I år markerer vi 20-årsjubilæum for en folkekirkelig succes: babysalmesang. Siden 2002 har forældre på orlov over hele landet kunnet tage deres børn med i kirken en hverdagsformiddag, og det har rigtig mange gjort. I de seneste 20 år er tusindvis af børn og – måske endnu vigtigere – deres forældre blevet introduceret til et udsnit af den salmeskat, som for få generationer siden var allemandseje. De er ideelt set blevet ”sunget ind i kristendommen”, og jeg ved af erfaring fra den kirke, hvor jeg selv er præst, at et babysalmesangsforløb i flere tilfælde har været indgangen til, at barnet er blevet døbt.
Alligevel møder man efter 20 år endnu den opfattelse, at babysalmesang ikke rigtig bør tages seriøst. For eksempel udtaler bispekandidat på Fyn Jørgen Samsing Bendixen til fagmediet Kirke.dk: ”Babysalmesang og lignende arrangementer er meget hyggelige, men vi er nødt til at besinde os på kerneopgaven.” Ifølge Bendixen er babysalmesang altså ikke at regne for en kerneopgave. Men der tager han fejl.
Babysalmesang er, hvis opgaven tages alvorligt af præster, sangpædagoger, organister, og hvem der ellers er involveret, en fremragende mulighed for kirkelig undervisning, kateketik. Ikke gennem dogmatiske anskuelsestavler, men netop gennem sang og musik. Kateketikken har fra begyndelsen været set som en kirkelig grundpille sammen med gudstjenester og diakoni. I den reformatoriske kristendom så meget desto mere, og en af Luthers og hans ligesindedes vigtigste erkendelser kan siges at være genopdagelsen af kateketikkens vigtighed.
De fleste kender til Luthers "Den lille katekismus" og "Den store katekismus" fra henholdsvis 1529 og 1530. Men så tidligt som i 1516 havde Luther faktisk peget på vigtigheden af, at lægfolk kendte til – og forstod – kirkens trosindhold, og op igennem 1520’erne indså han, at den kateketiske opgave i den nye, reformatoriske kirke var så vigtig, at han ikke kunne varetage den ene mand. Derfor fik Luthers medarbejdere Justus Jonas og Johannes Agricola kateketikken som særligt indsatsområde, indtil Luther selv affattede sine katekismer i slutningen af årtiet.
Så kateketikken har historisk indtaget en helt afgørende plads i reformatorisk kristendom. Som en reminiscens af denne forbindelse kan ældre læsere måske huske, at netop salmesang indgik i skolens undervisning. Men ifølge folkeskolereformen anno 1975 måtte undervisningen ikke længere være forkyndende, og det medførte, at salmesangen blev trængt væk fra skolen til fordel for de sange om abekatte og krokodiller, som vi sang i min skoletid i 1990’erne – eller sågar Dolly Partons antiutroskabshymne ”Jolene”, som var på programmet, da jeg forleden deltog i morgensang på en skole i mit sogn.
1970’ernes folkeskolereform var for kristendomsundervisningens vedkommende et ægte barn af sekulariseringen. Men det ulykkelige fra et kateketisk perspektiv var, at kirken på dette tidspunkt befandt sig i samme paradigme. Præsterne var for en stor del påvirket af tidens sekulariserings- og eksistensteologi. For dem drejede kirken sig om gudstjenesten, og kateketikken måtte skolen tage sig af. Det måtte den bare ikke, men så var det vel forældrenes opgave? Forældrene fik bare mere og mere vanskeligt ved at løse den, fordi de ikke selv fik noget, de kunne give videre. Det er i sagens natur svært at bruge ”Sov sødt, barnlille” som godnatsang, hvis man selv kun kender ”Vi voksne kan også være bange”.
I dag står vi et andet sted end i sekulariseringen. Vi er postsekulære. Det er tydeligt at mærke i folkekirken, og det er en af årsagerne til babysalmesangens store succes. Aldrig har en generation som den, der har små børn nu, vidst så lidt om kristendommen, men sjældent har de været så interesserede. Det er et af de paradokser, der præger kirken netop nu, og det er en gylden mulighed. Og det er en af grundene til, at babysalmesang er en kirkelig kerneopgave.