Nyt nattog er tegn på, at flere ønsker at rejse med sjælens fart

Her til morgen ankom Snälltoget fra Stockholm til Berlin. I aftes stod passagerer på toget i Høje Taastrup, og dermed er nattog-trafik på dansk grund genoptaget efter syv års pause. Ifølge forsker er baggrunden, at flere europæiske turister prioriterer at rejse bæredygtigt

Flere steder i Europa vinder nattog frem igen, blandt andet i Sverige, Østrig og Frankrig, hvor billedet her stammer fra. De svenske nattog kommer Danmark til gode, idet Høje Taastrup er blevet station på vejen mellem Stockholm og Berlin.
Flere steder i Europa vinder nattog frem igen, blandt andet i Sverige, Østrig og Frankrig, hvor billedet her stammer fra. De svenske nattog kommer Danmark til gode, idet Høje Taastrup er blevet station på vejen mellem Stockholm og Berlin. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix.

Jane Widtfeldt Meged var som ung i 1980’erne en del af interrail-generationen, som hver sommer opdagede hele Europa om bord på tætpakkede passagertog. I en periode rejste hun jævnligt mellem Danmark og Italien, og hver gang tog hun toget i 30 timer, for flybilletter var for dyre.

Men det forandrede sig. Op gennem 1990’erne og 2000’erne blev det meget billigere at flyve, og det fik den effekt, at hendes søn, som i dag er 20 år, med moderens ord nærmest er født i en flyvemaskine.

Men nu tyder meget på, at såvel interrailsom flyvemaskine-generationen kan se frem til en periode, som markerer en ny opblomstring for togturismen, vurderer Jane Widtfeldt Meged, som ud over at være mor og tidligere interrailer også er lektor ved center for turismeforskning på Roskilde Universitet.

”Det er en kæmpe trend, at vi på grund af klimadiskussionen er ved at genoptage togrejser i Europa. Vi kan ikke lade være med at rejse, men stadig flere vil gerne gøre det på en måde, som er mere bæredygtig, og her kommer togene ind,” siger Jane Widtfeldt Meged, som for to år siden selv genoptog sin ungdoms rejseform, interrail. Nu sammen med sønnen, som det var en helt ny oplevelse for. De kørte strækningen Firenze-München i nattog, hvilket var en god oplevelse.

”Vi beholdt gardinet oppe, så der var udsyn til, at natten susede forbi. At køre i tog er en oplevelse i sig selv. Det betyder noget, at man ikke flyver højt over det hele, men rejser med sjælens fart, og det tror jeg, vi er ved at genopdage værdien af,” siger Jane Widtfeldt Meged.

At flere vil tage toget sydpå i stedet for flyet er også vurderingen hos det private svenske jernbaneselskab Snälltoget. I går eftermiddags sendte selskabet det første tog af sted på en ny nattogslinje fra Stockholm over Malmø, Høje Taastrup og Hamburg til Berlin, hvor toget efter planen rullede ind kort før klokken 9.00 i morges. Dermed er nattogstrafikken fra Danmark genoptaget efter at have været afbrudt siden 2014.

”Vi oplever en stigende efterspørgsel fra svenske familier, som af klimagrunde ønsker at rejse til Tyskland med tog i stedet for fly. Når vi har et stop i Danmark, forventer vi at få et større marked i form af danske rejsende og udenlandske turister, der vil rejse fra København og videre i Europa,” forklarer salgschef Marco Andersson fra Snälltoget.

Det svenske nattog til Berlin har været på sporet til Berlin siden 2012, men hidtil uden om Danmark via færgen Trelleborg-Sassnitz. Snart er det kun ét af flere svenske nattog, der kører på danske skinner, idet det statslige selskab Svenska Järnvägor til næste år vil indsætte nattog mellem Stockholm og Hamburg og mellem Malmø og Bruxelles, begge med flere stop undervejs gennem Danmark.

Det er imidlertid stadig svært for togene at konkurrere med de billige flybilletter, og Marco Andersson synes derfor, at de europæiske regeringer burde skrue kraftigt op for afgifter på flytrafik.

Også Poul Kattler ser en fremgangsrig tid for togturismen med nattogets genkomst. Han er formand for Rådet for Bæredygtig Trafik, som, lige siden nattoget blev sløjfet i 2014, har kæmpet for at få nattog i Danmark igen.

”Da man sløjfede det ene nattog, vi havde i 2014, var det den ultimative opgivelse af togtrafikken i konkurrence med fly. Nattoget fra Danmark er vigtigt for familier, der vil rejse på ferie i tog, fordi det er meget mere trygt at stå på og få sin sovekupé på en dansk station end at skulle gøre det en sen aften nede i Hamburg,” forklarer Poul Kattler, der selv var med på den første togtur mellem Høje Taastrup og Berlin i nat.

Ligesom Marco Andersson gerne ser han gerne, at politikere rækker togtrafikken flere hjælpende hænder. For eksempel kunne man etablere et bedre samarbejde på tværs af Europa om køb af billetter over landegrænser, idet det er et temmelig uoverskueligt marked.

Poul Kattler betegner det som ”Greta Thunberg-effekten”, at svenske rejsende i stigende grad foretrækker sovekupeer for flysæder.

Og at Danmark får nattog nu skyldes måske ikke så meget dansk, men svensk klimabevidsthed, kombineret med det held i uheld, at de svenske jernbanevogne ikke længere kan sejle med færge, hvorfor det danske jernbanenet meget bekvemt ligger på den svenske vej til Europa, påpeger Steen Ousager, direktør for Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

”Jeg tror ikke, vi skal regne med, at hvert andet flysæde vil stå tomt og halvdelen af fjernbusserne bliver sløjfet, fordi vi får nattog igen. Inden nattoget hørte op i 2014, var billet-salgstallet ikke prangende, så jeg tror ikke, vi skal forvente en revolution,” siger Steen Ousager og tilføjer:

”På den anden side ser man også i lande som Østrig og Frankrig, at der investeres mere i nattog, og der er da også danskere, som prøver at leve mere klimavenligt. Så ikke mindst til næste år, hvor man kan stå på toget på flere danske stationer, tror jeg, der også vil være en dansk kundegruppe til nattoget.”

Jane Widtfeldt Meged anser det ikke for realistisk, at togturismen kan afløse flyturismen, men hun vurderer, at togene kan få en større andel af markedet, hvis de vel at mærke sørger for at give turisterne den komfort og pålidelighed, nutidige turister forventer.

”Det er kun en vis del af turisterne, som er tilstrækkeligt optaget af klimaspørgsmål til, at man kan få dem over i tog. Men i en analyse fra Visit Denmark vurderes det, at omkring 35 procent af de tyske turister hører til de såkaldt grønne idealister, så det er ikke nogen helt lille gruppe,” påpeger turismeforskeren, som tilføjer, at hvor det er klimaudfordringen, der på det lange sigt er årsag til togturismens opblomstring, kan den aktuelle corona-genåbning være med til at skyde nattogsturismen godt i gang:

”Når vi skal i gang med at turde rejse udenlands igen, så hopper vi jo nok ikke på et fly til Indien. Så virker det mere fornuftigt at stå på et tog til Berlin.”