Nordens ældste missionsselskab fejrer 200-års jubilæum. Her er dets historie

Sygeplejersken Karen Gormsen er en af mange enkeltpersoner, der har tegnet Danmission. I anledning af 200-årsjubilæet gør Kristeligt Dagblad status over missionsselskabets udvikling og identitet

Dansk Santalmission, der blev lagt sammen med Det Danske Missionsselskab i 2000, har arbejdet i Bangladesh langt tilbage. I 1970erne og 80erne var danske missionærer med til at opbygge et spedalskhedshospital i Nilphamari med midler fra Danida. Foto: Danmission Photo Archive.
Det Danske Missionsselskab begyndte at arbejde i Tanzania i 1947. Her er det lægerne Knud Balslev (tv.) og Rolf Brodersen (th.) på Ndolage Hospital i 1950erne. Foto: Danmission Photo Archive.
Mange familier har været engageret i Danmission i adskillige generationer. Den nuværende generalsekretær, Kristian Sloth Petersen, tilbragte en del af sin barndom i Tanzania, hvor hans forældre var udsendt fra 1977-1981. Her ses familien Sloth Petersen ved udsendelsesgudstjenesten 2. januar 1977 i Gjellerup Kirke ved Herning.
Karen Gormsen tog mange forældreløse børn til sig i Manchuriet, hvortil hun var udsendt som missionær. Her ses hun med nogle af dem. Foto: Danmission Photo Archive

I september 1906 blev den danske sygeplejerske Karen Gormsen udsendt til Manchuriet, det nuværende Dongbei, i Kina af Det Danske Missionsselskab (DMS). Her blev hun frem til 1950. Til at begynde med arbejdede hun med evangelisering blandt kvinder. Efter et par år blev hun tilknyttet et stort hospital som sygeplejerske og jordemoder. Sideløbende uddannede hun unge kinesiske kvinder som sygeplejersker. Gennem årene tog Karen Gormsen en hel flok af forældreløse børn til sig, som ellers risikerede at blive slået ihjel eller lagt ud i bjergene til de vilde dyr. Spædbørnene blev typisk lagt på hospitalets trappe, og for at de ikke skulle fryse ihjel, indrettede Karen Gormsen en skuffe, hvor man kunne lægge børnene, datidens babyluge. De mange børn blev med tiden samlet på et børnehjem, hvor Karen Gormsen arbejdede fra 1915 til 1950. De børn, som blev afleveret anonymt, fik hendes efternavn, og myndighederne bestemte, at de blev registreret med Karen Gormsen som eneste forældremyndighed.

Karen Gormsen er en af mange enkeltpersoner, der har tegnet Det Danske Missionsselskab, i dag Danmission. Missionsselskabet kan i dag fejre 200-årsjubilæum, og selvom stort set alle jubilæumsfestlighederne er udsat til næste år på grund af corona-restriktionerne, er det et godt tidspunkt at gøre status over missionsselskabets udvikling og identitet, mener Harald Nielsen, der var generalsekretær i missionsselskabet fra 1996 til 2002.

”Danmission er Nordens ældste missionsselskab og en af de ældste civilsamfundsorganisationer. Danmission har ikke bare 200 års opsparet erfaring med at være kirke i mission, men blev også grundlaget for det kirkelige foreningsarbejde i Danmark. Det er en væsentlig arv, som man skal tage vare på, samtidig med at man udvikler sig hele tiden – sådan som missionsarbejdet i virkeligheden altid har gjort,” siger Harald Nielsen.

I løbet af de seneste 10 år har han udgivet fire bøger om missionsbevægelsens historie: Et tobindsværk på over 600 sider om Danmissions historie fra 1821 til 1985, en bog om den indflydelsesrige missionsteolog Erik W. Nielsen og en bog om stifteren af DMS, Bone Falck Rønne (1764-1833). Og det er netop Bone Falck Rønnes fortjeneste, at Danmission i år kan fejre 200-årsjubilæum. Det var ham, der i 1821 som præst i Taarbæk stiftede Det Danske Missionsselskab.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Falck Rønne fik samlet og engageret en masse præster og dannede lægfolk, der gerne ville vide mere om udlandsmissionen og støtte den. Det var her, man lagde grunden til det folkelige engagement i missionen. Men vi skal helt frem til 1863, før missionsselskabet blev et missionærselskab, der selv sendte missionærer ud. I 1828 blev fire tyske missionærer ganske vist ordineret og sendt til den danske koloni på Guinea-kysten i det nuværende Ghana, men først i 1863 etablerede DMS eget missionsarbejde i Tamil Nadu i Sydindien, og to år efter udsendte man de to første danske missionærer til Indien,” fortæller Harald Nielsen.

I 1892 sendte man de første missionærer til Manchuriet (Dongbei) i Kina, som Karen Gormsen også siden kom til. I 1921, da Karen Gormsen havde været 15 år i Kina, kunne DMS fejre 100-årsjubilæum. På det tidspunkt havde selskabet 100 missionærer, 400 indiske og kinesiske missionsarbejdere, 99 skoler, tre hospitaler og 1682 støttekredse i Danmark.

Man udsendte sygeplejersker, læger, teologer og jordemødre til fattige egne, hvor man forkyndte kristendommen og arbejdede med at opbygge lokale kirker. Desuden byggede og drev man institutioner som hospitaler og skoler. Den måde at drive mission på varede frem til Anden Verdenskrigs afslutning, hvorefter der kom et paradigmeskifte og en begyndende forvandling af missionsselskabernes selvforståelse.

”Kolonierne begyndte at blive selvstændige, og det samme gjorde missionskirkerne. På Det Internationale Missionsråds møde i Whitby i Canada i 1947 fremførte missionskirkerne med stor kraft det krav, at de ville være selvstændige. Missionsselskaberne svarede igen og spurgte: Betyder det så, at vi skal trække os helt ud? Men de unge kirker vidste godt, at det ville være umuligt for dem selv at finansiere de store missionshospitaler, skoler og så videre,” siger Harald Nielsen.

”I stedet ønskede missionskirkerne at blive selvstændige med egne generalforsamlinger eller synoder, der så kunne bede missionsselskaber og partnerkirker i udlandet om hjælp til bestemte projekter, som de selv definerede, og skulle der udsendes missionærer, skulle de arbejde under den kirkelige ledelse i missionslandene.”

Det er baggrunden for, at Danmission i dag kun har en håndfuld udsendte fra Danmark, men til gengæld 20 lokalt ansatte i programlande.

”En kirkeleder i Tanzania sagde det meget tydeligt på et møde i 1999: ’I har som missionsselskab en lang historie, som vi har brug for at læne os op ad, men vi har ikke brug for, at I sender missionærer ud. Vi har selv dygtige teologer, men vi har brug for, at I støtter os i at være kirke,’” fortæller Harald Nielsen.

Kronik side 11

w