Færre danskere vil holde ferie hjemme grundet ophobet udlængsel

I år forventer færre danskere at holde ferie i Danmark. Det skyldes øget udlængsel, mener turistorganisation.

Færre danskere forventer at holde ferie i Danmark i år sammenlignet med tidligere år. Omvendt forventer lidt flere at tage på en udlandstur. (Arkivfoto).
Færre danskere forventer at holde ferie i Danmark i år sammenlignet med tidligere år. Omvendt forventer lidt flere at tage på en udlandstur. (Arkivfoto). . Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Trods inflationskrise og uro i verden satser færre danskere i år på en ferie i det danske sommerland.

Det viser en undersøgelse lavet af Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark.

Her fremgår det, at 39 procent forventer at holde ferie i Danmark i 2023.

Det er 14 procentpoint færre end sidste år, og også lidt færre end i 2019, der var det sidste normalår før corona. Her regnede 43 procent med at holde ferie i Danmark.

En af årsagerne er, at flere længes efter nye oplevelser i udlandet efter nogle år med coronarestriktioner i mange dele af verden.

Det mener Sisse Wildt, der er kommunikationschef i Dansk Kyst- og Naturturisme.

- Efter to år, hvor folk ikke har kunnet rejse så meget ud, tror vi, at der er en lyst til at rejse ud og opleve noget andet, siger hun.

Det er dog ikke noget, der bekymrer Sisse Wildt på længere sigt.

- Når vi tænker ferie er det både og. Man har lyst til at komme ud og opleve verden, men man har også lyst til at feriere hjemme. Det kan godt flytte sig lidt blandt andet i forhold til vind og vejr, siger hun.

Sisse Wildt understreger også, at der er forskel på folks forventninger og faktiske adfærd.

Sidste år, hvor 53 procent forventede at holde ferie i Danmark, endte det med, at 63 procent faktisk gjorde det. Det viser undersøgelsen.

Mens de danske turister ser ud til i højere grad at fravælge Danmark, ser det anderledes ud for vores naboer mod syd.

Tal fra Danmarks Statistik viste, at der var booket 447.000 uger i danske feriehuse for resten af året ved udgangen af marts. Af dem var cirka tre ud af fire booket af tyske turister.

Men selv om tyskerne ser ud til at være glade for det danske ferieland, er det fortsat vigtigt for turisterhvervet at fastholde de danske turister.

De kan nemlig forlænge sæsonen, fortæller Sisse Wildt.

- Danskerne har mulighed for at rejse på nogle andre tidspunkter, fordi de bor her. Og så er der heller ikke så stor risiko ved danske gæster, og den tryghed er vigtig, siger hun.

Mens antallet af danskere, der ser frem til en ferie i Danmark er faldet, forventer lidt flere at rejse udenlands.

Her svarede 79 procent, at de vil holde ferie i udlandet i år. Det er fire procentpoint mere end året før.

Indsamling af data til undersøgelsen er sket i april, hvor i alt 1547 har svaret.

En ferie er defineret som en ferierejse med mindst en overnatning enten betalt eller privat.

/ritzau/