V-profil: Smid burkaen eller mist kontanthjælpen

Venstres Jan E. Jørgensen vil tage kontanthjælpen fra muslimske kvinder, der ikke vil smide niqab eller burka. Socialdemokratiet: "God ide." Men Københavns beskæftigelsesborgmester siger, at det ikke vil ændre noget

Så længe de har sløret ansigtet, står de ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og derfor bør de heller ikke modtage kontanthjælp eller dagpenge, mener Venstres menneskerettighedsordfører, Jan E. Jørgensen.
Så længe de har sløret ansigtet, står de ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og derfor bør de heller ikke modtage kontanthjælp eller dagpenge, mener Venstres menneskerettighedsordfører, Jan E. Jørgensen.

Muslimske kvinder, der bærer niqab eller burka, skal fjerne sløret, hvis de vil have kontanthjælp.

For så længe de har sløret ansigtet, står de ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og derfor bør de heller ikke modtage kontanthjælp eller dagpenge, mener Venstres menneskerettighedsordfører, Jan E. Jørgensen.

”Hvis du vælger at gå tildækket med burka eller niqab, så er der ikke nogen, der vil ansætte dig. Og dermed står du ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, og så kan du selvfølgelig heller ikke få så meget som én krone i støtte,” siger Jan E. Jørgensen til Radio24syv.

I dag kan en kommune tage kontanthjælpen fra kvinder, der bærer burka eller niqab, hvis de siger nej til at tage et konkret job, der kræver, de viser ansigtet. Men der behøver ikke først foreligge et jobtilbud, siger Jan E. Jørgensen. Han mener, at et synligt ansigt skal være en forudsætning for overhovedet at få hjælp fra kommunen.

Jan E. Jørgensen tror modsat sin partikammerat Marcus Knuth, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti ikke på, at et forbud er vejen frem.

”Jeg tror, det er mere effektivt, hvis vi siger, at vi klapper kassen fuldstændigt i. Fordi nej, søster. Du står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet, når du ikke vil vise dit ansigt,” siger Jan E. Jørgensen til Radio24syv.

Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen afventer Venstres forslag, men han er umiddelbart positivt stemt og kalder forslaget ”interessant”.

”Vi bliver nødt til at sikre, at de her kvinder bliver integreret, og det gør de kun, hvis de smider deres burka, og kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor er vi villige til at se på alle gode forslag for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet,” siger Leif Lahn Jensen til Radio24syv.

Hos Enhedslisten mener partiets beskæftigelsesordfører Finn Sørensen ikke, at forslaget vil gavne noget:

”Det er ikke et job for Christiansborg at lave en firkantet lovgivning på det her område. Det er jobcentrene bedst til. De ved bedst, hvordan man får sådan nogle kvinder ind på arbejdsmarkedet,” siger Finn Sørensen til Radio24syv.

På Københavns Rådhus synes integrations- og beskæftigelsesborgmester i København Kommune, Anne Mee Allerslev, at det er unødvendigt med flere regler på området.

” Jeg tvivler meget på, at forslaget overhovedet er lovligt, og jeg synes i virkeligheden, at det er lidt et typisk Christiansborg-fnidder-forslag. Man prøver at gøre et problem ud af noget, kommunerne godt kan finde ud af at håndtere i hverdagen, for vi har allerede ret stramme regler på beskæftigelsesområdet,” siger Anna Mee Allerslev til Radio24syv.

Hun påpeger desuden, at problemet – i så fald det eksisterer – er meget småt. Det drejer sig ifølge hende om 100-200 personer på landsplan.