Analytikere ser topmøde som Putins mulighed for at vise styrke

For første gang siden Wagner-gruppens mytteri deltager Ruslands præsident, Vladimir Putin, i et topmøde.

Også Kinas præsident, Xi Jinping, deltager ved topmøde hos Shanghai Cooperation Organisation, melder kinesiske statsmedier.
Også Kinas præsident, Xi Jinping, deltager ved topmøde hos Shanghai Cooperation Organisation, melder kinesiske statsmedier. Foto: Sergei Bobylev/Ritzau Scanpix.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal tirsdag ved et virtuelt topmøde med blandt andet Indien og Kina forsøge at vise, at han stadig har et stærkt greb om Rusland.

Sådan lyder det fra flere analytikere i udtalelser til nyhedsbureauet AP.

Mandag er det kommet frem, at Putin deltager i et møde i Shanghai Cooperation Organisation (SCO). Det oplyser Kreml uden at give yderligere detaljer, skriver nyhedsbureauet AFP.

SCO er en organisation for samarbejde om politik, økonomi og sikkerhed grundlagt af Rusland og Kina i 2001.

Tirsdagens møde bliver Putins første multilaterale møde siden Wagner-gruppens mytteri sidste måned, der endte med at løbe ud i sandet.

- Putin vil forsøge at vise sine partnere, at han stadig har styringen, siger Tanvi Madan, som er ekspert i blandt andet udenrigspolitik hos tænketanken Brookings Institution, til AP.

Madan mener ikke, at Putin vil "efterlade nogen tvivl om, at udfordringen mod hans regering er blevet knust".

Kinesiske statsmedier melder ifølge AFP, at også Kinas præsident, Xi Jinping, deltager ved mødet.

Vært for topmødet er Indien, og for bordenden sidder premierminister Narendra Modi.

Iran ventes at blive indlemmet som fuldgyldigt medlem ved mødet.

Øvrige medlemmer er Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan, mens Belarus og Mongoliet er inviteret med som observatører.

Mødet finder sted, omtrent halvanden uge efter at den private hær Wagner-gruppen rykkede op gennem Rusland. Gruppen stoppede angiveligt omkring 200 kilometer fra Moskva.

Urolighederne i Rusland begyndte, da Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, beskyldte det russiske forsvar for at have bombet Wagner-gruppens positioner i Ukraine, hvor de to kæmper side om side.

Oprøret blev afblæst for at "undgå at udgyde russisk blod" med en aftale, der blev til med hjælp fra Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko.

Prigozjin blev ifølge officielle russiske kilder tilbudt eksil i Ruslands naboland og tætte allierede Belarus.

/ritzau/