Søndag morgen dansk tid kunne den 30-årige sejler Anne-Marie Rindom holde en sejrende knytnæve i vejret og stige på podiet for at modtage Danmarks første guldmedalje ved OL i Tokyo i sejlads-disciplinen Laser Radial. I dagene forud for sejren var det en både præstations- og følelsesmæssig rutschetur, den 30-årige medaljevinder havde været igennem. For så sent som i fredags var ansigtet vredet i komplet modsatte folder, efter at hun var udgået af den sidste af de indledende sejladser af frygt for at blive diskvalificeret, og næsten så guldhåbet slukke for øjnene af sig.
”Det er svært ikke græde alt for meget (..) Det viser, at man bare er et menneske, og man laver fejl,” lød det blandt andet fra den tydeligt mærkede dansker.
Anne-Marie Rindom er blot én blandt flere af deltagerne ved De Olympiske Lege i Tokyo, der har ladet følelserne og fokusset på det mentale helbred fylde i forklaringen på deres mindre gode præstationer. Det kom som et chok for mange, da den 24-årige amerikanske gymnast Simone Biles i onsdags trak sig fra holdkonkurrencen og senere fra den individuelle mangekamp i gymnastik ved De Olympiske Lege i Tokyo med forklaringen, at hun sommetider har følt, at hun har haft hele verden på sine skuldre, og at presset nogle gange bliver for stort, som hun efterfølgende skrev på sin Instagram-profil. Også Japans favorit i tennis, 23-årige Naomi Saka, der er nummer to på verdensranglisten, udtalte tidligere ved dette OL, at hun var påvirket af det mentale pres, da hun blev slået af tjekkiske Marketa Vondrousova. Desuden har hun tidligere kæmpet med angst og depression, sagde hun.
Elitesportudøveres mentale helbred er et emne, der de seneste år har fyldt mere – herhjemme har der været fokus på netop dette blandt andet i TV 2-dokumentaren ”Angst i elitesport” fra 2020 og i DR-dokumentaren ”Svømmestjerner – under overfladen”, hvor flere af Danmarks største svømmestjerner fortæller om, hvordan deres træning har gået ud over deres mentale helbred.
Spørgsmålet er, om fokusset på topatleters mentale sårbarhed også påvirker, hvordan man arbejder med elitesportsudøvere?
Ja, lyder svaret fra formanden for Danmarks Idrætsforening, Hans Natorp.
”Hele idrætsverdenen begynder at få meget mere blik for, at den mentale sundhed skal være lige så meget i balance som den fysiske. Også i dansk idræt har vi set eksempler på usunde træningsmiljøer. Det er noget, vi har sat stor fokus på blandt andet i samarbejde med vores forbund, så vi kan forebygge og eliminere de tilfælde, der måtte være,” siger formanden, der understreger, at de atleter, der går ind i elitesport, godt ved, at det er en benhård verden.
”Eliteidrættens natur er at afsøge og bryde grænser, og det er et fravælgelsesløb. På den måde er det bare en meget barsk verden. Men de grænser, som vi så skubber til, skal være de rigtige – og ikke gå ud over atleternes mentale helbred,” siger Hans Natorp, der også selv er tidligere OL-atlet i sejlads.
Det er en tendens, Kristoffer Henriksen nikker genkendende til. Lige nu befinder han sig i Tokyo til OL, hvor han er sportspsykolog for Team Danmark.
”Der er i dag en større tendens til at vise følelser i sportens verden. Før har der været en stærk macho-kultur i eliteidræt, hvor man har forventet, at man som atlet var et supermenneske. Man havde aldrig problemer med selvtilliden eller var bekymret. Nu har man en helt anden forståelse for, at atleter ikke er supermennesker, men mennesker, der er super gode til sport.”
Når toppen af folk fra sportens verden siger fra, kan de fremstå som rollemodeller, fortsætter han.
”Jeg arbejder med atleter, som holder foredrag. Hvis man går 10 år tilbage, ville de holde et oplæg om, at de aldrig var bange og vidste, hvad de skulle gøre. I dag fortæller de, at de faktisk er ved at skide grønne grise og har det fysisk dårligt, inden de skal præstere,” fortæller Kristoffer Henriksen, der i disse situationer hjælper atleterne med beroligende teknikker.
Anders Bendixen arbejder også i Team Danmark som sportspsykologisk konsulent. Han bekræfter, at der i de seneste år er kommet større fokus på det mentale helbred.
”Fra mit faglige ståsted er psykologien i elitesport blevet mere fremtrædende i de sidste par år. Meget af det handler om at blive bevidst om, hvilke tanker og følelser som får fat i sportsudøverens liv og præstationer. På den måde bliver de også bedre til at sætte ord på dem. Når de får skabt det rum, bliver det mere legitimt at sige det højt til samfundet,” siger han.
Det kommer ikke som nogen overraskelse for sociolog Anders Petersen, at flere fra elitesportens verden begynder at vise sårbarhed. Han tænker blandt andet på TV 2-dokumentaren om nogle af de største danske svømmestjerners beretninger om grænseoverskridende træningsforhold. Nogle af dem fortæller blandt andet om udskamninger foran holdet, hvor alle skulle vejes.
”Nu ser vi, at nogle fra sportens verden knækker nakken på det. Og jeg tror, at det er en øjenåbner for folk. Jeg kunne da håbe, at det ville åbne for en diskussion om de idealer, der for mig at se kommer fra sportens verden, men som desværre er kommet ind i alle os almindelige menneskers liv,” siger Anders Petersen og uddyber:
”Konkurrencen er den markør, der bestemmer, hvorvidt vi kan opildne os selv til at blive den bedste version af os selv hele tiden. For i vores samfund hylder vi vindere, mens middelmådighed er noget dårligt. Du kan jo ikke have en børnehave, en folkeskole, et gymnasium eller et universitet, der siger: ’Vi går efter at udvikle middelmådige mennesker’. På den måde har vi institutionaliseret konkurrenceelementet fra sportens verden ind i vores præstationssamfund.”
Det er altså Anders Petersens håb, at man – når selv de, der er mest trænede, går kolde i kampen for at blive bedst – begynder at diskutere, om man kan forvente, at alle vi andre skal blive ved med at leve op til de konkurrencevilkårene, der findes i samfundet.