Enhver kirke rejser sig i krydspunktet mellem det evige ord og historien. Det gør Skanderborg Slotskirke på en særlig måde. Med sit runde tårn er dette slotskapel en rest af Frederik den Andens borg fra 1500-tallet – en borg, som blev bygget med materialer fra det nedlagte Øm Kloster. Det er ikke kun klosteret, som lever videre i kirkens mure, men også erindringen om Valdemar den Stores oprindelige fæstning, der rejste sig på samme sted. Ligesom Valdemars fæstning holdt vagt over riget, ligesådan holder kirken på bakken i dag vagt over folkets sjæl.
Kirkerummet gør også historien nærværende gennem gallerier og loger, men opmærksomheden koncentrerer sig om kirkens akse, som går fra indgangen til døbefonten og videre til alteret og prædikestolen. Altertavlen er Jens Nielsens ”Korsfæstelsen”, et stærkt billede af Guds Søns lidelse, som frelste verden. Prædikestolens placering over alteret markerer forbindelsen mellem prædiken og nadver: Ordet, som deles til frelse.
Denne søndag var kirken fyldt. Der var to barnedåb samt mange dåbsgæster og mange små børn, som lod deres stemmer høre. Efter dåben var der arrangeret børnepasning, så menigheden kunne koncentrere sig om prædikenen og nadveren.
Gudstjenesten blev indrammet af ægte kirkemusik, som i særlig grad passede til stedet: Der var to satser fra François Couperins messer – Couperin var organist i Ludvig den Fjortendes slotskapel. Præludiet var et Kyrie (”Herre, forbarm dig”), som er synderens henvendelse til Gud i Bibelen og hører med til liturgien siden de ældste tider. Postludiet – et ”offertoire”, som traditionelt danner bro mellem Ordet og nadveren – afrundede gudstjenesten. Orgelmusikkens høje kvalitet kunne også høres i salmernes diskrete variationer.
Gudstjenesten fulgte den traditionelle liturgiske form. De rituelle ord med deres dybe indhold var bevaret, så de både markerede kirkens kontinuitet og henledte opmærksomheden på det anderledes, som kommer fra Gud og ikke fra os. Menighedens hilsen var det ældgamle ”Og med din ånd”, og Fadervor indeholdt både ”vorde” og ”thi”. Bønnerne var fremragende formuleret og relevante i forhold til dagens læsninger.
Prædikenen derimod syntes at være opsat på at undgå de bibelske læsningers radikalitet. De tre tekster (fra Esajas Bog, Paulus og Matthæusevangeliet) handler om synd og ulydighed og om Guds vrede og dom. Bliver dette ikke eksplicit sagt, blegner Guds barmhjertighed. Og det gør også det at bære Guds Riges frugter, som præsten fokuserede på. Den mest vellykkede del af prædikenen var den personlige erindring om en barndoms forseelse, som ventede straf, men i stedet fandt faderens kærlighed. Det var implicit knyttet til omvendelse, som er et af teksternes temaer.
Det problematiske i prædikenen var påpegningen af, at ondskaben er inkarneret i Ruslands krig mod Ukraine. Det var en politisering af evangeliets tale og skabte en syndebuk, når det, der kristeligt bør tales om, ikke er min næstes synd, men min egen. Evangeliet siger jo noget om splinten og bjælken i øjet.
Salmerne hørte for det meste til den smukke og indholdsrige tradition: Jakob Knudsen og Brorson, men uden at dagens egentlige tema blev medtaget. Det kunne have været eksemplificeret ved ”Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom” eller ”Dommer over levende og døde”.
Nye salmer var derimod med: Holger Lissners ”Lad os bryde brødet sammen”, hvor menigheden havde svært ved at følge spiritual-rytmen, og Iben Krogsdals kælne ”Du skal elske din næste”. Det ironiske er, at den synges på en melodi, som lægger sig op ad den russiske romance ”Moskva-nætter”.
I liturgien er ”det nye” eller det, som er ”på mode”, ikke et kriterium. Kriteriet er kvalitet: Det er det teologiske indhold, den poesi og den musik, som bedst tjener det teologiske indhold. Det var synd, at den klassiske liturgi, som ellers i strukturen og bønnerne var respekteret, ikke blev ført til ende.
Gudstjeneste i Skanderborg Slotskirke kl. 11 den 30. oktober, 20. søndag efter Trinitatis.
Prædikant: Jacob W. Storgaard-Christensen. Organist: Frode Stengaard.