Nu skal blå Bjarne have en varmepumpe. Og tvivlen til (S) spirer uden for de større byer

I flere mindre danske byer kan man ved bygrænsen finde skilte med budskabet om, at man nu forlader byen, fulgt af "tak for besøget - kom gerne snart igen".

Det er i stigende grad den følelse, man sidder med, når man følger den socialdemokratiske regerings slingrekurs mellem land og by. Forud for valget i 2019 var det socialdemokratiske fokus især på produktionsdanmark og på usikkerheden hos de familier, hvor globalisering alt for længe havde været lig med udflytning af arbejdspladser og fraflytning. Ja, målgruppen fik sågar sit eget navn, nemlig "blå Bjarne", som er den vælger, der hælder til Venstre eller Dansk Folkeparti, men som igen skulle føle sig hjemme i Socialdemokratiet. Socialdemokratiets nuværende udlændingeordfører - og en af partiets stærke ideologiske tænkere - Rasmus Stoklund dedikerede endda en hel bog med titlen "Til Blå Bjarne – En debatbog om Socialdemokratiet, globaliseringen og fremtiden" til denne vælgergruppe.

Det socialdemokratiske kursskifte var uden tvivl med til at sikre valgsejren i 2019 og markerede samtidig et opgør med det tætte bånd til De Radikale, som i Rasmus Stoklunds bog blev beskrevet som havende "naive forestillinger om, at alt bliver godt, hvis blot danskerne bliver mere tolerante, investerer flere penge i biodynamiske iværksættere og skrotter deres biler".

Socialdemokratiet har da også gjort ganske meget for at håndtere ubalancen mellem land og by, blandt andet ved at flytte flere uddannelser ud i landet. Men siden sidste års kommunalvalg, hvor Socialdemokratiet tabte stort i byerne, er den socialdemokratiske forelskelse i blå Bjarne falmet markant. Det sås i høj grad i statsminister Mette Frederiksens nytårstale, hvor partilederen, der tidligere havde beskrevet sig selv som mere rød end grøn, nu pludselig ville sikre en CO2-neutral flyrute i Danmark. Det rangerer næppe højt på blå Bjarnes liste over politiske ønsker. Til gengæld kan selvsamme vælger nu se frem til flere solceller og vindmøller i sit nærområde, da disse af naturlige og vejrmæssige, men også mere politiske årsager næppe bliver placeret på Amager Fælled eller i nærheden af Dyrehaven nord for København.

Presset af krigen i Ukraine og vores afhængighed af russisk gas kunne regeringen så forleden bebude, at naturgassen skal erstattes af fjernvarme og varmepumper. Intentionen er rigtig, men den tager ikke højde for hverken infrastrukturen eller økonomien hos en relativ stor del af de borgere, der lever udenfor de større byer. Fjernvarme er i høj grad et byfænomen, mens installationen af en varmepumpe let ender på den kedelige side af 120.000 kroner. Det er penge, som blå Bjarne og hans familie skal finde samtidig med en voksende inflation og hastigt stigende priser på alt fra sødmælk til benzin.

Det kan godt være, at regeringens klimapolitik tager særlige hensyn til eksempelvis Aalborg Portland i statsministerens valgkreds, men samlet vokser tvivlen om regeringens bekymring for livet udenfor de store byer. Det er ærgerligt, for hvis ikke de store og regeringsbærende partier konstant bygger bro mellem land og by, udhules både sammenhængskraft og en fælles opbakning til de enorme udfordringer. Derfor bør budskabet fra landområderne til regeringen netop være: Kom snart igen.