Nyt lovforslag kan blive enden på Hongkong, som vi kender det

Et kontroversielt lovforslag, der blandt andet vil forbyde løsrivelse, kan blive dødsstødet for Hongkongs selvstændighed. Forslaget ser ud til at have genantændt oprørsstemningen imod det kinesiske styre

Aktivister i Hongkong demonstrerer i dag, den 22. maj, imod det nye lovforslag.
Aktivister i Hongkong demonstrerer i dag, den 22. maj, imod det nye lovforslag. Foto: Tyrone Siu/Reuters/Ritzau Scanpix.

Meget tyder på, at den kinesiske regering snart vil stramme grebet om Hongkong yderligere. På den kinesiske folkekongres’ årlige samling, der efter lang tids forsinkelse løber af stablen på fredag, fremlægges et forslag til en ny sikkerhedslov, der angiveligt skal forbyde oprør, løsrivelse og undergravelse.

Det skriver CNN og BBC.

Loven har mødt en del kritik fra opponenter, der mener, at den vil blive dødsstødet for Hongkong, som vi kender det. De peger blandt andet på, at det vil ødelægge den særlige konstellation ”et land, to systemer”, der, siden Kina overtog Hongkong fra briterne i 1997, har givet regionen mulighed for at fungere nogenlunde selvstændigt.

”Det er enden på et land, to systemer,” siger Dennis Kwok, medlem af Hongkongs lovgivende forsamling, til CNN.

”De ødelægger Hongkong fuldstændig,” tilføjer han.

Tanya Chan, der også er medlem af den lovgivende forsamling, erklærer sig over for Reuters enig med Dennis Kwok.

”Et land, et system, er i sandhed kommet til Hongkong,” siger Tanya Chan og tilføjer, at det er den ”sørgeligste dag i Hongkongs historie”.

Selvom lovforslaget endnu ikke er godkendt, er udsigterne ikke gode for de af Hongkongs indbyggere, der værner om regionens selvstændighed. Ifølge BBC har den kinesiske regering med den nye lov mulighed for at forbigå Hongkongs egne folkevalgte og indføre de nye regler uden deres samtykke. Og at den kinesiske folkekongres skal godkende forslaget, bliver anset som en formalitet, da beslutningen reelt set allerede er truffet af Kinas partitop.

Lovforslaget har udløst opfordringer til demonstrationer på internettet, der finder sted i dag fredag. Således ser det ud til, at der atter kan blive pustet liv i de pro-demokratiske demonstrationer, som prægede Hongkong i store dele af sidste år.

Demonstrationerne, der blev indledt i marts sidste år, startede på grund af et lovforslag, der ville give Kina mulighed for at udlevere kriminelle fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Lovforslaget blev droppet, men demonstrationerne udviklede sig til at blive et mere generelt opgør imod kinesisk indflydelse og den gradvise erodering af Hongkongs selvstændighed.

På den internationale scene har lovforslaget mødt kritik. USA’s præsident, Donald Trump, har udtalt, at man vil reagere ”meget stærkt”, hvis den nye lov bliver en realitet. Således kan loven blive ny benzin på bålet i forhold til de gnidninger, der er opstået mellem USA og Kina under coronakrisen.