Australien ramt af store oversvømmelser efter tropisk storm

I Queensland i Australien er der store oversvømmelser efter en tropisk storm. Tusindvis står uden strøm.

De næste 24 timer kan der falde 500 millimeter regn i Queensland. Det siger meteorolog Laura Boekel. Det seneste døgn er der faldet mere end 600 millimeter regn flere steder i regionen.
De næste 24 timer kan der falde 500 millimeter regn i Queensland. Det siger meteorolog Laura Boekel. Det seneste døgn er der faldet mere end 600 millimeter regn flere steder i regionen. Foto: Brian Cassey/Ritzau Scanpix.

Myndigheder i Australien opfordrer flere tusinde mennesker i den nordlige del af delstaten Queensland til at flytte sig til højereliggende områder.

Det sker på grund af risiko for oversvømmelser efter voldsomme regnskyl. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Ejendomme i disse områder kan fortsat opleve oversvømmelser på grund af højvande og nedbør. Beboere bør flytte til højere terræn nu, skriver Queenslands brand- og alarmtjeneste på sin hjemmeside.

Tidligere på ugen blev regionen ramt af en tropisk storm. Ifølge en australsk vejrprognose kan vandstanden søndag overstige en rekord fra 1971 på 4,1 meter.

Omkring 10.500 personer står uden strøm i Queensland. Det fortæller Steven Miles, som er delstatens førsteminister, ifølge AFP.

Han siger desuden, at lufthavnen i Cairns i det nordøstlige Queensland har måttet lukke ned.

- Jeg har talt med folk i området, som siger, at de aldrig har set nedbør som denne gang. Og det er personer, som har boet i den nordlige del af staten hele deres liv.

Meteorolog Laura Boekel siger ifølge AFP, at der er faldet mere end 600 millimeter regn flere steder i Queensland det seneste døgn.

De næste 24 timer kan der falde yderligere 500 millimeter regn.

- Oversvømmelserne er både farlige og livstruende, da de kan komme meget hurtigt, siger hun på et pressemøde.

Shane Chelepy, som er vicepolitikommissær i Queensland, fortæller, at der har været flere evakueringer og redningsaktioner i regionen.

Der har ikke været meldinger om dødsfald eller savnede personer.

Flere hjem er blevet oversvømmet. Shane Chelepy nævner ikke antallet, skriver AFP.

Fungerende brand- og beredskabskommissær Stephen Smith siger, at redningstjenester har fået mere end 50 anmodninger om hjælp.

Lørdag blev en tiårig pige ramt af et lynnedslag i den sydlige del af Queensland. Hun er i kritisk tilstand.

/ritzau/