Virkeligheden er rykket tættere på Poul Ruders samtidsopera ”The Handmaid’s Tale”, der ved verdenspremieren på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i år 2000 blev opført under titlen ”Tjenerindens fortælling” og sunget på dansk.
I John Fulljames’ nye opsætning, der er en samproduktion med San Francisco Opera, synges operaen på engelsk og ligger dermed også sprogligt tæt på den politiske udvikling, der synes at ville indhente Margaret Atwoods romanforlæg, og det mærkes.
Donald Trumps ”Big Lie”, stormen på Kongressen 6. januar 2021 og den amerikanske højesterets indskrænkninger af kvinders ret til abort og andre friheder er i dag baggrund for det dystopia, som Atwood kalder Gilead, men som helt tydeligt er USA, og hvor det først og fremmest er det fascistiske regimes instrumentalisering af kvinden, vi bliver vidner til.
I Poul Ruders’ sangeropera følger orkestret tjenerinden Offreds fortælling: I flashbacks møder hun sit tidligere jeg, den frie kvinde og mor hun var før systemskiftet, mens hun i den fremadskridende handling indoktrineres, nedbrydes og sluttelig udnyttes og fornedres som rugemor og glædespige for kommandøren Fred og hans kone, den forhenværende gospelsangerinde Serena Joy.
Som en grotesk fortolkning af den gammeltestamentlige historie om den barnløse Rakel, hvis slavinde Bilhah føder et barn ”på hendes knæ”, voldtager Fred tjenerinden Offred liggende i Serena Joys skød, ligesom hun i samme stilling i et stativ brutalt ”undersøges” af en gynækolog, der tilbyder at befrugte hende: Fred er steril, og Offreds valg står mellem at blive gravid og bære ham et barn eller blive forvist til en ubarmhjertig skæbne i kolonierne. I begges længsel efter menneskelig omsorg opstår langsomt en perverteret ømhed.
Offred fortolkes hjerteskærende og med stigende dramatisk desperation af mezzosopranen Hanna Hipp. Ikke en heltinde, bare en helt almindelig kvinde, hvis historie er ”i stumper”. Propagandaens vildledende blålys, frygten, uvisheden og ikke mindst håbet om at overleve og genfinde sin lille datter gør hende til et villigt offer for de af hendes medsøstre, der også er blevet redskaber for det patriarkalske styre: ”Tanterne”, der som fangevogtere styrer tjenerinderne, og Serena Joy, den forbitrede edderkoppekvinde i midten af spindet, der fortolkes iskoldt af Hanne Fischer.
Hustruer og tjenerinder er vidner til hængninger af kriminelle ved et frelselsesmøde, hvor de med egne hænder og primitiv brutalitet slår et systemfjendtligt individ ihjel i en frastødende scene, der minder os om teokratiernes tøjlesløse grusomhed i Afghanistan og Iran.
Salmer og hymner er en væsentlig del af den musikdramatiske palet i Poul Ruders’ tætte, koncentrerede partitur, hvis besætning omfatter orgel, alle typer slagtøj, kimende klokker og nervøse strygere. Som en åndeløs fortælling spiller det uden ophør i et disciplineret, fremadskridende og forførende hypnotisk tempo, hvor skingre brudstykker af ”Amazing Grace” og Bach-koraler blander sig ironisk og satirisk i det massivt orkestrerede mesterværk.
Det ligger i ”The Handmaid’s Tale’s” sidste scener åbent, om Offred arresteres eller undslipper sin skæbne med hjælp fra modstandsbevægelsen, men i John Fulljames’ uhyggeligt overbevisende iscenesættelse er tolkningen klar og sluttelig aktivistisk: Offred undslipper og forenes med andre dissidenter, hvoraf to løfter papskilte i vejret med budskabet: ”I hope”. Håb.
”The Handmaid’s Tale” er århundredets danske opera, nærmest profetisk aktualiseret og ikke kun empatisk gribende, men tankevækkende komponeret som en advarsel, hvor fascismens sirenesang med banal harmonisk enkelhed klinger sødmefuldt lokkende bag den udtalte atonalitet.
The Handmaid’s Tale. Af Poul Ruders efter Margaret Atwoods roman. Instruktør: John Fulljames. Operaen, København. Spiller til og med 15. november.