Officerer flygter fra hæren

Sidste år mistede hæren 44 unge officerer på ni måneder

Forsvarsminister Jan Trøjborg (S) vil drøfte med Forsvarskommandoen, hvorfor flere unge officerer forlader forsvaret, oplyste han i går. Piloterne er ikke de eneste officerer, som forlader forsvaret. Sidste år mistede hæren netto 44 unge officerer på ni måneder. Det er over dobbelt så mange som i hele 1996, da 20 unge officerer forlod forsvaret. Derfor har Forsvarskommandoen ifølge Berlingske Tidende indledt en undersøgelse og nedsat en tænketank for at holde på de yngre officerer. Desuden er officerernes fagforening, Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, rede til at sikre størst lønstigninger til yngre medlemmer for at holde på dem. /ritzau/