Samtidig med 100-årsjubilæet for marchen mod Rom, der i 1922 bragte Mussolini og fascisterne til magten i Italien, er et parti, der udspringer af den nyfascistiske bevægelse, måske på vej til at erobre magten i landet. Er fascismen så ved at genopstå? Eller har den nogensinde været forsvundet, selvom Italien siden 1948 har haft en antifascistisk forfatning? Og er Giorgia Meloni fra Italiens Brødre urfascist, nyfascist, postfascist eller anti-antifascist?
Spørgsmålene er mange og påtrængende, og Italiens boglader bugner af udgivelser om den historiske fascisme og dens mulige genkomst. Siden Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i 2016 – og på det seneste især apropos Vladimir Putins Rusland – har aviserne ofte citeret et foredrag, som Umberto Eco holdt i New York i anledning af 50-årsjubilæet for befrielsen af Europa. På tryk har det fået titlen ”Den evige fascisme”.
Med udgangspunkt i sin opvækst under Benito Mussolinis styre analyserer Eco de elementer, der udgør den evige fascisme, eller urfascismen, som kan manifestere sig på forskellige måder afhængig af den historiske og politiske kontekst. Et typisk tegn på fascistiske tendenser er forestillingen om folkets vilje og den deraf følgende despekt for individuelle rettigheder. Andre tegn er ifølge Eco traditionalisme, heltedyrkelse, konspirationsteorier og antiintellektualisme.
”Det ville være så betryggende for os, hvis nogen trådte op på verdensscenen og sagde: ’Jeg vil genåbne Auschwitz, jeg vil se sortskjorter gå parade på Italiens torve.’ Desværre er livet ikke så nemt. Urfascismen kan vende tilbage i en mere uskyldig forklædning. Det er vores forpligtelse at demaskere den og udpege enhver af dens nye former – hver dag og over alt i verden.”
Tendens til underkastelse
Regnskabet var ikke let at gøre op, da Italien efter at være gået ind i krigen på Tysklands side takket være den italienske modstandsbevægelse endte på de allieredes side. De besejrede fra Mussolinis såkaldte Salò-republik den nazistiske lydstat i Norditalien fra 1943 til 1945 og dannede efter krigen Movimento Sociale Italiano (MSI), som Italiens Brødre nedstammer fra. I Italien er fascismedebatten derfor påvirket af fascismens efterliv i republikken, herunder en lang række nyfascistiske terrorattentater fra den første efterkrigstid og frem til bomben på banegården i Bologna i 1980 (85 tilfældige civile dræbt, 200 sårede).
Den røde tråd fra den tidligste nyfascisme og frem til Giorgia Meloni er ønsket om at omdanne den parlamentariske republik til en præsidentiel republik. Meloni ønsker en præsident, der vælges direkte af folket og leder regeringen. Hvis højrefløjspartierne får absolut flertal ved søndagens valg, har de annonceret et opgør med dette bærende princip.
Det gør den tidligere formand for den italienske forfatningsdomstol, retsfilosoffen Gustavo Zagrebelsky, bekymret. Den antifascistiske forfatning skal modvirke folkeforførere, fordi ”tjenerkomplekset”, en tendens til at underkaste sig magthaverne, har dybe rødder i Italien og gør landet uegnet til et præsidentielt styre, mener han. Hvis Melonis forslag bliver realiseret, vil præsidentembedet ikke længere være upartisk, men blive stærkt politiseret, udtaler Zagrebelsky til avisen La Repubblica:
”Italienerne må vælge, om de vil have et demokrati med én vinder – et autoritært regime a la Orbán – eller et demokrati uden vindere og besejrede, hvor alle politiske partier bruger den opbakning, de har opnået, i en daglig dynamik med respekt for alles deltagelse.“
Tømt for betydning
Blandt andet på grund af Umberto Ecos idé om fascismens evige genkomst er udtrykket "fascisme" blevet tømt for betydning, mener Italiens førende fascismeforsker, historikeren Emilio Gentile. Det kan betyde alt, og betyder derfor efterhånden intet, skriver Gentile i bogen "Chi è fascista" (Hvem er fascist):
”Ordet fascist findes over hele verden, på alle sprog, som synonym for autoritær, voldelig, undertrykkende, racistisk og mandschauvinistisk.”
Denne udvandede, hverdagslige anvendelse gør begrebet uegnet til at forstå nye politiske fænomener, mener Gentile.
Fascismens historiske kontekst var Europa i kølvandet på Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution. Fascismen er uløseligt forbundet med den bandevold, som Mussolini og hans kumpaner udløste fra 1919.
Det var først et marginalt fænomen, som tog til i omfang og på få år knuste arbejderbevægelsens organisationer, der var mere optagede af at bekæmpe hinanden end fascisterne. Den første betydning af ordet, der spredte sig uden for Italien efter fascisternes magtovertagelse, var derfor bekæmpelse af bolsjevismen.
Først betragtede fascisterne sig selv som et aristokratisk mindretal og et antiparti, der så ned på almindelig partipolitik. Men i november 1921 samlede fascismens lokale kampenheder sig og blev dermed til parti, milits og massebevægelse.
Selvom moderne partier kan være reaktionære, racistiske og højrepopulistiske, gør det dem ikke fascistiske, hævder Gentile. I modsætning til Eco, som hævder, at ”fascismen ikke havde nogen filosofi, men kun retorik", mener Gentile, at dens afgørende kendetegn var ”en samfundsetik baseret på borgerens absolutte underkastelse af staten og individets totale hengivelse til nationen".
”Det, der karakteriserede den fascistiske totalitarisme, var dens indbyggede dynamik. Den kom til udtryk i et behov for permanent revolution, en stadig udvidelse af partiets politiske magt i staten og en konstant intensivering af kontrollen med og indgrebene i samfundet. Således blev samfundet underordnet det eneste parti i et stadig større og mere fintmasket net af organisering og integration.”
Den model blev forsøgt kopieret i en række andre lande indtil antifascismens sejr i 1945. Derfor er forestillingerne om fascismens genkomst ubehjælpeligt ahistoriske og analytisk upræcise, mener Gentile:
”Alt er bestemt til at blive til historie, for intet menneskeligt er evigt. Hverken fascismen eller antifascismen.”