Danmission: Hvis der rejser sig et folkekrav om, at vi er på TikTok, må vi se på det

Danmission sender flere medarbejdere ud i verden for at samarbejde tæt med partnerne og sende fortællinger hjem til baglandet. Der var opbakning til den nye linje på repræsentantskabsmødet, men også røster, der advarede om ikke at glemme organisationens kristne identitet

”Skal Danmission være på TikTok? Ja, hvis vi skal have fat på den målgruppe, der er på TikTok. Vi tænker måske, at det er fint at være på Facebook, men det er ikke nok, for der er mange af de unge ikke," mener formand i Danmission, Morten Skrubbeltrang.
”Skal Danmission være på TikTok? Ja, hvis vi skal have fat på den målgruppe, der er på TikTok. Vi tænker måske, at det er fint at være på Facebook, men det er ikke nok, for der er mange af de unge ikke," mener formand i Danmission, Morten Skrubbeltrang. . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Kommunikation var et nøgleord, da over 300 medlemmer og ansatte i Danmmission var samlet til repræsentantskabsmøde på Hotel Nyborg Strand søndag.

”Kommunikation er et af de områder, vi skal arbejde bevidst og hårdt med. Når der finder mange ændringer sted på relativt kort tid, er der risiko for, at der sidder folk rundt omkring, som ikke er med på, hvad sker der nu – og det har været tilfældet,” sagde generalsekretær Kristian Sloth Petersen til de forsamlede.

Til stede i den store sal på konferencehotellet var 152 stemmeberettigede repræsentanter fra hele landet og derudover en række ansatte og medlemmer samt næsten 50 såkaldte partnerrepræsentanter fra Danmissions samarbejdspartnere i blandt andet Tanzania, Myanmar, Indien, Bangladesh, Cambodja og Libanon.

De mange partnerrepræsentanter var inviteret, fordi Danmission i år fejrer 200-års jubilæum – og samtidig indleder en ny satsning ved at udsende flere medarbejdere fra Danmark. Lørdag blev der i Odense Domkirke fejret festgudstjeneste, og det var også udsendelsesgudstjeneste for seks personer, der skal sendes ud for Danmission til Tanzania, Myanmar, Cambodja og Libanon.

Af de seks nye udsendte skal tre ud i nyoprettede stillinger, blandt andet som landechefer, altså ledere af de kontorer, som missionsselskabet enten har oprettet eller vil oprette i sine partnerlande. Desuden ansættes en kommunikations- og engagementsmedarbejder fra Danmark på hvert landekontor.

I sin beretning understregede formand Morten Skrubbeltrang, at mission er relationer, og at disse lettest skabes ved faktisk at være til stede i partnerlandene – for at sikre gode projekter og skabe flere forbindelser mellem partnerne og baglandet.

”Historisk var det missionærer, der havde kontakter i form af breve og besøg i menighederne derhjemme. De var længe i menighederne i Afrika og Asien og blev personlige venner med folk. Dengang gav det mening at være udsendt på den måde. Det gør det ikke længere,” fastslog formanden.

Derefter fulgte en diskussion af, hvordan kommunikationen bedst kan struktureres, så de nødvendige informationer og de gode fortællinger når hjem til baglandet og kan bruges til at engagere endnu flere i Danmissions arbejde.

”Det er fantastisk at være med denne weekend og møde så mange af vores samarbejdspartnere. Det er nødvendigt, at vi får sat ansigt og historier på, som vi kan bruge i kirkerne og genbrugsbutikkerne for at forklare, hvad vores arbejde bidrager til,” sagde Thyra Smidt, tidligere mangeårig ansat i Danmission og nu stiftsrepræsentant i Roskilde.

Johs Kühle fra stiftsbestyrelsen i Aalborg advarede imod kun at satse på det digitale:

”Det er fint, at der kommer historier hjem, som de unge kan læse på deres mobiltelefoner. Men historierne skal ikke gå uden om os, der skal fungere som ambassadører. Det skal ikke kun foregå digitalt. Den personlige relation er afgørende.”

Formand Morten Skrubbeltrang inddrog det social medie TikTok i debatten:

”Skal Danmission være på TikTok? Ja, hvis vi skal have fat på den målgruppe, der er på TikTok. Vi tænker måske, at det er fint at være på Facebook, men det er ikke nok, for der er mange af de unge ikke.”

Generalsekretær Kristian Sloth Petersen ville ikke udelukke at være tilstede på denne platform:

”Personligt er jeg ikke klar til TikTok i Danmission endnu, men hvis der rejser sig et folkekrav, kan man selvfølgelig overveje det.”

Satsningen med at sende flere medarbejdere ud blev også diskuteret i relation til Danmissions kristne identitet.

Flere deltagere betonede, at udgangspunktet for Danmissions engagement i samfundet må være relationen til Gud, og at denne relation bør have styrket fokus. Andre spurgte kritisk ind til, hvorvidt de nye udsendte bliver forankret i en kirkelig sammenhæng.

”Det er så vigtigt, at danskere, der udsendes, bliver medlemmer i en menighed. At høre til i en menighed giver legitimitet,” sagde tidligere mangeårig missionær for Danmission Leif Munksgaard til højlydte klapsalver.

Shukuru Maloda, provst i den lutherske kirke på Zanzibar og mangeårig partner med Danmission, var imidlertid positiv over for den nye satsning med danske udsendte på landekontorerne.

”Jeg synes, at det er et fantastisk skridt, for vi har brug for at være i tæt kontakt og være sammen i arbejdet på jorden. De kulturelle forskelle betyder også, at det er nødvendigt med tæt kommunikation og jævnlige møder,” sagde han.

Nyt medlem af bestyrelsen, Ida Marie Folmersen, er vokset op som missionærbarn i Tanzania. Den 27-årige kvinde var begejstret for den nye satsning med flere udsendte.

”Vi skal ikke tilbage til at have 20 missionærer i Tanzania som i gamle dage. Men det er enormt vigtigt, at vi opbygger relationer – på alle planer. Derfor håber jeg også, at vi kan lave endnu flere dialogprojekter - både i Danmark og udlandet,” sagde hun.

Forventningen til udviklingen i økonomien er, at indtægterne frem til 2026 stiger fra cirka 100 millioner kroner til 160 millioner kroner – primært i form af øgede bevillinger fra donorer, men også i form af flere indsamlede midler og større indtægter fra genbrugsbutikkerne. Flere af deltagerne ved mødet stillede kritiske spørgsmål til, hvor pengene skulle komme fra – og hvorvidt Danmission kan fastholde sin uafhængighed.

"Den risiko er vi helt opmærksomme på og bevidste om. Vi tror netop på, at når vi gør det, vi er gode til, vil flere få lyst til at støtte os. Men bliv endelig ved med at holde os fast på det," sagde generalsekretær Kristian Sloth Petersen, inden repræsentatskabsmødet sluttede med en salme, hvorefter der var frokost og workshops med flere muligheder for de direkte møder mellem bagland og partnere.