Da Erna Solberg sent i går aftes talte på Højres valgfest i Oslo, var det en tydeligt lettet statsminister, der på målstregen indhentede venstrefløjen.
”Den tilbagemelding fra vælgerne varmer. (..) Det er en arbejdssejr,” lød det fra partilederen.
I løbet af aftenens optælling vippede flertallet på et tidspunkt væk fra hende, og forud for gårsdagens valg er forløbet en ophedet valgkamp, hvor de værdipolitiske skillelinjer blev trukket op som konsekvens af, at små partier på begge fløje så ud til at få en nøglerolle.
Efter 95 procent optalte stemmer er resultatet, at de borgerlige får 89 mandater mod venstrefløjens 79 mandater. Regeringspartnerne Højre og Fremskridtspartiet ser ud til at få en lille tilbagegang på omkring et procentpoint i forhold til valget i 2013, men det vil mange opfatte som en triumf.
Den blå-blå regering har nemlig været igennem fire år med store udfordringer.Det gælder særligt nedgangen i oliebranchen, der siden 2013 har kostet over 50.000 stillinger, og flygtningekrisen, der ligesom i flere øvrige europæiske lande endte med en strammere asylpolitik.
Begge dele mener mange nordmænd, at Erna Solberg har klaret flot, og evnen til at håndtere tilspidsede situationer og tale til folket i øjenhøjde har fået flere til at sammenligne hende med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel.
De to små borgerlige støttepartier, Venstre og Kristeligt Folkeparti (Krf), kan begge glæde sig over at havne over spærregrænsen.
På den modsatte fløj står Arbejderpartiets vingeskudte leder, Jonas Gahr Støre, der har formået at formøble et kæmpe forspring på rekordtid - ganske enkelt fordi hans fortælling om, hvordan Norge skal møde fremtiden ikke stemmer overens med vælgernes opfattelse.
Han brugte store dele af valgkampen på at tale om arbejdsløshed, ulighed og øgede skatter, men nordmændene har ikke den samme følelse af krise, som han forsøgte at skabe. Der spekuleres nu i, om han kan værefærdig som leder af partiet, der fik et katastrofevalg med en tilbagegang på 3,4 procentpoint fra et i forvejen utilfredsstillende resultat i 2013.
For Erna Solberg er virkeligheden efter valget mere kompliceret end før. Hun kan nemlig ikke længere regne med støttepartiernes opbakning, fordi særligt Krf er trætaf regeringens hårde tone i indvandrerdebatten, og hun vil blive presset til det yderste på støttepartiernes værdipolitiske kernesager: klima, indvandring og reduceret olieudvinding.
Udfordringerne starter allerede i dag med forhandlingerne om en ny regering, hvor Krf vil forsøge at danne en borgerlig mindretalsregering uden Fremskridtspartiet, som har meldt ud, at det ikke vil give stemmer til en regering, det ikke er en del af. Det mest sandsynlige er, at det igen bliver Højre og Fremskridtspartiet, der danner regering.
Så selvom Erna Solberg, i forhold til, hvordan prognoserne så ud for få måneder siden, har klaret det flot, venter fire år med en svagere regering og en situation, hvor hun får endnu mere brug for sine samarbejdsevner.
Det skyldes ikke mindst Fremskridtspartiets omstridte integrationsminister, Sylvi Listhaug, der foruden at have en stor del af æren for, at Fremskridtspartiet fik et godkendt valg også har en nøglerolle i støttepartiernes frustration. Hun kaldes ”polariseringsministeren” af modstandere, men er elsket af kernevælgerne for sin hårde tone i indvandrerdebatten.
For Erna Solberg, der nu kan bygge på sit image af at være Norges landsmoder, venter en valgperiode, der ser ud til at blive markant mere usikker, kaotisk og svær end den foregående.
Når det handler om andet end værdipolitik, ser det lyst ud, men Fremskridtspartiets indvandrerretorik har slidt så meget på baglandet ogstøttepartiernes tålmodighed, at specielt Krf vil skære igennem på et tidspunkt. Prisen for fire nye år med Fremskridtspartiet kan meget vel blive, at regeringen ikke klarer sig igennem mandatperioden.