Sognepræst: Lad mig introducere snegletimen. Børnenes sidste opretstående time på dagen

Børn er en velsignelse. Men nogle gange er det, som om den sidste time før deres sengetid snegler sig af sted

Sognepræst: Lad mig introducere snegletimen. Børnenes sidste opretstående time på dagen
Foto: Jelleke Vanooteghem.

De fleste forældre, gamle som unge, kender alt til ulvetimen. Den logistisk udfordrende tid sidst på eftermiddagen, hvor børn skal hentes, og mad skal købes. Hvor man skal forsøge at samle og beherske sig, når børn og indkøbsposer og plagerier tager til i styrke, så snart man er kommet ind ad døren. Denne hverdagens lavine af indkøbsposer og flyverdragter og snotnæser under blanke og trætte øjne. Det er ulvetimen. Den kender alle.

Dernæst følger så en mere diffus time, man kunne kalde den blækspruttetimen. Det er den time, hvor børnene derhjemme dydigt begynder at læse lektier eller lege med Lego i al stilfærdighed. Det kan også være den time, hvor de små er så sultne, at de har lagt sig grædende på gulvet iført endnu lynet overtøj. Selvom man står og vinker opmuntrende med både friske agurkestænger og endda figenstænger i knitrende plast, så er der ikke noget, der virker. End ikke omsorg.

Det er det, der giver blækspruttetimen sit blækspruttede præg. For det er her, at den dampende varme olie begynder at sende grå røg op fra panden som et truende signal om, at noget ganske snart skal steges. Så går blæksprutten i gang, og de grædende halvsløje efterårsbørn må passe sig selv, indtil den anden forælder forbarmer sig midt i vasketøjet eller kommer for sent hjem fra arbejde. Man kan jo ikke pause en glohed stegepande.

Når maden er stegt og børnene er blevet iklædt passende sikkerhedstøj til måltidet, begynder blækspruttetimens sidste kvarter, selve spisningen. Her kommer både moder- og faderblæksprutten på overarbejde, idet de skal forsøge at holde bare noget af maden oppe på bordet. Skal man ikke feje halvdelen af det tilberedte måltid op fra gulvet, er opgaven bestået, er vi blevet enige om.

Endelig begynder så snegletimen, der ikke er lige så kendt som ulvetimen. Jeg skal gøre opmærksom på, at min introduktion til snegletimen på ingen måde er en kritik af børn, men til gengæld er en harsk kritik af os voksne. For vi forældre er nogle underligt forkælede størrelser: Vi er blevet velsignet med børn, livets formentlig største gave, men alligevel bruger vi tid og spalteplads på at klage over, hvor besværligt det hele indimellem er. Det ændrer dog ikke på, at snegletimen er blevet døbt netop snegletimen af en grund, privilegieblind eller ej. Snegletimen begynder, når aftensmaden er indtaget.

Sneglen kommer snigende ind under opvasken med sit store tikkende ur på ryggen. Fra opvasken og indtil sengetid er der nemlig ofte en times tid at spendere. Denne time går tit påfaldende hurtigt, ideelt set med læsning og afdæmpet leg i stuen. Indimellem sker det modsatte dog. At den ellers så rolige aftenstemning selvantænder, når jeg (og det er altid mig), indleder en pudekamp eller en fangeleg. Disse aftenlege kan være så højlydte, at jeg takker min Skaber for, at vores nærmeste nabo er en kirkegård.

Af og til sker det så, at snegletimen virkelig lever op til sit navn. Det sker, når min hustru og jeg kigger på uret og på hinanden og på børnene og på uret igen. Når tiden snegler sig af sted og nærmest går helt i stå. Når børnene ikke vil lege med det ene prægtige Falck-køretøj efter det andet, man præsenterer dem for. Når der plages så indgående om at se fjernsyn, at det kunne få fængselsvagter til at løslade vaneforbrydere. Når der opstår slåskamp over forstenede rosiner fundet i en af sofaens mystiske sprækker. Så er det, at tiden snegler sig af sted i snegletimen.

Men så er det godt, at man har lært at tælle til 10. For så kan man bare gøre det 360 gange og bære børnene i seng, før man kysser dem godnat og siger, at man elsker dem, og faktisk mener det mere end nogensinde før.