Hvad er den vigtigste pointe i dagens tekst?
Vi mennesker er så enfoldige, når det handler om at styre vores begær efter magt og ære. I det øjeblik, vi kommer til verden, begynder jagten på føde, varme og kærlighed. Begæret ligger indbygget i selve livsimpulsen, derfor er det så svært at afvikle. Uden den mindste form for selvindsigt forsøger Zebedæussønnernes mor i teksten at snige sine sønner forrest i køen: Begæret efter magt, anerkendelse, ophøjelse. Som planter stræber vi alle efter lyset, og kvæler vi et par stykker på vej op, er der ikke noget at gøre ved det. Familien her bliver udstillet så eftertrykkeligt, at man næsten får ondt af dem. Og så må jeg bare spørge: Hvor gør jeg det samme?
Hvis du skulle prædike over bibelstykket, hvem ville du så lade teksten handle om?
Moren, der kaster sig foran Jesu fødder i et desperat ønske om at se sine sønner gå til tops. Hun forstår ikke, at der ingen genvej er til frelse. Historien melder intet om, hvad der sker, efter Jesus har afleveret sin pointe, at for at være stor skal man være tjener, og for at få magt skal man afgive den. Hvordan mon moren har set ud, da det går op for hende, hvor langt fra sandheden hun er. Jeg forestiller mig hendes skam. Hvordan hun langsomt har rejst sig og er lusket bort dybt forgræmmet med sine endnu mere skamfulde sønner.
Hvem rummer ordene polemik imod læst i 2022?
Vi menneskers behov for at sætte vores egne behov før alle andres må være det samme som for 2000 år siden. Hver eneste dag bugner de sociale medier af vores vrangforestillinger om, hvor vigtige vi er i vore egne øjne. Vi udstiller vores tørst efter opmærksomhed og anerkendelse. Opmærksomhed er nutidens magt, og trangen til opmærksomhed er accelereret skræmmende. Jeg glæder mig til, vi bliver klogere: Sæt dig ned. Sluk projektøren på dit ego, og få i stedet din næste til at lyse. Slap af og vær ingen.
Hvordan lægger teksten op til, at man personligt kan handle anderledes?
At sætte sig selv til side og at tjene andre uden belønning er så vanskeligt og måske naturstridigt. Det ligger så dybt i vores system, at det er godt at blive set og have magt. Som med så meget af det, Jesus siger, må vi vende det hele på hovedet. Den, der har den egentlige magt, er den, der tør sætte sig bagerst, give afkald på sig selv og blive træl for de andre.
Er der noget i dit eget liv, du synes bliver sat i relief af tekststykket?
Ja, jeg er ikke bedre end hverken moren eller sønnerne. Den første halvdel af livet er gået med at skrabe til mig af betydningsfuldhed. Den sidste halvdel går med at afvikle det hele igen. Jeg øver mig hver dag i ubetydelighed. Riv medaljerne af, læg dit fine tøj og renommé, erkend din ubetydelighed. Det må være dét, der menes med at blive som børn igen, nøgne og skrøbelige, som når vi kommer til verden. Desværre ved jeg, at jeg har glemt det igen om fem minutter. Højst.
Hvem har lært dig mest om Bibelen i dit liv?
Jeg vil hellere sige "hvad", der har lært mig mest om Bibelen. For hver eneste dumhed, jeg har begået, blindgyde, jeg er endt i, afmagt, jeg har stået i, har der været hjælp at hente dér, hvis jeg har haft åndskraft nok til at søge.
Hvilken bibelsk fortælling har haft størst betydning for dig?
Det er umuligt at sige, men juleevangeliet er et bud. Her begynder det hele, og fortællingen om, hvordan lyset manifesteres i vores eget mørke dyb, midt på vores egen indre mødding, fylder mig med ydmyghed. Og at det netop er i ubetydeligheden og i det jævne, at lysglimtet fødes, er vel også en af pointerne i den aktuelle tekst.
Hvor tit går du i kirke?
Når mit arbejde tillader det. Det er ikke en absolut nødvendighed for mit åndsliv, men de rette ord, tekster og musik kan give fornyet inspiration og glæde.
Hvad har været din bedste oplevelse med en gudstjeneste?
Jeg har i en del år været kommentator på DR’s transmission af midnatsmessen fra Peterskirken i Rom julenat. Det bliver ved at være fortryllende. Jo bedre jeg lærer den avancerede liturgi at kende, des mere virker det på mig som et flere timer langt sjælebad.
Hvad har været din dårligste oplevelse med en gudstjeneste?
Det er aldrig til at sige, hvornår Ånden er til stede eller ej. Alt kan stå rigtigt, den bedste prædikant, de fineste musikere, trompeter og gjaldende kor, og alligevel er rummet stendødt. Så kan der være den mest ydmyge andagt med to deltagere og stilhed og ingen staffage, og dér sker det pludselig. Ånd kommer og går, når den vil, uden forvarsel.
Hvad ser du som højdepunktet ved gudstjenesten?
Nadveren er stadig et mysterium for mig. Jeg har svært ved at forstå meningen med og give mig hen til den som fællesskab, som den enspænder jeg er. Men når jeg betragter indtagelsen af brød og vin som et symbol på at sige ja og gøre mig til ét med livet, døden, smerten og håbet, og bekræfte den pagt mellem mig og Gud, så giver det dyb mening. Men det er stort og uudgrundeligt. Heldigvis.