Korte svar i Østrig-sag

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) afviste i Folketingets spørgetid at begrunde Danmarks tilslutning til sanktioner

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) var uhyre fåmælt, da han i Folketingets spørgetid i går blev bedt om at begrunde sin og Danmarks tilslutning til sanktioner mod Østrig. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, stillede to spørgsmål, men fik kun det ene konkrete svar, at statsministeren ikke vil foranledige en oversættelse af Jörg Haiders Frihedspartiets program, der skulle ændres, hvis sanktionerne mod Østrig skal ophæves. -Det ville være spild af danske skatteyderes penge at bruge dem til at oversætte et partiprogram fra et andet land, fastslog Poul Nyrup Rasmussen. Han meddelte, at han ikke har haft lejlighed til at studere Frihedspartiets program, hvorfor han ikke kunne pege på særligt problematiske afsnit eller formuleringer. Poul Nyrup Rasmussen afviste ligeledes at svare på, om regeringen sonderer mulighederne for en ophævelse af sanktionerne. Spørgsmålet ligger uden for spørgsmålets formulering, fastslog han. Østrig er dog stadig et problem for regeringen - og ikke mindst statsministeren. Allerede i marts var regeringens parlamentariske flertal i fare efter en spørgetid, hvor Nyrup Rasmussen efter Socialistisk Folkepartis opfattelse optrådte meget arrogant. Formanden, Holger K. Nielsen, var så irriteret, at partitoppen var rede til at stille et mistillidsvotum, beretter Ekstra Bladet med interne kilder i partiet. Det blev dog afværget. SF's gruppeformand, Jes Lunde, søgte kontakt til formanden for den socialdemokratiske gruppe, Ole Løvig Simonsen, og advarede. Det førte igen til, at Socialdemokratiet og statsministeren måtte acceptere den »næse«, som et bredt flertal i Folketinget, også den socialdemokratiske gruppe stemte for under en forespørgselsdebat om sagen.