Sparsommelige annoncører tager pusten fra Googles moderselskab

I kvartalsregnskabet fra Alphabet kan det aflæses, at markedet for onlineannoncering har det svært for tiden.

Selskabet Alphabet ejer blandt andet Google og YouTube. (Arkivfoto).
Selskabet Alphabet ejer blandt andet Google og YouTube. (Arkivfoto). Foto: Pascal Rossignol/Reuters.

Det amerikanske selskab Alphabet, der ejer blandt andet Google, kommer ud af årets tredje kvartal dårligere end forventet.

Det viser selskabets kvartalsregnskab, der er offentliggjort sent tirsdag aften dansk tid.

Det skyldes ikke mindst, at annoncørerne har valgt at skære ned på deres udgifter i lyset af den økonomiske afmatning.

Markedet for onlineannoncering har det globalt set svært for tiden. Markedet frygter, at forbrugerne vil sætte hælene i, idet de kæmper med stigende renter og en inflation, der er løbet løbsk.

Googles annonceindtægter lå i tredje kvartal på 54,48 milliarder dollar - godt 410 milliarder kroner. I samme kvartal sidste år lå annonceindtægterne på 53,13 milliarder dollar.

I tredje kvartal i år, der sluttede 30. september, havde Alphabet en samlet omsætning på 69,09 milliarder dollar - godt 521 milliarder kroner - sammenlignet med 65,12 milliarder året tidligere.

Analytikerne havde i gennemsnit forventet en omsætning på 70,58 milliarder dollar. Det viser tal fra selskabet Refinitiv.

Efter børslukketid tirsdag var Alphabets aktier faldet 2,5 procent.

Så sent som i sidste uge sendte et helt usædvanligt dårligt regnskab for Snapchats moderselskab, Snap, rystelser gennem store dele af techverdenen, da det tyder på, at reklameindtægter bliver små i år.

Snap afleverede et regnskab, hvor det fremgik, at det havde haft den dårligste omsætning i et kvartal, siden det blev børsnoteret for fem år siden.

Snapchat er stort set helt afhængig af reklameindtægter. Og hvis det er dem, som mangler, kan det betyde en lignende skæbne for andre af de store techgiganter.

/ritzau/Reuters