Corona, krig, sabotage, inflation. Kriserne er ikke fjerne, men til at tage og føle på. Ved sengetid opdager man, at man har siddet med sin telefon eller sin iPad og ladet katastroferne trække en rundt på internettet. Man skal lige have den seneste udvikling med på krigen i Ukraine eller oversvømmelserne i Pakistan. Doomscrolling kaldes det, når man surfer efter negative nyheder. Kriser og katastrofer fremmer fænomenet, der er decideret usundt. Det fremkalder stress og angst og gør os nedtrykte eller direkte deprimerede. Man kan blive afhængig af doomscrolling.
En af måderne at undgå afhængigheden af doomscrolling er at strikke. Det er helt umuligt at lede efter katastrofer på nettet med et strikketøj i hænderne. Til og med har coronakrisen gjort strikkeriet trendy, og det er ikke længere forbeholdt ældre kvinder at nørkle i fællesskab. Der er strikkecaféer, strikkefestivaller og -events for nye og gamle strikkere.
Nu er der også kommet et tv-program om strik. ”Feldthaus og Bagger taber masken” hedder programserien på DR 2, hvor Christine Feldthaus, hobbystrikker og rapkæftet livsstilsekspert, og Lærke Bagger, strikdesigner, strikker sig gennem Færøerne, Grønland, Island og Norge. Undervejs, mens de suger landene til sig ud fra et strikkeperspektiv, strikker de og skal til slut give det, de har strikket, til en, de har mødt på rejsen. Resultaterne viser forskellen på hobbystrikkeren og designeren: hadegaven og det udfordrende valg.
Feldthaus og Bagger er castet til at være godt selskab – og sjove. Det er de, men ærlig talt: Hvorfor skal alting være sjovt hele tiden? Særligt Feldthaus bliver i længden en noget anstrengende rejsekammerat, mens den mere underspillede Bagger virker mere ægte. De to damer bærer programmerne, men de fylder også så meget, at man som seer får for lidt ud af mødet med de mennesker og steder, de besøger. Programmerne er klippet, så de virker meget lidt nysgerrige. De tramper rundt i Norden, fire dage i hvert land, hurtigt ind til en fåreavler, en strikdesigner og en strikkeentusiast, hurtigt ud. De to kigger, griner, tager noget med sig og fistrer videre – med Grønland som en undtagelse, hvor mødet med landet også for Bagger var et møde med et uopgjort regnskab fra fortiden. Der kom nerve i programmet.
Feldthaus og Bagger har turneret med et show med titlen ”Strik og drik”. Jeg er sikker på, at det har været sjovt. Det virker, som om programmerne er et forsøg på at omsætte showet til tv med Norden som kulisse. Men hvorfor ikke gå linen ud og faktisk bruge stederne, lytte til de mennesker, de møder, dykke ordentligt ned i materialer og teknikker og strikningens kulturhistorie? Jeg er sikker på, at de to kunne gøre det, uden at det kom til at ligne noget fra Haandarbejdets Fremme i 1970’erne.
Det virker, som om tilrettelæggerne ikke rigtig tør lade programmerne udstråle noget af det, som strikning kan: noget i hænderne, ned i tempo, koncentration. Mere ro på, altså! Mere ind i Norden – og frem med strikketøjet.
Birgitte Stoklund Larsen er sognepræst og stiftskonsulent.