Knap halvdelen af eleverne på erhvervsuddannelser falder fra

Elever på erhvervsuddannelserne falder især fra i forbindelse med grundforløbets anden del, viser analyse.

Der er et stort frafald på erhvervsuddannelserne, og frafaldet sker særligt inden for de første 15 måneder, viser analyse. (Arkivfoto).
Der er et stort frafald på erhvervsuddannelserne, og frafaldet sker særligt inden for de første 15 måneder, viser analyse. (Arkivfoto). Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix.

Knap halvdelen af dem, der begynder på en erhvervsuddannelse, stopper, før uddannelsen er fuldført.

Andelen er dog faldet de seneste år, viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

På årgangen, der begyndte på en erhvervsuddannelse i 2015/2016, faldt 46 procent af eleverne fra, mens andelen var 43 procent af eleverne tre år efter på 2018/2019-årgangen.

Størstedelen af frafaldet sker i forbindelse med grundforløbets anden del. Enten i løbet af grundforløbets andel del, eller fordi man ikke overgår til hovedforløb.

Det er altså særligt inden for de første 15 måneder, hvor eleverne er på skolebænken, at det største frafald sker.

Det kan blandt andet hænge sammen med rammerne på skolerne, siger Emilie Agner Damm, der er analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

- Det generelle billede, som de unge selv peger på, er, at kvaliteten i undervisningen ikke er god nok, at rammerne er dårlige, og at lokalerne ikke har ordentlige faciliteter. Det gælder selvfølgelig ikke alle steder, men flere har denne oplevelse.

- Og når rammerne ikke lever op til forventninger, kan det få en del til at droppe ud, vurderer hun.

Der er dog også en parameter, der handler om, at flere unge kan have dårlige oplevelser med at gå i skole, siger Emilie Agner Damm.

- Nogle af dem, som går på erhvervsuddannelserne, har ikke så gode erfaringer fra folkeskolen. Så det her med at gå i skole, kan godt være svært for dem. Og det kan især være svært at gå i skole på fuld tid.

- Så hvis man kunne sikre mere fleksible rammer under skoleperioderne, så tror jeg også, at vi vil se, at flere kan gennemføre en erhvervsuddannelse. Det kunne være at studere på nedsat tid eller få ekstra støtte, siger hun.

Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet har tidligere vist, at det på de videregående uddannelser er knap hver sjette, som afbryder sin uddannelse.

Det er altså et langt mindre frafald end på erhvervsuddannelserne, som viser, at knap hver anden falder fra.

Ifølge Emilie Agner Damm er det godt med øget fokus på erhvervsuddannelser - også i den nye uddannelsesreform. Men for at sikre flere faglærte i fremtiden, skal fokusset skærpes endnu mere.

- Der er ikke ét tiltag, der kan løse det her problem. Vi skal nemlig både have flere til at begynde på en erhvervsuddannelse, og flere af dem, der begynder, til at færdiggøre.

- Det kræver både et bedre økonomisk løft af erhvervsuddannelsesområdet, og det kræver en stærkere folkeskole, der sørger for, at alle går ud af skolen med de rette kundskaber og selvtilliden i orden, så man har lyst til at læse videre, siger hun.

Regeringen indgik i juni en bred aftale om en uddannelsesreform. Ifølge børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) giver den mulighed for at sikre mere moderne udstyr til erhvervsskolerne.

Den giver også mulighed for at skabe en bedre kobling mellem grundskole og erhvervsuddannelser. Ministeren sagde desuden ved præsentationen, at han senere på året vil præsentere regeringens konkrete forslag.

/ritzau/