EU foreslår at sende profit fra russiske midler til Ukraine

EU-Kommissionen foreslår at betale en del af genopbygningen af Ukraine med profit fra russiske midler.

EU-Kommissionen foreslår at betale en del af genopbygningen af Ukraine med profit fra russiske midler. Det er den rigtige vej at gå mener Venstres medlem af EU-Parlamentet, Morten Løkkegaard.
EU-Kommissionen foreslår at betale en del af genopbygningen af Ukraine med profit fra russiske midler. Det er den rigtige vej at gå mener Venstres medlem af EU-Parlamentet, Morten Løkkegaard. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Rusland har stået for ødelæggelserne i Ukraine. Nu skal Rusland være med til at betale for genopbygningen.

Det er tanken med et forslag fra EU-Kommissionen. Her lægger kommissionen op til, at provenuet fra indefrosne russiske midler skal gå til Ukraine.

- Vi har ventet længe på Kommissionens udspil, så det er positivt, at vi endelig har et forslag på bordet, siger Venstres medlem af EU-Parlamentet Morten Løkkegaard i en skriftlig kommentar.

EU har indefrosset omkring 200 milliarder euro af den russiske centralbanks aktiver. Det er sket efter Ruslands invasion af Ukraine. Krigen har ført til en række sanktioner mod Rusland, som blandt andet rammer landets banker.

Omkring 90 procent af disse midler opbevares af den internationale indskudsorganisation Euroclear, som har base i Belgien.

Den belgiske premierminister Alexander De Croo sagde i juni ifølge Reuters, at der var generel opbakning til en skat, der kunne generere tre milliarder euro om året til Kyiv. Det svarer til omkring 22 milliarder kroner om året.

Både EU-systemet og flere EU-lande har dog været tilbageholdende, fordi indefrosne midler normalt returneres uberørt, når sanktionerne udløber.

Derfor sigter EU-Kommissionen i sit forslag renter eller overskud, der er tjent på de indefrosne aktiver. Men ikke på selve aktiverne.

Hvis det lykkes at samle opbakning fra de 27 EU-lande, vil der på sigt kunne komme store beløb til genopretningen af Ukraine. Den chance bør EU-landene gribe, mener Morten Løkkegaard.

- Det er åbenlyst, at Rusland bør være med til at genopbygge Ukraine, som har akut brug for investeringer. Vi skal hurtigst muligt nå til enighed om, hvordan vi kan omdirigere indefrosne, russiske penge til at hjælpe ukrainerne med at genrejse deres land, siger Morten Løkkegaard.

Udspillet kommer to dage før, at EU-landenes ledere samles til topmøde i Bruxelles. Her skal de blandt andet afklare, om der kan findes opbakning blandt EU-landene til at give 50 milliarder over de næste fire år til Ukraine.

/ritzau/Reuters