”Vel nok Danmarks mest bjergagtige by.” Sådan omtaler forfatteren og digteren Knud Sørensen den vestjyske købstad Lemvig. Det er en ganske træffende beskrivelse af denne perle, hvor jeg engang tilbragte mangt en ferie som fritidshusejer i oplandet. De tider er forbi, men skulle jeg vælge en jysk by, hvor jeg gerne ville bo, ville jeg vælge Lemvig i ”bakkers og bølgers land”, som Thøger Larsen engang skrev om sin fagre hjemegn.
For nylig var det så komikeren Jan Gintberg, som i DR-programmet ”Gintberg på kanten” havde fundet vej til byen for at se på samtidskunsten i det vestjyske. Jan Gintberg kan jo den kunst at gøre venligt grin med folk og tale til den befriende selvironi. Man skal kunne grine ad sig selv og også ad kunsten. Der kan ellers godt være en aura af forloren højtidelighed og servil pietet, når det kommer til kunst. Det er imidlertid heller ikke sundt at sætte kunsten på piedestal. Det er kun Vorherre, som tåler tilbedelse. Det gør hverken mennesker eller deres værker.
Med et glimt i øjet og blik for den gode historie drog Jan Gintberg således til Lemvig på sin rundtur til det, han kaldte ”Danmarks kreative yderområder”, og i Lemvig har man åbenbart det motto, at ”mødet med kunst skal minde os om vores tilstedeværelse i verden”. Verdensfjern kunst er også uvedkommende kunst.
I Lemvig gik Jan Gintbergs vej til Danmarks eneste museum for religiøs kunst, hvor museumsdirektør Christine Løventoft viste rundt. I den aktuelle udstilling kunne man blandt andet se to gule rengøringshandsker, som rørte hinanden på en måde, der skulle alludere til Michelangelos berømte skildring af Adams skabelse i Det Sixtinske Kapel i Rom. Det syntes Christine Løventoft ”var ret genialt”.
Måske var det bare en talemåde, og i dagligsproget er der unægtelig gået en vis inflation i betegnelsen ”genial”, men gad vide, hvad Christine Løventoft ville kalde det, hvis Museet for Religiøs Kunst engang skulle lægge udstillingsvæg til en virkelig genistreg? Uden at være kunstkender tror jeg ikke, at der er kunstnerisk udødelighedspotentiale i de gule rengøringshandsker. Christine Løventoft var nu ingen tvær kunstsnob, og hun lo hjerteligt med, da Jan Gintberg havde inviteret byen til et show, hvor han fortalte om sine oplevelser.
Jan Gintberg besøgte også en bilsamler, som var mester i at skaffe EU-tilskud, og Lisbeth Hermansen, der havde skabt Country Town i Dybe Gl. Mejeriby og udråbt sig selv som byens sherif. Der var noget Gesamtkunstwerk over det vilde vesten i Dybe, omend det i mere end én forstand ligger langt fra Louisiana.
Jo, Gintberg evner at finde de kreative sjæle og de festlige originaler, få folk til at grine med og ad hinanden og vende ryggen til såvel den humorforladte selvhøjtidelighed som den spottende hånlatter. Man kan være rejsende i meget, og Jan Gintberg er rejsende i gode grin, og det er faktisk en vigtig og alvorlig sag. Humor er også kultur.
Jesper Bacher er sognepræst.