Tom Buk-Swienty genopliver et glemt stykke sønderjysk historie

Det er et gigantisk stykke researcharbejde, forfatteren Tom Buk-Swienty har begået med sin beskrivelse af et glemt stykke sønderjysk historie – og verdenshistorie

Tom Buk-Swienty genopliver et glemt stykke sønderjysk historie
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Engang fik denne avis den smukke ide at skrive nekrologer også over de "ukendte" døde. Af respekt for det almindelige, men ikke mindre fulde liv, der normalt aldrig finder vej til i avisernes spalter. "Thi under hver gravsten ligger en verdenshistorie", som den tyske digter Heinrich Heine skriver.

I Tom Buk-Swientys nye dokumentariske roman "Safari fra helvede", der udkommer i dag, får man den samme bevægende oplevelse af, at her pustes glemslens støv væk og bliver til liv. Bogen bygger på autentiske kilder, der nu mere end 100 år senere hentes frem fra arkiver, dagbøger, arkivalier og erindringsbøger. Og gennem disse liv får vi en verdenshistorie – i alle betydninger af ordet.

Det handler om en lille gruppe sønderjyske mænd, der kommer i tysk tjeneste under Første Verdenskrig (hvor Sønderjylland jo var en del af det tyske kejserrige) og på det, som handelsskib camouflerede Kronborg, bliver sendt på hemmelig mission til Østafrika. Det danske sprog ombord garanterer åbenbart en eller anden form for uskyld. Skibet er fyldt med ammunition, maskingeværer, granater, kul og underbukser! Listen findes. Og Kronborg skal, hører den intetanende gruppe, da de er i rum sø, komme et tysk krigsskib til undsætning i Tysk Østafrika. Her sidder nemlig Königsberg håbløst fast 20 kilometer inde i Rufijifloden, mens den britiske flåde, ifølge marineminister Churchills ordrer, skal erobre skibet og derfor gøre enhver udsejling utænkelig. De sidder med andre ord som en prop i en flaske.

Det bliver en sejlads fuld af farer, ventede og aldeles uventede. Et er den lange rejse syd om Kap det Gode Håb. Men herefter begynder det i virkeligheden først. Tæt på den østafrikanske kyst beskydes Kronborg af den britiske flåde og må rømmes. En del af lasten bjerges i land. Og nu starter den lange, lange vandring gennem fuldkommen ukendt territorium fra den ene primitive tyske militærlejr til den anden. Slem nok er krigen. Men værre er malariaen, der truer med at tage de sidste kræfter ud af de prøvede mænd.

Hele historien fra tyske Wilhelmshaven i begyndelsen af 1915 til resterne af gruppen endelig ser København mere end fire år senere er ikke kun, men hovedsagelig fortalt gennem fyrbøder Nils Kock eget vidnesbyrd. "En god dansk mand", som der mange år efter står i den korte nekrolog i det daværende Jydske Tidende.

Det er et gigantisk researcharbejde Buk-Swienty lægger for dagen. Og bogen er omfattende, detaljerig og fuld af disse mange oprindelige optegnelser. En sand guldgrube for den historisk dedikerede læser. Mens mere kulørte sjæle kunne nok have ønsket sig en anelse mindre ordholdenhed - især under de opslidende vandringer gennem Afrika. Det må have oset af blod, sved, slanger og tårer. Og beskrivelse kunne have blevet belivelse med bare et dryp mere episk frihed. 

Men tilbage står respekten. Og en helt ny vinkel på det prekære forhold mellem Sønderjylland og Tyskland og på det ufattelige tab, den oprindelige afrikanske befolkning led under en krig, der mildt sagt ikke var deres. Hvilket først kommer rigtig frem i epilogen. Endelig får Karen Blixen sin egen lille niche, på grund af en for mig ret ukendt livslang flirt med den legendariske tyske general von Lettow-Vorbeck, "Afrikas løve". Den eneste, der ikke kapitulerede i november 1918. Fantastisk historie. Rigt fortalt. Lige noget for en løvinde som baronessen. Jo, den bog vil finde sine læsere. 

Tom Buk-Swienty: Safari fra helvede. 464 sider. 400 kroner. Politikens Forlag.