Billedskønne er de måske ikke ligefrem, de omkring 1,5 millioner nye bygninger, som blomstrede op i Danmark i perioden fra 1950 til 1980. Men man skal ikke lade sig snyde. For byggerierne, som foruden almennyttige boliger tæller blandt andet sportshaller og skoler, er en lige så vigtig del af danmarkshistorien som idylliske gamle slotte og stråtækte bindingsværkshuse. De fortæller nemlig historien om det velfærdssamfund, som blomstrede op i efterkrigstiden, og netop derfor er de på listen over bygninger, som Slots- og Kulturstyrelsen vil frede i de kommende år. Det fortæller Merete Lind Mikkelsen, som er enhedschef for Center for Kulturarv under styrelsen.
”Vi er ved at få en ny strategi på plads, hvor vi skal til at kigge på de velfærdssamfundsbygninger, som kom til i efterkrigstiden. Det kan være indkøbscentre, skoler, sportshaller og badeanlæg, som repræsenterer den samfundsmæssige udvikling, der fandt sted i de år,” siger Merete Lind Mikkelsen.
Dermed tager man hul på en ny del af historien, for i dag er det primært endnu ældre bygninger, som er fredet. Og det er en rigtig god idé, mener David Holt Olsen, der er souschef og museumsinspektør ved Industrimuseet i Horsens.
”Bygningsfredningsloven, der er over 100 år gammel, blev sat i verden for at skåne gamle renæssancegårde og huse fra middelalderen, men nu er turen så kommet til efterkrigstidsbygninger som hospitaler, rådhuse og almene boligbyggerier. Det er jeg meget positivt stemt overfor, for det er jo utopien om velfærdssamfundet, som udkrystalliserer sig i de her bygninger,” siger David Holt Olsen, der derfor mener, at det er vigtigt at bevare bygninger fra tiden, selvom de måske nok har et dårligere ry end de gamle renæssancegårde.
”Det er ikke en type byggeri, som der er mange, der har varme følelser for i dag, og der vil derfor nok også være mange, der er skeptiske over for at frede dem,” siger David Holt Olsen og peger som eksempel på den udskældte Gellerupparken, der blev bygget i grå beton i 1960’erne og 1970’erne ud fra en tanke om, ”at man skulle give de arbejderfamilier, der boede i midten af Aarhus med lokummer i baggården, lys, luft og renlighed”.
”Men drømmen om at lave en landsby i højden for den nye middelklasse strandede lidt, fordi nogle af de her bygninger i stedet blev fyldt med indvandrere, der blev inviteret til landet for at arbejde. Men de er jo stadig en vigtig del af historien,” siger David Holt Olsen, der derfor også ser det som en vigtig opgave, Slots- og Kulturstyrelsen nu skal i gang med.
”Jeg er jo historiker, så jeg kan godt lide det historiske perspektiv, man får gennem bygninger, når man går rundt i byerne. Men der er gang i nedrivningsiveren i øjeblikket, så det er godt, man får prioriteret og sagt højt, hvor man med god samvittighed kan rive noget ned, og hvad der så til gengæld skal bevares – det er rettidig omhu,” siger han.
Og det er da heller ikke alle bygninger fra perioden, der skal fredes, men derimod ”de allerbedste eksempler”, siger Merete Lind Mikkelsen.
”Hvis vi nu skal vælge mellem to skoler fra 1950, vil vi gå efter den med den arkitektonisk klareste struktur, fordi det er en del af en historie, vi gerne vil fortælle. Eller hvis skolegården til den ene skole er blevet taget af en hovedfærdselsåre, men er intakt på den anden skole, så vil vi vælge at frede den mest intakte,” siger Merete Lind Mikkelsen.
Men på den måde kan fredningsopgaven også føles lidt som en kamp mod tiden. For selvom der stadig i dag findes masser af byggerier fra perioden, er det – med den fart man renoverer med i dag – for eksempel ikke helt lige til at finde en lejlighed, hvor køkkenet stadig ser ud, som det gjorde i 1960.
”Før i tiden kunne der sagtens gå 100 år, uden noget blev ændret. Men i dag laver man totale makeovers – det giver os helt nye fortællinger, men den gamle fortælling går så også helt væk,” siger Merete Lind Mikkelsen.
Også Torben Weirup, der er arkitektur- og kunstanmelder ved Kristeligt Dagblad, mener, det er vigtigt at frede bygninger fra efterkrigstiden, mens det stadig kan nås.
”Det var en fantastisk tid i dansk arkitektur, ikke mindst hvad angår boligarkitektur, men også skolerne. Det er derfor en rigtig god idé at tage nogle af de bedste skoler og rådhuse fra den epoke og bevare for eftertiden, så de ikke bare bliver udbygget og ombygget,” siger Torben Weirup, der dog også kommer med en advarsel:
”Man skal passe på, at fredninger ikke går for vidt. Husene – hvad enten det er boliger, skoler eller rådhuse – skal stadig kunne anvendes til formålet. Noget af det afgørende er at bibeholde bygningens udtryk. Men dens indre skal også kunne ændres, hvis der for eksempel i skoler er behov for en anden ruminddeling. Eller hvis der er brug for en opgradering af boligen af alt fra husholdningsmaskiner som vaskemaskiner eller vinduer og isolering, der harmonerer med de krav, vi har i dag – og som kun vil blive større, også af hensyn til klimaforandringerne,” siger han.