Hvordan har Israel forandret sig?
Israel har bevæget sig fra at være en stat baseret på sekulære socialistiske ideer, kibbutz-bevægelse og landbrug til at være et kapitalistisk samfund, hvor jødedom spiller en stadig mere central rolle. Både i politik og i debatten om, hvad israelsk jødisk identitet er anno 2022.
Efter oprettelsen af Israel i 1948 indgik daværende premierminister David Ben Gurion en aftale med landets ledende rabbinere om statens jødiske identitet. Aftalen omfattede kosher-mad i alle offentlige institutioner, sabbatten som den officielle hviledag, rabbineres kontrol over vielser og religiøse studerendes fritagelse fra værnepligt.
Da aftalen kom i stand, var den ortodokse og nationalreligiøse del af Israels befolkning forsvindende lille. David Ben Gurions rationale var, at Israel ville fortsætte med at udvikle sig som et socialistisk sekulært samfund, tilsat en vis del respekt for landets religiøse mindretal og identitet.
Hvornår begyndte det israelske samfund at forandre sig?
I statens første år var religiøse og traditionelle jøders masseindvandring til Israel med til at sætte mere fokus på jødedom i den israelske dagligdag. Den ortodokse del af befolkningen voksede, og modsat David Ben Gurions mulige forventning om, at landets nye indvandrere sluttede sig til landets socialistiske elite, begyndte en alternativ, mere højreorienteret og traditionel nationalisme at slå rod i det israelske samfund.
I 1977 vandt Likud-partiet, med daværende premierminister Menachem Begin i spidsen, sit første valg i et opgør med det traditionelle Arbejderparti. Likud sejrede med bred opbakning fra religiøse grupper og stemmer fra jødiske indvandrere fra arabiske lande.
Findes der andre vigtige vendepunkter end Likuds sejr i 1977?
Ja, den israelske besættelse af Vestbredden i 1967, eller det som mange israelere i dag kalder befrielsen af Østjerusalem, Tempelpladsen og de bibelske dele af Israel. Set i historisk perspektiv er Israels herredømme over disse hellige steder - Bet El, Tempelpladsen, Patriarkernes Grav i Hebron, Rakels Grav med flere – den måske mest skelsættende begivenhed i landets nyere historie. Israel blev ikke kun en militær besættelsesmagt med krigen i 1967, men lagde frøene til den religiøse og nationalistiske vækkelse, der ved tirsdagens valg gjorde partiet Religiøs Zionisme til landets tredjestørste parti.
I løbet af de 55 år, der er gået siden 1967, har bosætterbevægelsen og dens støtter tilkæmpet sig en central plads i det israelske samfund. Både i spørgsmål om sikkerhed og religiøs identitet. Mens størstedelen af den israelske hærs officerer i mange år blandt andet kom fra kibbutzbevægelsen, kommer de i dag fra den religiøse bosætterbevægelse. Den nationalreligiøse del af den israelske befolkning, som i 1967 var en meget lille gruppe, har vokset sig indflydelsesrig med tiden og er blevet forstærket af centrale begivenheder gennem historien.
Hvilke begivenheder er det?
Det er fredsprocessens forlis, de palæstinensiske opstande og mordet på tidligere premierminister Yitzhak Rabin.
Den nationalreligiøse del af Israels befolkning var fra starten mod fredsprocessen med palæstinenserne i 1990'erne. Fred med palæstinenserne ville betyde, at bosætterbevægelsen skulle forlade de bibelske områder, man havde vundet adgang til. Da Yitzhak Rabin blev myrdet af den jødiske ekstremist Yigal Amir, var motivet netop at forhindre israelsk rømning af bibelske områder.
På kort sigt skabte mordet på Rabin bred antipati mod den nationalreligiøse bevægelse. Men efter at fredsprocessen kørte af sporet, og især efter al-Aksa Intifadaen i år 2000, hvor Israel blev ramt af bølger af palæstinensiske selvmordsangreb, stod den nationalreligiøse bevægelse pludselig styrket. Fornemmelsen i brede kredse var, at den israelske fredsfløj havde taget fejl og været naiv, mens de nationalreligiøse havde haft ret hele vejen.
Der er gået næsten 20 år. Hvorfor står de ortodokse og bosætterbevægelsen stadig så stærkt?
Hvad angår bosætterbevægelsen er årsagen, dels at den interne debat om Israels besættelse næsten ikke eksisterer, dels at bosætterbevægelsen italesætter den usikre fornemmelse, mange israelere har. Især efter begivenhederne i maj 2021, hvor arabiske militser angreb jøder i en række blandede israelske byer.
Hvad angår de ortodokse partier, er virkeligheden i dag en ganske anden, end dengang David Ben Gurion indgik identitetsaftalen med de ledende rabbinere. Den ortodokse befolkning udgør i dag omkring 15 procent af befolkningen, og med en meget høj fødselsrate vokser denne befolkningsgruppe hurtigere end alle andre i det israelske samfund.
Det er hovedårsagen til, at den nationalreligiøse bevægelse sammen med de ortodokse partier kan opnå et flertal i Israels kommende regering, hvis Benjamin Netanyahu vælger at oprette en ren højrefløjsregering.