Schengen sat ud af kraft i tre uger

BELGIEN: Grænsen lukkes for at undgå illegal indvandring under flygtninge-amnesti

BRUXELLES:Det er blevet sværere at komme ind i Belgien, efter at de belgiske myndigheder i går ophævede en europæisk aftale om åbne grænser og genindførte grænsekontrol. Det skal forhindre menneskesmuglere i at udnytte et midlertidig amnesti for illegale flygtninge og indvandrere. Amnestien skal vare i tre uger og forventes at give omkring 20.000 illegale flygtninge og indvandrere papirer, så de kan leve en normal tilværelse i Belgien. - Belgien er et venligt land, og vi ønsker, at alle, der fredeligt vil bo og arbejde her, får muligheden for det. Men vi vil have alle illegale elementer til at forlade landet, siger Oliver Maerens, der er talsmand for den belgiske indenrigsminister. Af frygt for, at kriminelle bander vil udnytte amnestien til at optrappe trafikken af illegale flygtninge over grænsen, indfører Belgien grænsekontrol, mens aktionen står på. Myndighederne har allerede noteret sig en stigning i illegal trafik over grænsen, siden beslutningen blev præsenteret i sidste uge. - Ved alle grænseovergange vil alle blive kontrolleret - hver eneste bil, hvert togsæt, hvert skib og hvert fly. Alle skal vise deres papirer, siger Oliver Maerens. Den pludselige grænsekontrol betyder, at Belgien midlertidig ophæver Schengen-aftalen, som 10 EU-lande tiltrådte i 1995. EU-kommissionens talsmand Leonelle Gabrici siger dog, at beslutningen ikke er et brud på Schengen-aftalen, fordi den giver medlemslandene mulighed for midlertidigt at indføre grænsekontrol, hvis det skønnes nødvendigt. Man regner med, at omkring 75.000 mennesker lever illegalt i Belgien, de fleste fra øst- og centraleuropæiske lande. /ritzau/