Patientkritik af nye medicintilskud

Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose opfordrer sundhedsministeren til at udskyde indførelsen af nye medicintilskud

Sundhedsminister Carsten Koch (S) opfordres nu i utvetydige vendinger til at udskyde indførelsen af det nye medicintilskud, der træder i kraft den 1. marts. Opfordringen kommer fra Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose (CF-foreningen), der i weekenden har fået talrige henvendelser fra medlemmer, der er frustrerede og skuffede over, at et privat finansieringsselskab er kommet til at stå mellem patienten med det kroniske og dyre medicinforbrug og apoteket. Sekretariatschef i foreningen, Hanne Tybkjær, siger til Ritzau, at hun har skrevet til sundhedsministeren og bedt ham om at hjælpe patienterne ved at udsætte de nye reglers ikrafttræden. Patienterne opfordres til gengæld til at sørge for at have medicin i hjemmet til et par måneder efter den 1. marts. - Nu har vi i månedsvis hørt ministeren sige, at der kommer en løsning, der vil svare til den eksisterende kronikerregel. Så jeg var ved at ryge ned af stolen, da jeg hørte, at løsningen er blevet et privat finansieringsselskab, siger Hanne Tybkjær. Hun tvivler desuden på, at Lægemiddelstyrelsen kan nå at behandle alle ansøgninger om kronikertilskud, inden de nye regler gælder fra den 1. marts. Kronikertilskud Den tvivl viser sig at være berettiget. Cand.pharm. Elisabeth Thomsen, Lægemiddelstyrelsens juridiske afdeling, siger til Ritzau, at der i øjeblikket er kommet 1400-1500 ansøgninger om kronikertilskud, og at styrelsen arbejder på højtryk for at få dem behandlet. - Vi forventer, at omkring 25.000 kan komme i betragtning til kronikertilskud, og vi vil formodentlig ikke kunne nå at behandle alle ansøgningerne, hvis de kommer nu og her, siger Elisabeth Thomsen. Med et kronikertilskud er den enkelte garanteret højst at skulle betale 3600 kroner til medicin af egen lomme om året. Men på grund af omlægningen af medicintilskuddet, vil prisen på medicin være betydeligt dyrere i begyndelsen af året end sidst på året, da der først ydes tilskud til medicin efter en vis egenbetaling. Tilskuddet stiger i takt med udgifterne til medicin. Aftalen med Finax, der administrerer Acceptcard, indebærer, at den enkelte kan få spredt sine udgifter til medicin jævnt ud over hele året. - Et privat kreditkort var ikke, hvad vi havde forventet af en socialdemokratisk sundhedsminister - eller af nogen anden dansk sundhedsminister, skriver Hanne Tybkjær i brevet til Carsten Koch. Hun påpeger, at indblandingen af et privat firma i sygdomsforhold er mere end uantagelig. - CF-foreningen deler ganske den bekymring, som Forbrugerrådets formand, Kirsten Nielsen, er citeret for - nemlig at et privat firma således får kendskab til følsomme personoplysninger, siger Hanne Tybkjær. /ritzau/