Turister kan bremse dyremishandling

INTERNATIONALT: Dyreværnsforening opfordrer dyre-elskende turister til blandt andet at boykotte æselsafarier og dansende bjørne

KØBENHAVN: Hvert år er turismen direkte eller indirekte årsag til, at dyr over hele verden mishandles. Bag eksotiske oplevelser som delfinshow, dansende bjørne og safarier ligger en hjerteskærende dyremishandling, som de færreste turister er bekendt med. I anledning af sommerferien opfordrer WSPA (World Society for the Protection of Animals) derfor folk til at være turister med omtanke, når verden skal opleves. WSPA er en paraplyorganisation for 350 dyreværnsforeninger i 75 lande, og foreningerne har sammen lavet en liste over forskellige eksotiske fristelser, turister ikke bør støtte, hvis de er dyreelskere. Blandt andet nævnes det, at man bør undgå at tage på ponyrideture og æselsafarier, da disse transportdyr ofte er underernærede og fysisk mishandlede. Alt for ofte er det gamle, syge eller drægtige dyr, turister kan leje. WSPA fraråder også, at man lader sig fotografere sammen med chimpanser, løveunger, bjørne og andre vilde dyrearter. Disse dyr indfanges ofte fra naturen, men da ejerne af de vilde dyr sjældent ved noget om dyrenes ernæringsforhold, dør mange dyreunger efter kort tid af fejl- eller underernæring. Musik og smerte Som turist i det sydøstlige Europa og Indien kan man også være vidne til et gammelt kendt underholdningsindslag: Bjørne, der danser, fortæller Gitte Knudsen, der er leder af WSPA i Danmark. Hun forklarer, at hvor mange turister anser fænomenet for noget umiddelbart ganske sødt og kuriøst, så ligger der bag denne form for underholdening lang tids grusom mishandling. - Bjørneungen tages fra sin mor i en tidlig alder, hvorefter den lærer at »danse« ved at blive slået med en stok over benene, mens der spilles musik. På den måde vil bjørnen resten af sit liv associere musik med hårde slag og automatisk foretage de »dansende« bevægelser for at undgå de smerter, forklarer Gitte Knudsen. - I mange lande er det faktisk forbudt at have dansende bjørne, men så længe turisterne støtter det, kan myndighederne ikke rigtig håndhæve loven, siger Gitte Knudsen. Hun tager Tyrkiet som eksempel, der indtil for få år siden havde mere end 100 dansende bjørne. I dag har WSPA været med til at sætte en stopper for grusomhederne, og de stærkt afkræftede og underernærede dansebjørne har i dag fået deres eget reservat, hvor de kan leve i fred resten af deres liv, forklarer Gitte Knudsen. WSPA's liste over dyremishandlende turistunderholdning er stadig lang og omfatter også ting som tyrefægtning, delfinshow og zoologiske haver. Derud-over bør man selvfølgelig også undgå at købe ting som elfenben og slangeskinds-tasker, da dyrene bag disse smukke souvenir som regel har lidt en ganske forfærdelig død, understreger WSPA. /ritzau/