Prøv avisen

Ny datingside lokker kunder til med gravsted

Datingappen YOLO bruger et opstillet gravsted på hjørnet mellem Nørre Søgade og Dronning Louises Bro i København til at gøre opmærksom på sig selv. Foto: Format

Det er til grænsen, når en ny datingapp laver reklame for sig selv med et fingeret gravsted midt i byen, mener etikeksperter. Firmaet bag ønsker at sætte fokus på den fortabte kærlighed i det digitale univers

Det er let at få det indtryk, at der på dette sted er sket en tragisk ulykke, som nogen ønsker at markere. Et stort hvidt kors stikker op fra jorden omgivet af blomster og små mindelys ved et stort gadekryds midt i København.

Men her er ikke tale om et offer for en trafikulykke eller for den blodige bandekonflikt, der har plaget netop denne bydel.

Gravstedet er en del af en reklamekampagne for den nye datingapp YOLO. Ser man nærmere, er der et lille skilt ved korset med et foto af en ung mand og en ung kvinde sammen med teksten: ”Her mødtes de aldrig”:

”Endnu en romance, der aldrig startede. Endnu et hvidt kors til de uendelige online-dating jagtmarkers matchkirkegård. Er der da ikke nogen, der kan tage ansvar for alle de spildte matches? Nu er der!”, står der videre i reklamen for YOLO, der står for "you only live once" (du lever kun én gang) og forsøger at gøre processen mellem det digitale og det virkelige møde meget kortere.

Når man i bybilledet ser en buket blomster og stearinlys liggende på jorden, så vil man typisk forbinde det med noget alvorligt og sorgfuldt. Det mener professor i filosofi Thomas Søbirk Petersen fra Roskilde Universitet, der også er medlem af Det Etiske Råd.

”Det er bestemt til grænsen at opstille et kors på den måde. Hvis man går forbi det, vil man formentlig tro, at der er sket noget tragisk hert. Som virksomhed lægger man sig i kølvandet på en provokerende reklametradition,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Det er teolog Christina Busk enig. Hun er ejer og medstifter af Etikos, der rådgiver virksomheder i etiske spørgsmål.

"En datingoplevelse og det at miste en kær er jo dybest set usammenligneligt. Det kan støde mange på grundlæggende, eksistentielle værdier. Her har man valgt, at målet helliger midlet. Men det er kradse midler at bringe folks følelser i spil på den måde," siger hun.

Konsekvensen af reklamen kan være, at virksomheden skyder sig selv i foden, mener Thomas Søbirk Petersen.

”Man risikerer, at korset befinder sig tæt på nogen, der faktisk sørger over et dødsfald, og på den måde krænker dem. Det kan give dårlig omtale, men det kan også være et mål i sig selv,” siger Thomas Søbirk Petersen.

En forbipasserende i morgentrafikken ved YOLOs gravsted kalder over for mediet Format fremstødet for ”virkelig usmageligt”.

Målet med kampagnen er at få folk til at føle noget og skabe en debat om de problematiske sider af digitaldating,fortæller Simon Frank fra YOLO.

”Vi ønsker ikke at forstærke nogens sorg, men vil med den grænsesøgende kommunikation gerne provokere for at starte en debat om kærlighed i den digitale tidsalder,” siger han.

På YOLO har brugerne kun 30 minutter til at chatte med hinanden og sikre sig et virkeligt møde. Appen går i luften den 12. januar.

Læs mere om reklamer og etik her.