V skifter kurs: Alt tyder på at blasfemilov ophæves

Venstre ønsker ikke længere at bevare Straffelovens blasfemiparagraf, afgjorde partiet ved et gruppemøde i dag. Dermed er der flertal i Folketinget for at afskaffe paragraffen

Blasfemiparagraffen har eksisteret i sin nuværende form siden 1866. Men nu ønsker et flertal af partierne på Christiansborg at afskaffe den.
Blasfemiparagraffen har eksisteret i sin nuværende form siden 1866. Men nu ønsker et flertal af partierne på Christiansborg at afskaffe den. Foto: TORBEN ÅNDAHL/Ritzau foto .

Det bør ikke længere være en paragraf i Straffeloven, der forbyder spot og hån imod religion. Sådan lyder det fra regeringspartiet Venstre efter et gruppemøde tirsdag. 

Partiet har ellers tidligere ment, at paragraffen burde bevares, men har nu skiftet holdning. 

"Vi er blevet enige om at bakke op om at afskaffe blasfemiparagraffen. Vi har haft en meget grundig debat med mange forskellige synspunkter. Det er en følsom debat, hvor vi skal lytte til hinanden. Det har vi gjort, og der har været argumenter både for og imod," siger partiets politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

Spørgsmålet om blasfemiparagraffens fremtid er blevet aktuelt, efter Enhedslisten har fremsat et lovforslag, der skal afskaffe paragraffen. Under førstebehandlingen af lovforslaget i sidste måned lød det fra regeringen, at den var imod Enhedslistens forslag. Men regeringen har været delt i spørgsmålet, hvor både Liberal Alliance og De Konservative ønsker blasfemiparagraffen afskaffet.

Venstre har derimod sagt, at det i første omgang ønskede paragraffen bevaret, men at partiet "ejede tvivlens nådegave", som retsordfører Preben Bang Henriksen udtrykte det fra Folketingets talerstol.

Men efter dagens gruppemøde står det klart, at partiet har skiftet holdning. Den politiske holdningsændring kommer efter længere tids interne diskussion i Venstres folketingsgruppe.
 
Ifølge Jakob Ellemann-Jensen har det blandt andet spillet ind på Venstres beslutning, at De Konservative og Liberal Alliance allerede havde meldt ud, at de ville af med paragraffen. Derudover har det vægtet tungt, at både Europarådet og FN's Menneskerettighedskomité tidligere har anbefalet en ophævelse. 
 
Med Venstres holdningsskift ønsker en samlet regeringen nu at afskaffe paragraffen. Efter Venstres udmelding står Socialdemokratiet som det eneste parti, der stadig forsvarer loven imod blasfemi. 

Enhedslistens lovforslag om at ophæve paragraffen skal behandles og til afstemning i folketingssalen torsdag og fredag.