Et ekko af tvivl runger i digter Nikolaj Zeuthens hoved, efter han har fået kaldet til at blive præst

Digteren Nikolaj Zeuthen har besluttet, at han vil være præst. Men han grubler en del over, om han vil kunne finde ud af det. Kan man være noget for andre, når man indimellem har svært ved at være i sig selv? Dette er første kapitel ud af fire: Kaldet

Nikolaj Zeuthen begyndte at gå i kirke for nogle år siden og fandt en ro, han ikke har fundet før. Og så begyndte det at krible. - Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Nikolaj Zeuthen begyndte at gå i kirke for nogle år siden og fandt en ro, han ikke har fundet før. Og så begyndte det at krible. - Foto: Johanne Teglgård Olsen. Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Dette er første kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 2, kapitel 3, kapitel 4.

altså: kære gud – send mig ud blandt mennesker hver dag

lad mig ikke sidde her og rådne op

med mine kaotiske bunker og min mikroskopiske

privatøkonomi – jeg beder dig – giv mig et hus

giv mig en kirke – giv mig et køretøj

jeg begynder at ryste igen

jeg ved det bare

når jeg synder er det altid imod dig

og altid kan jeg se et lille billede

af en fugl

(Nikolaj Zeuthen ”Fattigmandssystemer”, 2021)

Mailen tikker ind, et par dage efter interviewet er bragt.

En præst et sted ude i æteren har læst digter og sangskriver Nikolaj Zeuthens interview i Kristeligt Dagblad. Præsten spørger, om jeg kan hjælpe med kontakt til ham? Der er noget i den måde, han taler om troen, som præsten synes om, og han tænker, det måske kunne danne afsæt for et slags samarbejde.

Nikolaj Zeuthen svarer, at han gerne vil mødes med præsten.

”Men der er noget, jeg ikke fortalte Lise,” skriver han så.

”Jeg er faktisk ved at uddanne mig til præst”.

Det er den slags, der stryger direkte ind på top 10-listen over ting, man kan blive irriteret over som Kristeligt Dagblad-journalist.

Under interviewet skulle det hives ud af ham, at han var begyndt at gå i kirke, fast hver søndag. At han var blevet voksendøbt efter at være vokset op i en stærkt ateistisk familie og have ironiseret over ”de kristne” hele sin ungdom. Men det lykkedes, trods blufærdigheden, at få et interview med Nikolaj Zeuthen om hans nyfundne tro. Et sandt scoop for en kristelig skribent.

Og så udelader han den vigtigste oplysning!

Aftalen bliver, at han som straf får sig en journalistisk plageånd i et år. Én, der vil stille ham til ansvar, hver gang han tager et nyt skridt på rejsen hen imod at blive forkynder. Som en ulidelig sportsreporter stikke mikrofonen direkte op i ansigtet på ham, hver gang han har spillet en ny, svær kamp i troens tjeneste, og spørge:

”Hvad føler du lige nu?”

Pille godt og grundigt i tvivlen, hver gang den melder sig.

”Det er i orden. Jeg tænker, titlen kan være ’Nybegynderen’,” siger Nikolaj Zeuthen.

”Vi får se,” siger jeg.

Spøgelser fra barndommen

Grundtvig-statuen i Vartovs gård er glaseret af regn. Det er februar 2021, og København er mørkeblåt i skumringen.

”Lise! Herovre!”, råber et brilleklædt hoved ud ad en dør i den anden ende af gården.

Nikolaj Zeuthen leder hjemmevant op ad trapperne i det bygningskompleks, der huser en grundtvigiansk valgmenighedskirke, en børnehave, organisationen Grundtvigsk Forum og altså en præsteuddannelse, Pastoralseminariet, hvor digteren for nogle uger siden begyndte i skole. En stor del af de danske præster er udklækket her, men man kan også blive præst andre steder i landet.

Vi har fået lov at sidde inde på liturgiunderviseren Lena Kjems’ kontor og spise vores fastelavnsboller med hindbærglasur. Men det er nu ikke så meget Nikolaj Zeuthen, der tager fra, han har allerede fået fastelavnsboller to gange i dag, fordi nogle fra holdet havde bagt til resten.

”Ja, vi er kageglade.”

Derhjemme er der gang i den for tiden. Hans yngste søn, Per, har lige skiftet skole, ikke fordi der var noget galt med den gamle, men fordi han på den nye har mulighed for at dyrke sin interesse for sang. Men sådan et skoleskifte er noget, der lige trækker tænder ud på forældrene, siger Nikolaj Zeuthen og fylder munden med luft, før han puster ud.

Digteren i sit køkken på Howitzvej på Frederiksberg. - Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Digteren i sit køkken på Howitzvej på Frederiksberg. - Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Han har også teenagerne Ole og Lise sammen med sin kæreste, Maria. De har været sammen i nogle og 20 år, og både parforholdet og familien har været et vigtigt omdrejningspunkt for Nikolaj Zeuthens virke som kunstner, måske især i hans bøger og digtsamlinger, hvor hans familie ofte optræder under deres rigtige navne.

”Det moderne familielivs digter” er han blevet kaldt.

Den seneste digtsamling hed ”Sommerferiedigte” og udkom sidste sommer. Det lyder så fredeligt, men det er bestemt ikke et lyserødt billede af familien, Zeuthen har tegnet gennem sin forfatterkarriere: En vranten teenager smækker sin dør. En hustru er et helt andet sted mentalt. En selvhadende og frustreret ægtemand indleder en affære med en yngre kvinde.

Et andet kunstnerisk omdrejningspunkt har været det at vokse op i en dysfunktionel skilsmissefamilie. Man kan blive klogere på opvæksten i nogle af de sange, han har skrevet. Bandet Skammens Vogn dannede han i 2000’erne sammen med to ungdomsvenner, der også havde en opvækst i brudte familier med sig. Det vidner sange som ”Dårlig fødselsdag” og ”Familiemøde” om.

Nikolaj Zeuthen har romaner, digtsamlinger, tegneserier, skuespil og sange på sit CV. Han er forsanger i bandet Skammens Vogn. - Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Nikolaj Zeuthen har romaner, digtsamlinger, tegneserier, skuespil og sange på sit CV. Han er forsanger i bandet Skammens Vogn. - Foto: Johanne Teglgård Olsen.

På den seneste plade, de udgav, synger Nikolaj Zeuthen på sangen ”Blicher” om en mor, der er ”på galehuset”, og som ”bare vil dø”.

Hans far og mor blev skilt, da han var lille, og i årene efter skilsmissen udviklede moderen et alkoholmisbrug. Nikolaj Zeuthen og hans søskende ledte efter flasker i hjemmet for at prøve at være på forkant med moderens lune. Hun havde også et par selvmordsforsøg og indlæggelser, der satte deres spor.

Da Nikolaj Zeuthens mor igen for nogle år siden blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, vendte nogle af barndommens spøgelser tilbage. Han begyndte i en terapigruppe for børn af alkoholikere, og i den forbindelse begyndte han også at bede til Gud. Siden blev den faste bønspraksis udvidet med kirkegang om søndagen. Og for to år siden blev han og børnene døbt.

Alt det fortalte han om, sidst vi mødtes, men det med troen var en svær nød at knække. Vi analyserede os frem til, at blufærdigheden nok er ganske stor for flere i hans generation, kaldet ”den ironiske Generation X”.

Men også helt personligt er det en udfordring for ham at være troende med åben pande. I hans barndom var der aldrig nogen af forældrene, der kunne finde på at fremhæve kristendommen, eller religion i det hele taget, for noget godt.

Bag os, på liturgiunderviserens kontor, hænger en sort præstekjole på bøjle. Nikolaj Zeuthen ser på den fra sofaen og hæver øjenbrynene.

”For fem år siden ville jeg aldrig i min vildeste feberdrøm have forestillet mig, at jeg sad her.”

Første skoledag

Børnefamiliekalenderen. - Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Børnefamiliekalenderen. - Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det er den såkaldte paragraf 2-ordning, der overhovedet giver Nikolaj Zeuthen mulighed for at læse til præst.

Det er en ordning, der har været debat om i kirkelige kredse, for den er en slags ”smutvej” og betyder, at man kan blive præst med andet end en fem år lang kandidatuddannelse i teologi bag sig. At blive ”Paragraf 2-præst” tager kun to år. Det kræves dog, at man er fyldt 35 og, som det lyder i paragraffen, ”i fremtrædende grad har vist sig i besiddelse af egenskaber, der har væsentlig betydning for varetagelse af præstestilling”. I sidste ende er det biskoppen i ens bopælsstift, der afgør, om man har det.

Men hvorfor vil han overhovedet være præst? Forfatterindkomsten er, indrømmet, ikke altid lige stabil, men de seneste fire-fem år har han suppleret den med en tjans som vicevært hjemme i ejendommen på Frederiksberg, og han holder meget af det. Datteren, Lise, hjælper ham med trappevask.

Et par gange om ugen træner han børn og unge i den lokale skakklub. Når bandet har udgivet noget nyt, er der spillejobs og koncerter i hele landet, og ved siden af holder han workshops om at skrive sange og digte.

Går det egentlig ikke meget godt for ham?

”Man kan godt tale om et kald,” siger han.

”Men det er ikke sådan en stemme fra en sky. Det er nogle mennesker, der har opfordret mig til det. En masse små stemmer på alle mulige forskellige niveauer og kanter, der er løbet sammen og har peget i retning af dét,” siger han.

Og så sker der det med mig, at når jeg sidder i en kirke og ser nogen træde frem, så begynder det at krible i fingrene på mig. Hvad ville der ske, hvis jeg selv trådte derop?”.

- Foto: Johanne Teglgård Olsen.
- Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Det er blandt andet samtalerne med biskop over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, der har bestyrket ham i, at det er det rigtige. At paragraf 2-ordningen ”ikke kun er et forsøg på at hjælpe vildfarne humanister med at få sig et job”, som Nikolaj Zeuthen siger, men at det også handler om at få nogle andre stemmer og perspektiver ind i folkekirken. Og at han har noget at bidrage med i den forbindelse.

Så i 2020 gik han i gang, stille og roligt, derhjemmefra. Det første halvandet år af uddannelsen læser man primært op i forskellige fag, skriver opgaver og bliver eksamineret i dem. Den første eksamen, i dogmatik, ved professor Niels Henrik Gregersen gik ikke specielt godt, fortæller han.

”Rent teologisk var jeg ude på dybt vand. Der hev han mig lige lidt rundt i manegen.”

Første skoledag på Pastoralseminariet var for et par uger siden. Der var god stemning og god gammeldags navnerunde, hvor man rejser sig på skift og lige introducerer sig selv.

”Jeg sagde, at jeg både havde glædet mig til og været lidt bekymret for det med at være den underlige gamle på holdet. Det kan jeg jo huske fra min egen tid på litteraturvidenskab, der var altid én eller to, hvor man tænkte: ’Hvem ér den gamle mand?’”

”Men det viser sig nu, at vi er en hel gruppe af underlige gamle.”

Flere af de andre på holdet har, som Zeuthen, en del livserfaring med sig. Men størstedelen er alligevel sidst i 20’erne og kommer direkte fra den fem år lange teologiuddannelse på universitetet.

I den kommende tid vil de blive undervist i blandt andet liturgi (hvordan man holder en gudstjeneste), retorik (hvordan man gør sig forståelig), homiletik (kunsten at prædike) og hymnologi (læren om salmer). Alle skal de lære en masse praktiske ting også: hvordan man gør de rigtige fagter, når man lyser velsignelsen, og hvad der er gode tips og tricks til at undgå at spilde altervin på kirkegængerne.

”Det, der binder os sammen, er, at vi alle skal ud og prøve det her.”

Der tegner sig dog også allerede nu nogle teologiske forskelle på holdet, som Nikolaj Zeuthen går og funderer lidt over.

”Når ordet er frit, kan man mærke, der er mange forskellige meninger til stede i ét rum. Feltet spænder fra nogle, der har rødder i frikirkemiljøet, til Studenterkredsen og den teologi, der er dér. Indre Mission. Dem med præsteforældre, der er vokset op med det som noget helt naturligt.”

Hvem er han selv, sådan teologisk? Nikolaj Zeuthen tager en stor bid af sin fastelavnsbolle nummer tre i dag.

”Jeg er den frejdige klodshans, der kommer trampende ind fra venstre og ikke aner noget om alt det dér.”

- Foto: Johanne Teglgård Olsen.
- Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Døren på klem

Der er også andre ting, han går og tænker lidt over: den første begravelse for eksempel. Vil han kunne rumme det? Han ved godt, at han og de andre præstekandidater får nogle redskaber til at håndtere det i den kommende tid. Men det er nok mere det med, om man kan være noget for andre, når man ikke altid har styr på sig selv, der bekymrer ham.

”Jeg er sådan en tudeprins, der får tårer i øjnene, når jeg skal holde en tale til min søns fødselsdag.”

At give slip på rollen som kirkegænger er han heller ikke meget for. At miste chancen for bare at få lov at ”sidde og stene på bagerste række til en gudstjeneste”.

Og så er der præstekjolen. Den, der hænger tungt fra sin bøjle på væggen og ser på os nu. Nikolaj Zeuthen ser tilbage på kjolen og kniber øjnene sammen.

”Kan jeg stå i det kostume? Kan jeg virkelig det?”

”Men samtidig er der en stemme i mig, som er eventyrlysten og tænker: ’Hvad kan man i den mundering?’ At gå op på en prædikestol er også at stå med en ladt pistol i hånden. Det er … pirrende.”

Det er mørkt udenfor, og Nikolaj Zeuthen låser af til lærerkontoret. Derhjemme er familien nu, efter et par uger, ved at have vænnet sig til, at deres far går i skole og derfor ikke kan gå og bage boller hele formiddagen, som han kunne før. Men klokken fem er det alligevel ved at være tid til at melde sig på banen.

Han er forfatter, digter, sangskriver, musiker, vicevært, skaklærer, litterat. Kæreste og far.

Når han taler om det at blive præst, er det nogle gange, som om han holder en lille dør på klem. ”Lad os nu se,” siger han. ”Det bliver også bare godt med et fast job,” og ”det er jo ikke hele min identitet”.

Hvad føler han lige nu?

Han tror på projektet, på kaldet. Men han har den også indimellem, tvivlen.

”Så tænker jeg jo: ’Hvad er det, du har kastet dig ud i her, kammerat?’”

Dette var første kapitel i serien ”Nybegynderen”. Find de øvrige kapitler her: kapitel 2, kapitel 3, kapitel 4.