Virkeligheden i det sydlige Libanon

Mandag den 3. april bragte Kristeligt Dagblad en helside med værdiladede overskrifter, såsom »Libanon længes ikke efter befrielse«, »Kristne frygter tilbagetrækning«, samt »FN-styrker kan komme i vanskeligheder«. Læsere af disse tendentiøse artikler må få et fordrejet indtryk af situationen i det plagede Libanon. Derfor først nogle facts baseret på følgende kilder: Amnesty International, juli 1997, Middle East Report, forår 1997, samt Sikkerhedsrådets resolution 425 af 1978, som kræver fuld tilbagetrækning af israelske styrker fra den besatte zone i Libanon. En beskrivelse af et fængsel siger meget om, hvorledes lov og ret i øvrigt fungerer, og det besatte Libanon er som The Wild West. Her er intet retsvæsen og ingen normer, en besættelsesmagt skal rette sig efter, hvilket artiklerne ganske undlader at beskæftige sig med. Ligeledes forbigås en omtale af det berygtede forhørs- og torturcenter, Khiamfængslet. Den sydlibanesiske hær, South Libanese Army (SLA), som er lønnet, udrustet og trænet af Israel, står for fængslet, med det er underlagt staten Israel, som giver direkte ordrer. Israel erkender, at der er fire formål med Khiam: afskrækkelse og terrorisering af potentielle modstandere i »sikkerhedszonen«, fængsling af nuværende modstandere, indsamling og krydstjek af informationer under forhør (det er israelere, der leder forhørene) og - måske allervigtigst: opretholdelse af en »bank« med gidsler, beregnet til udveksling med israelske soldater. Men det vides aldrig, hvorfor fangerne er blevet arresteret, for i Khiam er der ingen dommere, ingen retshandlinger, ingen advokater, ingen bevisførelse. Mange har opholdt sig i fængslet i årevis. I 1997 var der ifølge Røde Kors 150 fanger i Khiam. Røde Kors, som er i stand til at skaffe sig adgang til selv de skumleste fængsler, kæmpede i 10 år med israelske regeringer og med general Antoine Lahad, hærleder for SLA, for at få tilladelse til at sende en delegation til fængslet. Men Røde Kors kan ikke viderebringe oplysningerne. De hævder, at kun på den måde er de i stand til at opnå selv de mest brutale regimers tilladelse og give fangerne et glimt af håb og kontakt med den ydre verden. Den eneste journalist, som har opnået tilladelse til et besøg, er Time Magazine's reporter, som med ledsager blev taget med på en kort runde. Hans beskrivelse er knugende og oprørende læsning. Vidnesbyrd fra tidligere fanger handler om, hvad der foregik, mens de var i Khiam, og de fortæller enslydende om torturmetoder, som de anvendes af bødler overalt i visse staters forhørslokaler. Den israelske menneskerettig-hedsorganisation B`tselem udsendte i januar 2000 en rapport, der konkluderer, at Israel begår krigsforbrydelser i det sydlige Libanon. Ikke alle overlever et ophold i Khiams forhørsrum i kælderen. Amnestys London-afdeling har offentliggjort flere dødsfald som følge af tortur. »Friends of Prisoners and Detainees« i Nazaret har forsøgt at udarbejde en liste over dem, der døde i Khiam under tortur, og kom i 1997 frem til 14 - samstemmende med Amnestys navne. Det er da højst sandsynligt, at journalisten Susan Sevared i den lille by Marjayoun kan finde frem til en skotøjshandler og andre kristne, som beklager Israels tilbagetrækning. Under den tyske besættelse af Danmark ville man også let kunne finde frem til flere, der beklagede tyskernes tilbagetog. SLA-hæren bliver af langt de fleste libanesere, også kristne, betragtet på samme måde, som langt de fleste danskere betragtede dem, der under krigen meldte sig til den tyske værnemagt. I det israelske dagblad Haretz kunne det i februar læses, at Israels udenrigsminister, David Levy, fra talerstolen i parlamentet, Knesset, uimodsagt af ministerpræsident Ehud Barak, har udtalt: »Lebanon will burn - blood for blood, soul for soul, child for child«. Libaneserne ved nu, hvad der kan vente dem. De har prøvet det før. Maria Bergsøe, Kong Valdemarsvej 7, Holte