Ni præster i brev til kirkeministeren: Kvindelige præster bør kunne afvises

Ni folkekirkepræster, herunder tre kvindelige, argumenterer i et brev til kirkeministeren for, at det igen bør være lovligt at foretrække mandlige præster i folkekirken

Arkivfoto: Leif Tuxen.
Arkivfoto: Leif Tuxen.

I november vedtog regeringen, at folkekirkens fritagelse fra ligebehandlingsloven skulle fjernes. Det betyder, at en menighed fra 1. januar ikke længere kan afvise en kvindelig præsts jobansøgning udelukkende på grund af hendes køn.

Men den fritagelse vil ni præster gerne have tilbage igen. Det skriver de i et brev til den nye kirkeminister, Morten Dahlin (V).

De tilhører en del af folkekirken, som ikke mener, at en præst kan være en kvinde, og derfor mener de ikke, at der er plads til dem i folkekirken, så længe en lovtekst ikke giver mulighed for at fravælge kvindelige præster.

Det fortæller Anders Pradsgaard Møberg, sognepræst i Christianskirken i Aarhus og medunderskriver på brevet, til Radio4 Morgen.

"Jeg tilhører en minoritet i folkekirken. Vi er nogle, som stadigvæk bevarer det gamle syn på, hvem der skal have hvilke tjenester, og at præstetjenesten er forbeholdt mænd. Vi er blevet i tvivl om, hvorvidt vi fortsat er beskyttet som mindretal i den nuværende lovgivning," siger han.

Ligebehandlingsloven forbyder forskelsbehandling i forhold til ansættelser, og den har folkekirken altså været fritaget for, siden loven blev vedtaget i 1978. Det slutter 1. januar 2024, hvor fritagelsen altså fjernes.

Ifølge teolog og adjunkt ved afdeling for kirkehistorie på Københavns Universitet Rasmus Dreyer er det ikke nødvendigvis et kæmpe skridt i ligestillingens navn.

Med lovændringen må menighedsrådet ikke længere bare afvise kvindelige præster i begyndelsen af en ansættelsesproces. De skal ind og bruge teologiske argumenter for, hvorfor en kvindelige præst ikke bør ansættes. I praksis vil det sige, at hvis der måtte sidde et flertal i et menighedsråd, som ikke mener, at en kvinde skal være præst i deres kirke, så kan de jo vælge en mand, siger han til Radio4 Morgen.

Men det er ikke nok for Anders Pradsgaard Møberg og de otte andre præster, som har sendt protestbrevet til kirkeministeren.

"Hvis der til en præstestilling kun kommer tre kvindelige ansøgere, og deres teologiske standpunkt er lig med menighedsrådets, så kan man ikke fravælge dem. Og det er det, vi råber op om."

"Når det handler om vores samfund og vores dagligdag, så går jeg 100 procent ind for ligestilling på alle niveauer. Men folkekirken er noget andet. Og et job som præst er noget andet end et almindeligt job," siger Anders Pradsgaard Møberg til Radio4 Morgen.

Danmark fik sin første kvindelige præst i 1948, og i dag udgøres flertallet af præster af kvinder.