Storbritanniens prinsesse Kate er udskrevet og i bedring

Den britiske prinsesse Kate er hjemme fra hospitalet efter at have gennemgået en operation i maven.

Prinsesse Kate er 42 år og er tronfølger prins Williams hustru. Sammen har de tre børn - prinserne George og Louis og prinsesse Charlotte. Hun er nu hjemme i god behold. (Arkivfoto).
Prinsesse Kate er 42 år og er tronfølger prins Williams hustru. Sammen har de tre børn - prinserne George og Louis og prinsesse Charlotte. Hun er nu hjemme i god behold. (Arkivfoto). Foto: Pool/Reuters.

Storbritanniens prinsesse Kate er blevet udskrevet og har forladt hospitalet efter at have gennemgået en maveoperation.

Det oplyser hendes kontor i Kensington Palace mandag ifølge Reuters og tilføjer, at hun har gjort "gode fremskridt" derhjemme.

Den 42-årige prinsesse, hvis mand er prins William, der er arving til den britiske trone, blev behandlet på et privat hospital i London for næsten to uger siden.

Ifølge Reuters fremgår det ikke præcist, hvad den britiske prinsesse er blevet opereret for.

Prinsesse Kate er vendt hjem til Windsor vest for London. Her skal hun fortsætte sin bedring, lyder det.

Tidligere lød det, at hun ville have brug for flere måneder til at komme sig.

Kate og William sender en "stor tak" til hospitalspersonalet og siger, at familien "fortsætter med at være taknemmelig for de lykønskninger, den har modtaget fra hele verden", skriver nyhedsbureauet AFP.

I kølvandet på operationen oplyste Kensington Palace, at man forventede, at prinsesse Kate ville være indlagt på privathospitalet The London Clinic i 10 til 14 dage efter operationen.

I forbindelse med selve operationen understregede Kensington Palace, at operationen ikke var forbundet med kræft, uden at det blev uddybet nærmere.

Storbritanniens kongelige betragter normalt alt vedrørende deres helbred som et privat anliggende.

Prinsessens svigerfar, kong Charles, har dog gjort en udtagelse.

Han er stadig indlagt på The London Clinic, efter at han har gennemgået en prostataoperation fredag.

Kongen har valgt at offentliggøre sin tilstand for at opfordre andre mænd til at få lægetjek.

Kong Charles, der er 75 år, siges at have det "godt" efter operationen for forstørret prostata.

Siden den 8. september 2022 har Charles været konge af Storbritannien. Han er den ældste søn af dronning Elizabeth II og blev konge efter hendes død.

Prinsesse Kate er 42 år og er tronfølger prins Williams hustru. Sammen har de tre børn - prinserne George og Louis og prinsesse Charlotte.

/ritzau/