V afsætter milliarder i sundhedsudspil til at bekæmpe ventelister

Der skal afsættes én milliard kroner årligt til at forkorte ventetider til behandling, foreslår Venstre.

Politisk ordfører Sophie Løhde, formand Jakob Ellemann-Jensen og næstformand Stephanie Lose præsenterede Venstres samlede sundhedsudspil på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg torsdag.
Politisk ordfører Sophie Løhde, formand Jakob Ellemann-Jensen og næstformand Stephanie Lose præsenterede Venstres samlede sundhedsudspil på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg torsdag. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.

Venstre vil afsætte én milliard kroner årligt til at nedbringe ventetider til behandling i sundhedsvæsenet.

Det fremgår af partiets sundhedsudspil, som præsenteres torsdag på et pressemøde i Esbjerg, og som er en del af Venstres økonomiske 2030-plan.

- Vi har et sundhedsvæsen, der er udfordret på et mere grundlæggende plan, og ikke altid kan levere den service, som danskerne kan forvente, indleder formand Jakob Ellemann-Jensen pressemødet.

Den årlige milliard er ikke øremærket noget bestemt. Regionerne kan eksempelvis bruge pengene til "fastholdelse af medarbejdere herunder lokal løndannelse, fastholdelsestillæg og overarbejdstillæg".

- Derudover kan midlerne anvendes til mere aktivitet i speciallægepraksis og på privathospitaler samt investeringer i nye tekniske løsninger, hvis det aktivt medfører kortere ventetider til patienters behandling, lyder det i udspillet.

På pressemødet kritiserer Venstre-formanden også regeringens indsats mod ventelisterne, der under coronapandemien tog fart.

- Det er slående, at regeringen stadig ikke har nogle reelle løsninger på at få nedbragt de lange ventetider.

- Jeg mener ikke, at vi kan være det bekendt, siger Ellemann-Jensen.

I februar indgik regeringen en aftale med regioner om, at patienter, der venter på operation, skal opereres, inden året er omme - dog uden en garanti.

Der blev ikke sat et loft over, hvor mange penge den aftale må koste staten. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har tidligere sagt, at det årlige beløb i 2022 er "langt mere end den ene milliard, Venstre foreslår" til at nedbringe ventetider.

Her blev der henvist til et udspil fra Venstre i februar, hvor partiet ville afsætte én milliard kroner i 2022 til at bekæmpe ventelisterne.

Danske Regioner vurderede i februar, at over 100.000 planlagte operationer var udskudt.

Samlet indeholder udspillet et løft af sundhedsvæsenet på 1,5 milliarder om året samt 4 milliarder kroner til psykiatrien over de næste 10 år.

Venstre foreslår en ret til digital konsultation i de tilfælde, hvor det er forsvarligt samt bedre information om patientrettigheder.

Derudover skal der rekrutteres mere kvalificeret international arbejdskraft, for manglen på arbejdskraft er en udfordring alle steder, konstaterer Jakob Ellemann-Jensen på pressemødet.

-En af vores løsninger handler om at få flere på fuldtid. Der er mange, der arbejder på deltid, og det er der mange gode forklaringer på, siger han.

Venstre "vil give et fuldtidsfradrag" for at få flere til at arbejde længere. Og så vil partiet have uddannet flere læger og sundhedspersonale, som der afsættes penge til.

/ritzau/