Sorg minder os om, hvad der er vigtigst i vores liv

Tre gange har sognepræst Eva-Maria Schwarz oplevet, at hendes tilværelses fundament blev rystet af sorg. Hun kender både ensomheden og ordløsheden, der kan følge med tab. Nu prøver hun som præst at række ud til det sørgende menneske

"Kræften var en anden måde at være i sorg på, og jeg var bange for, at jeg ikke overlevede. Undervejs slog min tro ikke til, og jeg følte mig forladt. Jeg var røget ned i et sort hul og syntes ikke, jeg kunne noget, men jeg lærte noget om, hvad det betyder, at vi deler sorgen," siger sognepræst Eva-Maria Schwarz, der er initiativtager til sorgmesserne i Københavns Domkirke og her er fotograferet på gangen ved andet pulpitur i Københavns Domkirke.
"Kræften var en anden måde at være i sorg på, og jeg var bange for, at jeg ikke overlevede. Undervejs slog min tro ikke til, og jeg følte mig forladt. Jeg var røget ned i et sort hul og syntes ikke, jeg kunne noget, men jeg lærte noget om, hvad det betyder, at vi deler sorgen," siger sognepræst Eva-Maria Schwarz, der er initiativtager til sorgmesserne i Københavns Domkirke og her er fotograferet på gangen ved andet pulpitur i Københavns Domkirke. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Der er stille i kirken. Men den stilhed, som råder denne tidlige aftentime i Københavns Domkirke, er stilhed med stilhed på. Selv smilet fra manden, som deler salmebøger ud, synes afstemt med stilheden. ”Sorgmesse i Domkirken” står der på et lille ark, der er stukket ind i salmebøgerne. Et par turister vender om, da de har fået salmebogen og arket. I den næste time er kirken forbeholdt mennesker i sorg.

På søndag er det allehelgen, og landet over vil man i kirkerne læse navnene op på dem, som er døde i sognet, og mange steder inviterer kirken dem, som har mistet siden sidste allehelgen. Helligdagen har i et par årtier været en højtid med voksende folkelig opbakning. Eva-Maria Schwarz er præst i Københavns Domkirke, hvor hun forventer fuldt hus søndag eftermiddag, når hun holder allehelgensgudstjeneste sammen med organisationen Forældre & Sorg, hvor man mindes de børn, som er døde.

Gudstjenesten plejer at samle mellem 600 og 700 mennesker.
Men en søndag med plads til at mindes og sørge er ikke nok. For godt et år siden holdt hun den første sorgmesse i kirken. Flere kirker har siden taget idéen til sig og holder sorgmesser, og i Københavns Domkirke er der sorgmesse den sidste tirsdag i hver måned.

Sorgmessen samler både ældre og yngre, som har mistet for nylig, mennesker med en gammel sorg, og det sker, at nogen kommer direkte fra en samtale med en læge på Rigshospitalet til sorgmessen.

I dag er knap 20 personer, fordelt i det store kirkerum, samlet til sorgmesse. De sidder på hver sin bænk. Og en sorgmesse kræver plads. Eva-Maria Schwarz ved fra sjælesorgssamtaler, at en del sørgende savner et sted, hvor de kan være med sorgen. Tærsklen til søndagens højmesse med dens brogede liv af dåbsfolk, konfirmander og faste kirkegængere kan være for høj for den sørgende.

Sociologer taler om, at der er opstået en ny sorgkultur i Danmark, hvor sorgen er blevet institutionaliseret med sorggrupper, sorgplaner og sorgpolitikker på arbejdspladser, men når Eva-Maria Schwarz taler med mennesker i sorg, oplever de, at sorgen og dens forskelligartede følelser skal pakkes væk. Eller som hun siger det fra alteret ved sorgmessen:

”Den sorgramtes omverden falder alt for hurtigt i den grøft at pakke smerte, lidelse og død ind i spiselige teorier og en hel bunke klichéer og sætte en passende tid på hele processen.”

Sorg og chok

Engang talte man om sorgens faser. Eva-Maria Schwarz foretrækker at se sorg som en ny virkelighed. Selv var hun 22 år og teologistuderende, da sorgen kom væltende ind i hendes liv. Hun begyndte på teologi i september, i oktober fik faderen kræftdiagnosen, og i november døde han. 

”Jeg var fuldstændig i chok. Jeg sørgede for alle og ikke mindst for min mor.”

Hun husker, at hun købte julegaver og gjorde, hvad hun kunne for at få livet til at fremstå normalt. Hendes fars død afslørede en ukendt side af faderens liv. Gennem mange år havde hun følt, at han var fraværende, men hun havde ikke vidst, at han havde levet et parallelt liv med to familier, men det blev afsløret i forbindelse med hans død.

”Før han blev syg, var jeg vred på ham, fordi jeg syntes, at han svigtede min mor og var fraværende. Min mor blev helt slået ud, da sandheden om min fars liv kom frem, og selv var jeg enormt bange for, at verden skulle bryde sammen, så jeg gjorde, hvad jeg kunne for at holde fast ved studiet. Min store sorg i forhold til min far var, at han aldrig havde gidet at lære mig at kende.”

I barndommen i Lillerød nord for København voksede hun op som den yngste af fire. Byens gamle middelalderkirke var et fristed for Eva-Maria Schwarz. Hun kan huske sin dåb, for hun var fire år, da hun blev døbt, og siden blev hun også konfirmeret i kirken. Hun var ordblind og havde det ikke let i skolen, men hun havde succes på den lokale teaterscene og i svømmehallen, hvor hun var konkurrencesvømmer, og med sin lange krop var hun god til stilarten butterfly. 

”Jeg syntes, meget var imod mig, og jeg havde et veludviklet blik for verdens uretfærdighed, men Jesus var der ingen, som kunne røre, og jeg vidste ret tidligt, at jeg ville være præst, selvom teologi ikke er et oplagt studium, når man er ordblind.”

Jakobskampen

Eva-Maria Schwarz er nået til sorgmessens første bøn. Hun knytter an ved de ord, som står på soklen på Thorvaldsens opstandne Kristus, der bredt favnende strækker sine arme ud. 

”Kristus, du kalder på os med ordene: ’Kom til mig alle jer, som slider jer trætte, og jeg vil give jer hvile.’ Her er vi. Og vi lægger vore sorger og angst og bekymringer for dine fødder og beder dig: Hjælp os, så vi kan holde til at leve med den lidelse og den sorg, der har ramt os.”

Det gør en forskel at kunne bede om trøst i sorgen, men Eva-Maria Schwarz advarer mod en udbredt misforståelse: Nogle tror, at hvis man er troende, så rammer sorgen ikke så hårdt. 

”Det er en virkelig provokerende skrøne. Smerten er lige stor, uanset om man kan folde sine hænder i bøn. Troen kan ikke redde os fra smerte og lidelse, men den kan måske åbne vore øjne for Guds kærlighed og nærvær.”

Da hun var i begyndelsen af 40'erne, blev hun alvorligt syg og kæmpede i perioder med sin tro. I et år døjede hun med et sår i næsen, som ikke ville heles. Efter et år, hvor hun havde passet sit arbejde trods sygdom, fik hun konstateret fremskreden næsekræft. Kræften havde spredt sig til bihulerne.  

”Jeg havde et lille barn og to lidt større børn, som var meget afhængige af mig. Kræften var en anden måde at være i sorg på, og jeg var bange for, at jeg ikke overlevede. Undervejs slog min tro ikke til, jeg følte mig forladt. Jeg var røget ned i et sort hul og syntes ikke, jeg kunne noget, men jeg lærte noget om, hvad det betyder, at vi deler sorgen. Min veninde gjorde mig opmærksom på, hvordan hun blev fuld af medfølende kærlighed, når hun så min lidelse. For en tid blev jeg en opgave for andre. Når vi mister, bliver syge eller er i krise, kan vi give andre mennesker muligheden for at komme tættere på os og vise den kærlighed, de har til os.”

De lidelser, man som kræftpatient gennemgår i behandlingen, kan ifølge Eva-Maria Schwarz nærmest sammenlignes med de lidelser, der er beskrevet i Det Gamle Testamente. Strålebehandlingen gik hårdt ud over hendes stemme, som var hårdt medtaget i otte måneder.

I dag tænker hun på sin kræftsygdom som sin jakobskamp. Hun genfortæller historien om Jakob fra Første Mosebog i Det Gamle Testamente. Han skulle krydse floden for at komme tilbage til Kanaans Land, og i en sen nattetime kæmpede han med Gud. Jakob sagde de berømte ord: 

”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Eva-Maria Schwarz siger:

”Jakob kæmpede hele natten, men fik sin velsignelse og kom over vadestedet, men gik i land som en mærket mand, for han fik et slag på hofteskålen og blev halt. Jeg måtte også kæmpe for mit liv, og jeg kom over på den anden side af floden med det handicap, som det er at have mistet næsen og leve med følgerne af at have fået mange stråler.” 

Da hun i 2009 søgte embedet i Københavns Domkirke, der var en deltidsstilling, skrev hun om sin jakobskamp. Hun havde tidligere haft et vikariat i kirken og ville gerne tilbage. Med de varige spor, kræften har sat, var det ideelt ikke at arbejde på fuld tid.
”Man mærker meget tydeligt, at det her er et opstandelsesrum, hvor det er godt at være. Vi så det også tydeligt, da vi havde holdt de første sorgmesser. Mange blev siddende, mens personalet begyndte at trippe, fordi vi skulle lukke kirken af, men det gør noget godt at være i rummet.”

Kunsten at trøstespise

Bortset fra sorgmessens to frivillige bliver alle på bænkene, da organisten spiller postludiet. Den ene af sorgmessens frivillige er klar til at byde kirkegængerne et glas sodavand ude i kirkens forhal. En dame stopper op ved bordet med sodavand. 

”Mango eller lime?”, spørger den frivillige.

Kvinden peger på flasken med mangosodavand. Nogle er tydeligt bevægede og har målrettet kurs ud ad kirkedøren, mens andre vil tale med Eva-Maria Schwarz, der for lidt siden forsøgte at give afmagten ord i sin afsluttende refleksion. Hun talte over en af klagesalmerne fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente:
”Fra Jordens ende råber jeg til dig. Jordens ende. Sådan føles det. Sådan føles sorg, som om alt velkendt forsvandt, at man er nået ud til kanten. Jeg vil søge tilflugt i dine vinger. Når vi er magtesløse, har vi ikke andet håb end håbet på Gud.”

Det er vigtigt for Eva-Maria Schwarz, at ingen forlader kirken efter sorgmessen, uden de har haft mulighed for at tale med en. 

”Det er svært at finde ord i sorg. Mange bliver ordløse, og det forstærker sorgen, men de finder måske ord i refleksionerne, læsningerne og bønnerne i gudstjenesten.”

I forhallen er der flyers om kirkens sorggruppe, som Eva-Maria Schwarz leder. Hver anden eller tredje uge samles gruppen på hendes kontor. Der er plads til otte i gruppen, og hun sørger for, at der er sat guldkarameller og vingummier frem.  

”Man skal ikke undervurdere, hvad humor betyder i sorg, så når jeg siger til folk i sorggruppen, at de skal huske at trøstespise, og sætter slik frem, gør det noget godt for stemningen i rummet.”

Eva-Maria Schwarz har tre gange oplevet at blive ramt af voldsom sorg. For snart to år siden blev hun skilt fra sit yngste barns far. 

”Et knust hjerte kan heles igen, men det tager tid og er ekstremt smertefuldt. Skilsmisse kan sammenlignes med, at ens partner er død, hverdagen er væk, og man skal etablere sit liv forfra igen.”
I de 13 år, Eva-Maria Schwarz har været præst ved domkirken, har sorg været en central del af hendes arbejde. Samtalerne med mennesker i sorg er en slags løbende påmindelse om, hvad der er det vigtigste i livet. 

”Når vi er magtesløse, så har vi ikke andet håb end håbet på Gud. Og nogle gange er det håb næsten forsvundet i modløshed, afmagt og virkelighedens barske realiteter. Livet ender ikke i ingenting, men i evigheden, hvilket allehelgen også er en stærk påmindelse om.”