Billedserie: Nordisk mytologi er en industri

De nordiske guder er hovedpersoner i årets julekalender og optræder i film, operaer og computerspil - selv vores mad er inspireret af gammel nordisk mytologi og kultur. De fantastiske fortællinger og skandinaviske værdier gør det oldnordiske univers populært, mener eksperter

TV2's julekalender "Jul I Valhal" fra 2005 bliver i år genudsendt, og rundt omkring i landets stuer gør børnene sig klar til en hedensk jul.
TV2's julekalender "Jul I Valhal" fra 2005 bliver i år genudsendt, og rundt omkring i landets stuer gør børnene sig klar til en hedensk jul. .

Jul i Valhal bliver genudsendt på TV2, og Noma serverer ramsløg og brændenælder. Både børn og voksne fascineres af de gamle oldnordiske traditioner, og det kommer til udtryk i kulturindustrien, der malker de gamle sagn og myter for inspiration. Ifølge ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Samfund Idéhistorie ved Århus Universitet Jacob Christiansen Senholt, er forklaringen, at mange kan identificere sig med værdierne i det mytologiske univers.

Generelt er interessen for nordiske myter og fantastiske fortællinger stor. Mange mennesker bliver tiltrukket af den store palet af guder med forskellige menneskelige karaktertræk, styrker og svagheder. De identificerer sig med den mørke Loke, den skønne Freja eller maskuline Tyr, Thor eller Odin, der alle står for bestemte, genkendelige almenmenneskelige værdier. Og populære universer som eksempelvis Ringenes Herre er inspireret af nordisk mytologi og kampen mellem det gode og onde, siger Jacob Christiansen Senholt.

Finanskrisen har også indflydelse på den nordiske mytologis popularitet, mener livsstilsekspert Helle Lundgaard.

Det er meget normalt i krisetider, at mennesker søger tættere sammen i familien og til deres rødder, efter værdier de kan identificere sig med. I den her sammenhæng noget oprindeligt nordisk i form af den nordiske mytologi, som passer til den kultur og det værdifællesskab, vi er en del af, siger Helle Lundgaard.

Religion.dk har samlet en række eksempler på nordisk mytologi i moderne kultur, som du kan se i billedserien ovenfor.