Drømmer du også om en god nats søvn?

Der florerer flere udbredte misforståelser forbundet med idéen om en god nats søvn – og mest udbredt er forventningen om en nat med uafbrudt søvn. Læs hvorfor i nyt digitalt magasin.

Her ligger Jane Marinussen i familiens hængekøje ved sommerhuset. Hun har ifølge sin mand Kim en helt særlig evne til at sove middagslur på præcis 20 minutter. Men for mange danskere kan det være svært at falde i søvn og et stigende antal søger hjælp mod søvnproblemerne.
Her ligger Jane Marinussen i familiens hængekøje ved sommerhuset. Hun har ifølge sin mand Kim en helt særlig evne til at sove middagslur på præcis 20 minutter. Men for mange danskere kan det være svært at falde i søvn og et stigende antal søger hjælp mod søvnproblemerne. Foto: Mikkel Møller Jørgensen

”Trut!” En plastikelefant og dens unge kigger afventende på mit søvnige ansigt. Huden føles, som om den er vokset sammen med puden. Bag de to insisterende dyr står min søn på knap to år. Lysvågen og klar til at trampe og trutte dagen i gang.

Jeg har sovet otte timer i streg. Dybt og helt uden afbrydelser. Overhovedet. Det er aldeles usædvanligt på hjemmematriklen for tiden, og jeg har det, som om jeg har vundet nattens lotteri.

LÆS NYT MAGASIN OM SØVN

Spørger man landets førende søvnekspert, hjerneforsker Birgitte Rahbek Kornum, så har jeg faktisk inkasseret en sjælden gave i form af en god nats søvn.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der florerer flere udbredte misforståelser forbundet med idéen om en god nats søvn – og mest udbredt er forventningen om en nat med uafbrudt søvn. Det er nemlig ret sjældent, at voksne ikke vågner i løbet af en nat.

Rent faktisk har det været en evolutionær fordel for os mennesker at vågne i løbet af natten – hvis nu en sabeltiger kom slentrende forbi vores hule. Så når du vågner og vender dig om eller kigger på klokken, så er der altså en god forklaring på dette, og det er helt normalt.

Men mange mennesker tror, at man bør sove tungt og uden afbrydelser hver nat. Og så kan man jo nærmest kun blive skuffet om morgenen.

I dag kan man udover at læse en masse bøger om søvn også købe søvn-app’er og ure, der måler søvnen, særlige madrasser, der indretter sig efter kropstemperaturen, og sovemasker med indbyggede højtalere.

Men som med så meget andet så kan det stigende fokus på søvnen paradoksalt nok gøre det endnu sværere at finde ro og falde i søvn, advarer eksperter. Og det er faktisk en kamp for flere og flere danskere at finde ro til at sove. Hvilket kan aflæses i et stigende brug af søvnmedicin og henvisninger til landets søvnklinikker.

En anden misforståelse er, at mange forventer, at søvnen slet ikke ændrer sig gennem livet. Men det gør den. Når vi er helt små, har vi brug for helt op til 18 timers søvn for, at hjernen kan udvikle sig ordentligt.

LÆS NYT MAGASIN OM SØVN

Ældre er til gengæld længere tid om at falde i søvn og ikke sover så tungt som yngre. Ja, faktisk bliver den ældre hjerne slet ikke så påvirket af manglende søvn som den yngre.

Alt dette og meget andet kan du blive klogere på i dagens digitale magasin, som også forsøger at give et par gode – og videnskabeligt dokumenterede - råd videre til de læsere, der har svært ved at falde i søvn, og som måske vågner uhensigtsmæssigt mange gange i løbet af en nat og ikke kan falde i søvn igen.

God fornøjelse!

Joanna Vallentin, udviklingsredaktør

Her ligger Jane Marinussen i familiens hængekøje ved sommerhuset. Hun har ifølge sin mand Kim en helt særlig evne til at sove middagslur på præcis 20 minutter. Men for mange danskere kan det være svært at falde i søvn og et stigende antal søger hjælp mod søvnproblemerne.