Svensk domstol opretholder livstidsdom til iraner for henrettelser

Involvering i massehenrettelser fører til livstidsdom for iraner i Sverige.

Demonstranter holder et iransk flag i vejret inden begyndelsen på ankesag ved Svea hovrätt i januar 2023. (Arkivfoto.)
Demonstranter holder et iransk flag i vejret inden begyndelsen på ankesag ved Svea hovrätt i januar 2023. (Arkivfoto.). Foto: Jonathan Nackstrand/Ritzau Scanpix.

Appeldomstolen Svea hovrätt i Stockholm opretholder mandag en livstidsdom til iraneren Hamid Noury.

Noury dømmes for drab og alvorlige forbrydelser mod menneskeheden efter massehenrettelser i Iran i 1988.

Sagen mod 62-årige Noury, som blev anholdt i den svenske lufthavn Arlanda i november 2019, handler om et meget stort antal henrettelser af fanger i Gohardasht-fængslet i Teheran.

I juli 2022 blev han ved byretten i Stockholm idømt livstid. Den dom opretholdes mandag.

- Vi har foretaget den vurdering, at anklagerens bevisførelse på afgørende områder er robust og overbevisende, siger dommer Robert Green.

Green vurderer ligeledes, at den svenske byret "i det væsentlige har foretaget en korrekt vurdering".

Ifølge anklagere og vidner arbejdede Noury i fængslet og var stærkt involveret i drab på støtter af den iranske venstrefløj.

Henrettelserne blev udført efter ordre fra Irans daværende øverste leder, ayatollah Khomeini, som krævede støtter af gruppen Folkets Mujahedin henrettet, fordi den stod på Iraks side i krigen mellem landene.

Hamid Noury har hele tiden erklæret sig uskyldig.

Dommer Robert Green forklarer, at beviserne bestod af interview med vidner, som observerede de "dramatiske hændelser for over 30 år siden, hvilket har gjort sagen speciel".

Nourys rolle bestod ifølge appelrettens dom i at være assistent for viceanklageren i Gohardasht.

Her var han ifølge dommen med til at udvælge fanger til henrettelser samt eskortere dem til henrettelsesstedet.

Iran har beskyldt den svenske dom for at være politisk motiveret.

I en sag, hvor Sverige beskylder Iran for at handle politisk, blev den svenske EU-diplomat Johan Floderus for lidt over en uge siden anklaget for at have spioneret for Israel.

Et af tiltalepunkterne er såkaldt "korruption på jorden", som er en af de mest alvorlige anklager i Iran. Den maksimale straf er dødsstraf.

Ifølge oplysninger til det svenske nyhedsbureau TT var det en konsekvens af dommen mod Noury, da Floderus blev anholdt i april.

/ritzau/TT