Ny bog: Vi er nødt til at tage magten over det offentlige rum tilbage fra techgiganterne

Ingen har større magt over den demokratiske infrastruktur end techgiganter som Facebook og Twitter. Men det offentlige rum hører ikke hjemme på private hænder, og derfor skal vi i gang med at tage magten tilbage, mener to eksperter

”Både danske og internationale politikere har sovet i timen op gennem 2000’erne og 2010’erne," mener Camilla Mehlsen, den ene af de to forfattere til bogen "Sandhedsministeriet. Techplatformenes indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger".
”Både danske og internationale politikere har sovet i timen op gennem 2000’erne og 2010’erne," mener Camilla Mehlsen, den ene af de to forfattere til bogen "Sandhedsministeriet. Techplatformenes indflydelse på tidens fakta, følelser og fortællinger". Illustration: Rasmus Juul

Der er ingen skarpe hjørner i et kasino. Der er heller ingen ure. Til gengæld er der labyrintiske gange, steder formet som en slags legepladser, konstante tilbud om mere. Som mangen en gambler har erfaret, vinder huset altid. Sådan går det nemlig, når indretningsdesignet sørger for, at gæsterne glemmer alt om tid og sted, konstant pirres af den næste mulige gevinst og bliver hængende, fordi de alligevel ikke kan finde udgangen.

Om Mark Zuckerberg går på kasino, vides ikke, men Facebook-stifteren har et indgående kendskab til det adfærdsdesign, der gør sig gældende i spilleverdenen. De sociale medier er designet til at fremme selvforglemmelse, udlove små og store gevinster – næste like, næste kommentar, næste deling – og få brugeren til at blive online bare lidt endnu. Også her vinder huset altid. Siden Facebook blev skabt på et kollegieværelse i 2004, er firmaet gået på børsen og har i dag en anslået markedsværdi på mere end en billion dollars. Det er 6340 milliarder kroner.

Hvor pengene kommer fra? Salg – salg af mennesker, vel at mærke. For brugeren er ikke kun en bruger, men også et salgbart aktiv, der genererer annoncesalg. Jo højere engagement og jo mere trafik, desto større værdi for Facebook, der høster data om alt, hvad deres brugere foretager sig, og sælger informationerne til annoncørerne. ”Opmærksomhedsøkonomi” kalder man den slags.

Sandhedens dommere

Da internettet brød igennem i 1990’erne, var det akkompagneret af storslåede drømme om, at man havde skabt et demokratisk instrument, der ville lade alle komme til orde. Et globalt torv for udveksling af idéer, et redskab til at forene mennesker.

Men på de sociale medier er det ikke ligegyldigt, om det er Maren i kæret eller en influencer med millioner af følgere, der slår noget op. Platformenes digitale algoritmer prioriterer stof, der genererer trafik, og opfylder dermed Matthæus-princippets ord om, at den, der har, skal mere gives. Det har som konsekvens, at demokratiseringsdrømmen er sygnet hen, at følelses- og konfliktanimerende stof fremmes, og at brugerne ikke ser verden, som den er, men sådan som platformudbyderne kan tjene flest penge på at fremstille den.

Det er faldet digital medieekspert i Børns Vilkår Camilla Mehlsen og professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks for brystet. I deres nye bog, ”Sandhedsministeriet”, udfolder de, hvordan den konstruerede virkelighed bliver til, hvilke konsekvenser det kan få, og hvad vi kan gøre.

”Mark Zuckerberg er ikke chefredaktør over verdens demokrati, og vi ønsker ikke, at de sociale medieplatforme skal være ’sandhedens dommere’. Men det, vi viser, er, at de allerede er det, fordi de har så stor magt over vores digitale infrastruktur, som både handler om den personlige kommunikation, altså intimsfæren, og om demokratiet,” siger Camilla Mehlsen.

Bogens titel spiller dels på Facebook-stifterens gentagne afvisninger af at være arbiters of truth, sandhedens dommere, dels på et af de mest isnende kolde systemer beskrevet i litteraturhistorien. I den britiske forfatter George Orwells overvågningsroman ”1984” (1949) er Sandhedsministeriet specialiseret i løgn og propaganda. Det er ikke det samme, techgiganterne gør i dag, understreger Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks, men ved at bestemme over den digitale infrastruktur afgør de, hvilke historier der kommer i cirkulation. Præcis som Sandhedsministeriet gør hos Orwell.

”Vores forståelse af demokrati stammer fra oplysningstiden, hvor den grundlæggende idé er, at information og viden skal være grundlaget, der sikrer demokratiet og individets autonomi. Men den demokratiske infrastruktur er flyttet over på nettet, hvor techgiganterne bestyrer motorvejssystemet. De sætter ikke kun trafikskiltene op, men bestemmer også, hvem der må køre der – og hvordan. Hvad der skal have opmærksomhed, og hvad der ikke skal, hvad der skal censureres, og hvad der ikke skal,” forklarer Vincent F. Hendricks.

”Havde man spurgt oplysningsfilosofferne, om der skulle private aktører ind over den demokratiske infrastruktur, havde de pure afvist det, men det er den virkelighed, vi lever med i dag.”

Deplatforming Day

Da Donald Trump gik af som præsident, offentliggjorde Washington Post en bemærkelsesværdig opgørelse. Avisens faktatjekkere havde taget præsidenten i at lyve eller vildlede 30.573 gange i løbet af sine fire år som verdens mægtigste mand, ofte i et af de cirka 25.000 tweets, han nåede at udsende til sine 89 millioner følgere.

Det var derfor en notorisk løgner, der efter stormen mod den amerikanske kongres den 6. januar i år blev udelukket – deplatformed – fra blandt andet Facebook, Instagram og Twitter, fordi platformsdirektørerne mente, han kunne skade landets sikkerhed. Men gjorde den såkaldte Deplatforming Day sandheden en tjeneste?

”Vil man stoppe løgnene ved at skrue på knapperne, kan det være effektivt at udelukke en superspreder som Trump. Men Deplatforming Day demonstrerede både, at de sociale platforme har fået en gigantisk magt, når de kan verfe den amerikanske præsident til side, og at det offentlige rum i den grad er kommet på private hænder,” siger Camilla Mehlsen.

”Og så er det et meget, meget tungt indgreb over for en folkevalgt præsident,” tilføjer Vincent F. Hendricks.

”Desuden er det enormt inkonsekvent. Det kan godt være, at Trump røg af de sociale medier, men Jair Bolsonaro, den brasilianske præsident, er stadig på, og nogle gange kan han altså få Trump til at ligne en spejderdreng.”

Endelig er der demokratispørgsmålet. Deplatforming Day suspenderede gængse retsprincipper og kolliderede med de grundlæggende demokratiske principper for ytringsfrihed, mener Vincent F. Hendricks.

”Siden 2013 har World Economic Forum sagt, at misinformation på nettet udgør en global udfordring på linje med klima, migration og flygtninge, fordi det kan være med til at undergrave en styreform, vi sætter stor pris på, nemlig demokratiet.

Derfor har misinformation og demokrati et intimt forhold til hinanden. Men når Trump ryger af de sociale medier, skal man huske, at techgiganterne ikke står til ansvar i forhold til demokratiske rettigheder. Og de ønsker heller ikke at gøre det.”

Kritikken for at kolportere løgne fik i løbet af Trumps tid i Det Hvide Hus Twitter til at fjerne en række opslag og sætte advarselsmærkater ved andre. Men når der siden januar er blevet sat store spørgsmålstegn ved deaktiveringen af Trumps konti på Deplatforming Day, bekræfter det talemåden ”damned if you do and damned if you don’t”. Det er forkert at gøre noget, men det er også forkert at lade være.

Facebook har forsøgt at løse dilemmaet ved at etablere et eksternt tilsynsråd bemandet af professorer, menneskerettighedseksperter, ja, tilmed en yemenitisk nobelpristager og tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Rådet skal vurdere, om materiale på Facebook og Instagram (som er ejet af Facebook) er acceptabelt, og de to platforme har forpligtet sig til at følge indstillingerne.

”De omtaler det som en slags højesteret for indholdsmoderation, velvidende at det er et internt nedsat, udpeget og finansieret udvalg. Så helt uafhængigt af Facebook kan det jo ikke være,” forklarer Vincent F. Hendricks.

”Men det er et forsøg på en slags mobilisering mod misinformation. Tager vi eksemplet med Donald Trump, har tilsynsrådet indstillet til Facebook at bandlyse ham i en toårig periode. Derefter skal Facebook sammen med nogle eksperter vurdere, hvorvidt lov og orden er af en sådan beskaffenhed, at han kan få en profil igen. Men normalt sorterer det med lov og orden under Justitsministeriet, ikke under en privat udbyder.”

I det hele taget er der mange demokratiske reguleringsmekanismer, som de sociale platforme ser stort på eller ikke er forpligtet af. Eksempelvis skal klassiske medier – som denne avis – leve op til medieansvarsloven og følge presseetiske regler. Heller ikke det rammer techgiganterne.

Frankensteins monster

Facebook var i sin vorden tænkt som et netværk, der skulle forbinde studerende på Harvard. 2,9 milliarder brugere senere kan man roligt sige, at det er blevet til noget andet end oprindeligt planlagt. Og i dag sidder Mark Zuckerberg og andre techdirektører jævnligt til høringer i det amerikanske senat, der afkræver dem svar på, hvad der er sket med det, de har skabt.

Det kunne minde om Mary Shelleys klassiske gyserroman ”Frankenstein” (1818), hvor en videnskabsmand demonstrerer sin suverænitet ved at puste liv i dødt væv. Men siden stikker skabningen af fra ham og overtager magten. Er noget lignende ved at ske for techindustrien?

”Med de sociale platforme har man skabt noget, man ikke helt ved, hvad er. De er født ud af nogle drømme om at forbinde mennesker, men så opdagede man en ny forretningsmodel i opmærksomhedsøkonomien, og dermed fik man skabt noget, der kan være en forbandelse,” siger Camilla Mehlsen.

”Mange af dem, der var med til at udvikle det her – ham, der lavede like-knappen for Facebook, og ham, der lavede retweet-knappen for Twitter – siger i dag, at ja, vi var med til at skabe noget, der minder om Frankensteins monster. Hvor de før var techoptimister, er de nu blevet techskeptikere, for monsteret er stukket af, og det er på tide at gøre noget ved det,” siger Vincent F. Hendricks.

”Men ser vi på Mark Zuckerbergs udtalelser, har han undsagt sig ansvaret for noget af det, han har været med til at skabe. Det fremgår også af de seneste afsløringer af Instagram,” supplerer han med henvisning til en artikelserie i Wall Street Journal, der har påvist, at det Facebook-ejede medie – med ejernes vidende – er med til at forværre teenagepigers kropsopfattelse og øge risikoen for, at de rammes af angst og depression.

Mobilisering af modstand

De sociale medier har på halvandet årti sikret sig milliarder af brugere, skabt Joakim von Andske pengetanke og fået kontrol over den digitale infrastruktur, der bestemmer, hvilken version af virkeligheden brugerne udsættes for. Er der noget alternativ til at acceptere tingenes tilstand? Ja, og det er ikke at logge af for altid, mener Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks. Og slet ikke at overgive sig til overmagten. I stedet kalder de i ”Sandhedsministeriet” til mobilisering af masserne, altså brugerne. For både individuelt, institutionelt og ideologisk – det vil sige politisk – er det ikke bare på tide at handle, det er også afgørende, at vi gør det. Og det begynder hos den enkelte.

”Som bruger kan du til en start være opmærksom på, at det allerstørste aktiv i informationstidsalderen ikke er mikrochips eller olie, men din opmærksomhed. Ikke som kognitiv ressource, men som kapitalaktiv. Når du vælger at brænde din opmærksomhed af på noget, skal du derfor være opmærksom på, hvad du bruger den på. Dernæst: Skru ned for hastigheden, med hvilken du formulerer dine synspunkter. Jo hurtigere du gør det, desto mere bidrager du til trafikken, som ikke nødvendigvis sikrer sandhed, men helt sikkert skaber larm,” siger Vincent F. Hendricks. Og larm kan i opmærksomhedsøkonomien veksles med penge; det er sådan, Facebooks værdi er eksploderet.

For både Vincent F. Hendricks og Camilla Mehlsen er det som led i mobiliseringen centralt at støtte den digitale dannelse, og det gælder ikke kun i uddannelsessystemet, men i alle hjørner af civilsamfundet.

”Det handler om både at kunne deltage i de digitale fællesskaber og være kritisk over for dem. At blive opmærksom på, at teknologier ikke er neutrale, men gør noget ved os. Vi har brug for kompetente brugere og kan starte med os selv, så vi udvikler digital dannelse og dømmekraft, for verden bliver kun mere og mere digital. Vi skal have indrettet et godt digitalt samfund, og det kræver dygtige digitale mennesker,” siger Camilla Mehlsen og understreger, at det er et livslangt projekt for den enkelte bruger og en opgave, der skal understøttes af samfundets institutioner.

Endelig er der lovgivningsarbejdet. I en del år har mange politikere vægret sig imod at gøre noget, med henvisning til at man ikke nationalt kunne gribe ind over for globale aktører. Men det har ændret sig i de senere år, siger Camilla Mehlsen.

”Både danske og internationale politikere har sovet i timen op gennem 2000’erne og 2010’erne, men er nu vågnet op og har fundet ud af, at det her område ikke nødvendigvis er så komplekst og abstrakt og isoleret til Silicon Valley, som de troede. Der er kommet en politisk forståelse af, at man bliver nødt til at gøre noget, også på nationalt niveau. De seneste år har regeringer rundtom i verden derfor lovgivet om indhold på de sociale medier og pålagt de sociale platforme at tage ansvar for indholdet. Det samme gør den danske regerings nye udspil på området, der kræver digitalt krænkende materiale med mindreårige fjernet,” siger hun og efterlader et lille håb:

”Det er nye takter, som vi ikke har set før. Og det er på høje tid.”