens væsentligste kirke og ikoniske samlingspunkt. Ved siden af Peterskirken i Rom, måske den bedste kendte kirke i verden med tvillingetårnene som vartegn for en by, dens indbyggere og mange, mange besøgende. De fleste ved, hvad der skete, og at branden blev slukket lige inden den totale katastrofe indtraf og intet længere stod til at redde. Ligesom de fleste ved, at den franske præsident og stat har sat alt ind på en genopbygning, koste hvad det vil. Man ved tillige, at hele det forløb for tiden bliver registreret i dokumentarfilm, der løbende fortæller om det bekostelige arbejde, og de minutiøse og pietetsfulde forsøg på at finde de rigtige løsninger i restaureringen med inddragelse af de ypperste eksperter.
Øjenvidner til flammernes ophav
Med instruktør Jean-Jacques Annauds spillefilm ”Notre-Dame i flammer” får publikum mulighed for at blive øjenvidne til, hvad der skete op til branden og under selve det heroiske slukningsarbejde. Det er der kommet en spektakulær og vildt spændende film ud af. Annauds og hans team bruger en række autentiske optagelser af katastrofen og parrer dem med en række dramatiske fortællelinjer, hvor beskueren følger brandvæsen, politi, arkitekter, kuratorer og de ansvarlige inden for den kirkelige organisation, som Notre-Dame jo også er, i deres forsøg på at forhindre den fuldkomne nedsmeltning. Og den skal tages bogstaveligt! Branden opstod under kirkens enorme tag af bly, hvorfra blyet, varmet op til 1000 grader, løber ned som tung regn eller står i kaskader ud igennem munden på kirkens berømte gotiske gargoils. Visuelt bringer den rutinerede Annauds beskueren helt tæt på, hvad der ligner dommedag nu. Det er sindssygt flot lavet.
Den første tredjedel af ”Notre-Dame i flammer” rummer en betydelig suspense. Vi ved jo godt, hvad der kommer til at ske lige om lidt. Men her anskueliggøres miseren. En urutineret vagts første arbejdsdag i det pulterkammerlignende kontrolrum under kirken. Påskemesse i kirkerummet ovenover, og en astmatisk overvægtig vagtmester, der ikke helt tager det alvorligt, da brandalarmen endelig går. Det er helligdag, så der er ingen på arbejde oppe under taget, hvor et omfattende restaureringsarbejde er i gang bag et virvar af stilladser. Men der er andre indvånere deroppe i højderne, og det er ikke klokkeren fra Notre-Dame, men duer. Fuglene hakker i gamle mørnede el-ledninger, så det gnistrer. Og en bygningsarbejders cigaretskod fra en af de tidligere dage er måske blæst ind og ligger og ulmer i byggestøvet under taget. Svejsegas hvisler i dårligt monterede rør som et varsel om ulykke.
Mindre spændende er det ikke, da folk på gaden filmer og varskoer myndighederne om røgen, der stiger op fra katedralen. Vantro og panik breder sig blandt de ansvarlige, der omsider trekvarter efter branden er registreret, forsøger at rykke ud med fuld alarm. Brandvæsen og politi sidder fast i den parisiske trafik, de snævre gader og flokke af chokerede borgere og turister. En kurator for kirkens ufattelige og uerstattelige skatte er til reception på Versailles, 22 kilometer fra centrum, og må i gang med et forhindringsløb af uhyrlige dimensioner. Inde i kirken fortsætter påskemessen; en sopran synger ”Ave Maria”, da regnen af ild kommer ned fra himlen i stedet for frelsen. Annaud fejrer filmiske triumfer her, da inferno afløser fred, og ilden antænder himlen, og blyet som en syndflod brænder sig gennem alt. Man føler sig tæt på apokalypsen, hvor verden går under i en storm af ild, mens vand forstøver i utætte rør, da slukningsarbejdet efter flere timers forsinkelse endelig kommer i gang.
Vandet og tåresporene
Forvent ikke stort skuespil. Aktørerne er snarere repræsentative typer end karakterer. Men det virker effektivt. Også da forløsningen kommer under den lange nat, hvor kirken lyser den pariske himmel op, alt mens brandfolk og modige frivillige forsøger at redde, hvad reddes kan, om det så skal koste dem livet. Ilden afløses af vandet, mængder af vand, der omsider får bugt med flammerne. Den i alle henseender overophedede atmosfære afløses af de vederkvægende tårespor, der løber ned over Jomfru Marias ansigt på en statue inde i kirken. Kvaliteten i ”Notre-Dame i flammer” ligger i filmens hektiske fortællerytme, krydsklippede scenerier, og Annauds evne til at skabe billeder, der både er konkrete og symbolske med metafysiske overtoner. Man husker hans filmatisering af ”Rosens navn” fra 1986, der jo også rummer spektakulære brandscener, da klosterets bibliotekstårn går op i flammer. Også Notre-Dames tagkonstruktion minder om en labyrint, som man kender den fra kunstneren Piranesis (1720-1778) visionære skildringer af bygningers indre virvar.
Jean-Jacques Annauds ”Notre-Dame i flammer” rummer en klassisk katarsis-effekt, der forløser, efter en spænding og et drama, der presses op til bristepunktet. Notre-Dame står endnu i Paris og er på vej til at blive genrejst af flammerne. Annaud tager beskueren med ind i selve brændkammeret.
Notre-Dame i flammer. Instruktion: Jean-Jacques Annaud. Manuskript: Jean-Jacques Annaud og Thomas Bidegan. Foto: Jean-Marie Dreujou. 110 minutter. Frankrig 2022. Premiere i dag, 1. september, over hele landet.