Russisk diplomat og vagt såret af bombe i Kabul

En mand, som udløste en selvmordsbombe ved ambassade, blev dræbt af vagter, siger afghansk politi.

En Taliban-soldat ses her foran den russiske ambassade efter mandagens angreb.
En Taliban-soldat ses her foran den russiske ambassade efter mandagens angreb. Foto: Ali Khara/Reuters.

To mennesker er dræbt, og 11 er kvæstet ved en eksplosion mandag nær den russiske ambassade i Kabul i Afghanistan, oplyser det lokale politi.

En mand, som udløste en selvmordsbombe ved ambassaden, blev dræbt af vagter, da han nærmede sig ambassadens port.

- Selvmordsbomberen blev opdaget, inden han nåede frem til sit mål, og han blev skudt ned af vagter ved ambassaden, lyder det fra politiet.

I Moskva oplyser det russiske udenrigsministerium, at to russere blev dræbt ved bombeeksplosionen. Nyhedsbureauet RIA skrev tidligere, at en russisk diplomat og en russisk vagt var blevet såret i Kabul.

Rusland er et af de få lande, som stadig har en ambassade i Kabul efter Talibans magtovertagelse i Afghanistan for godt et år siden.

Lokale medier melder om "en kraftig eksplosion" nær ambassaden. En lokal beboer siger til nyhedsbureauet DPA, at sikkerhedsstyrker fra Taliban afspærrede et stort område efter eksplosionen.

Der var modstridende rapporter om, hvem der var mål for angrebet.

Nogle kilder siger, at eksplosionen skete uden for en bygning i ambassaden, hvor afghanere vener på visum.

Mandag aften har den militante gruppe Islamisk Stat taget skylden for angrebet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

En IS-soldat "detonerede sin selvmordsvest i en menneskemængde, hvor der var russiske ansatte", skriver gruppen i en udtalelse på Telegram.

Talibanbevægelsen overtog regeringsmagten i Afghanistan for over et år siden - den 15. august 2021. Siden da har IS ramt landet med flere dødelige angreb. De har primært været målrettet religiøse minoriteter.

IS har ikke kontrol over nogen områder i Afghanistan. Det har dog flere små grupperinger, der udfører angreb forskellige steder i landet.

/ritzau/Reuters