Denne uges højspændte begivenheder er på mange måder en genopførsel af ugen op til Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar. Her afkrævede Ruslands præsident Putin – for rullende kameraer – medlemmerne af det nationale sikkerhedsråd svar på, hvorvidt de gik ind for at anerkende de østukrainske områder Luhansk og Donetsk som selvstændige stater.
Et par dage senere rullede russiske kampvogne ind i Ukraine, mens Vladimir Putin på TV erklærede den militære specialoperation for igangsat. I denne uge har manuskriptet set således ud:
I første akt vedtager Ruslands lovgivende forsamling på én og samme dag lovgivning, der straffer soldater, der nægter at gå i krig, overgiver sig eller på anden måde ikke ofrer sig for Moderlandet, med 15 års fængsel. Som i Folketinget i Danmark kræver en ny lov tre behandlinger – i Rusland blev det klaret på én dag.
I anden akt udsendes en erklæring om folkeafstemninger i Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja og Kherson om disse regioners tilslutning til den russiske føderation.
I tredje akt går Vladimir Putin den følgende morgen på nationalt TV og erklærer delvis massemobilisering, så hæren kan sende yderligere 300.000 mand i krig i Ukraine.
Den russiske reserve kan nu vælge mellem krig, årelang fængselsstraf eller at forlade landet – det sidste har mange allerede gjort. Russere kan uden visum rejse til Tyrkiet, Armenien og Georgien, og flyrejser til disse destinationer blev udsolgt få minutter efter Putins tale.
Når folkeafstemningerne i de østlige regioner efter weekenden er overstået, vil de nævnte regioner set fra Moskva være en del af Rusland – resultaterne af afstemningerne er planlagt og forudbestemt. Ukrainske angreb på disse regioner vil som konsekvens heraf være et angreb mod Rusland, og Vladimir Putin slipper dermed behændigt for at erklære Ukraine krig – i Putins orwellske logik er det fra tirsdag Ukraine, der angriber Rusland. Med våben fra Vesten.
Og dermed er Vesten samtidig tættere på en krig med Rusland end meget, meget længe.
”Vi dræber, dræber og dræber, og nu er tiden inde – vi er i krig med det kollektive Vesten,” sagde Ruslands forsvarsminister, Sergej Shoigu, ligeledes på TV.
Udtalelsen faldt i kølvandet på Vladimir Putins ord om, at Washington, London og Bruxelles står bag angrebet på Rusland via Kyiv og de våbenleverancer, Vesten giver til Ukraine, for at Ukraine kan forsvare sig mod invasionsmagten. Samtidig beskyldte den russiske præsident Vesten for nuklear afpresning og understregede, at Rusland har atomvåben, der er mere avancerede end dem, man har i Europa.
Ordlyden er vigtig – det er USA, Storbritannien og Nato, der gøres til aggressorer. Tyskland, Frankrig og Italien til eksempel nævnes ikke. Og det er ikke det kollektive Vesten, der skal frygte de russiske atomvåben, det er Europa, der netop er Rusland underlegent nukleart. Beskeden til Berlin, Paris og Rom lyder: ”Stop med at sende våben til Ukraine – I risikerer jeres egen skæbne, hvis I gør.”
Det er åbenbart, at Vladimir Putin er presset. Den beskedne ukrainske modoffensivs gennemslagskraft er ikke blot pinlig for Putin, men demoraliserende for den russiske hær. De asiatiske stormagter, Kina og Indien, har for første gang udtrykt kritik af invasionen – over for Putin selv. Og Vladimir Putins tyrkiske ”ven”, Recep Erdogan, har åbenhjertigt fortalt, at Putin gerne vil fred, og at Putin må opgive territorium i Ukraine.
Problemet er, at krigen i Ukraine er blevet Putins krig – hans eget liv og krigens gang er forbundne. Og derfor har situationen aldrig været farligere – for Europa, ikke mindst.
Vladimir Putins tale onsdag var egentligt annonceret til at blive afholdt tirsdag aften, men tiden gik, og Putin kom ikke. Det førte til spekulationer om, at der foregik noget bag tæppet, som Putin ikke havde styr på. Med forsvarsministerens aggressive ordvalg onsdag kan den tvivl udelukkes. Putin har stadig styr på sine folk, selvom han aldrig har været under større pres udenrigs- og indenrigspolitisk.
Timingen handlede snarere om FN’s generalforsamling, hvor den franske præsident, Emmanuel Macron, tirsdag holdt en stor tale med Vladimir Putin som skydeskive. USA’s præsident, Joe Biden, holdt onsdag sin tale. Putin kan ikke deltage, han kan ikke få visum til USA. Men han vil alligevel have ordet og opmærksomheden – og det fik han.
Putin bider negle i disse dage, for hvem taler med hvem i New York lige nu? Taler Kina med Indien? Taler USA med dem begge? Vladimir Putin har aldrig været mere desperat – det er farligt for os alle.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group.